[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Kristi lov
21 maj. 2016
Indimellem sker det at jeg kommer til skade. For eksempel vælter på cyklen i skoven og får styret ind i siden, med et trykket ribben til følge. Eller jeg taber en tung genstand ned over min storetå, så den nu både er rød, lilla, blå og sort i og omkring det område, hvor slaget faldt. Ak ja, lidt dum og klodset kan jeg godt føle mig nu og da.Så følger tiden, hvor gangarten ser ekstra fjollet ud og hvor jeg ikke hører hjemme blandt flokken af ’hurtige gazeller på savannen’. Jeg erfarer at ”lider én legemsdel, så lider også alle de andre,” som Paulus skrev til korinterne. Jeg tager hensyn til både det trykkede ribben og den ømme tå.
Paulus skrev i det omtalte afsnit om Helligånden og om hvordan vi mennesker nogle gange bruger det vi får, til at hævde os med, så vi glemmer, at: ”det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn.” Paulus søger at få korinterne til at forstå, at der findes et fælles perspektiv som rækker udover egoet.
I vores menneskenatur rummer vi den fristelse, at ville fremhæve os selv på andres bekostning. I Kristi rige er dette ikke i orden. Her gives alt af nåde og dét Ånden giver, gives til fælles glæde og opbygning. For at illustrere sit budskab og for at understrege, at ingen af os kan undværes, bruger Paulus billedet med kroppens forskellige dele, der alle påvirkes, når et lem lider. Kaldet til os er, at vi skal vise omsorg og modarbejde selvhævdelsen på andres bekostning.
Det er måske en fremmed tanke i dagens Danmark, men værd at arbejde med, for hér skiller Paulus så at sige skidt fra kanel, i ellers sædvanlige adfærdsmønstre. I forlængelse af ordene om, at vise omsorg og om, at når én legemsdel lider, så lider også alle de andre dele, ja der fortsætter Paulus med det store kærlighedskapitel og for eksempel sætningen om, at: ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”
At opleve kærlighed i ens liv; at vide at man er elsket for sin egen skyld, er en hvert menneskes behov. Vi taler sjældent om dét og langt fra alle oplever dét. Alligevel findes der ikke brugbare alternativer!
Kærlighed er ikke kun en følelse, men meget mere indstilling og handling. Ja, først og fremmest indstilling og handling, som udtrykker sig i konkrete sammenhænge. Omsorg er først en nærværende størrelse, når den udtrykkes i handling. Viljen til at vise omsorg måles i det vi gør.
Når samfundsudviklingen vurderes, bør spørgsmålet om hvilket samfund der er i menneskets interesse rettelig være udgangspunktet, frem for primært økonomiske parametre. Som samfund sætter vi i dag, beklageligvis, de økonomiske interesser over menneskelige hensyn. Og kun dér hvor effektivitetshensynet forstyrres af menneskelige problemstillinger, eller hvor livsytringer skaber støj i samfundsapparatet, så det blokkerer for den økonomiske udvikling, overvejes det, at indrette samfundet på en anden måde. Dog sjældent grundlæggende. Kun for at få økonomien derhen hvor lederne ønsker sig den; intet andet. Sådan ser det i hvert fald ud. Misforstå ikke ovenstående, naturligvis skal økonomien i samfundet balancere, men medens politikerne gladeligt afsætter milliarder og atter milliarder til f.eks. nyt militært isenkram, skærer de selvsamme mennesker ned på ældreplejen og sygehusvæsnet, nærmest uden at blinke.
Den gennemsnitlige levealder, for henholdsvis de rigeste og de fattigste danskere, har i dag et spænd på ti år. Og udsigten er, at det skel vokser de kommende år. Forskellene er menneskeskabte og kun få bekymrer sig åbenbart om en udvikling, der drastisk er i færd med at ændre vores samfundsstruktur. Tankevækkende.
Mens jeg bekymrer mig om en forslået tå, drejer samfundsudviklingen i en mere kold retning, hvor selvtilstrækkeligheden tager overhånd og kærligheden bliver kold mellem de fleste.
Et samfund, hvis udtryk og udvikling medfører en større kløft mellem eliten og massen, mellem top og bund, får den konsekvens, at samtalen og dialogen mellem grupperne dør ud, fordi de taler hver sit sprog. Eller måske rettere; de evner ikke længere at lytte til hinanden, føle ansvar for hinanden og forstå hvad der sker uden for deres egen sfære. Har vi råd til dét?
Kristne har et kald og en opgave: ”Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. For mener nogen, at han er noget, skønt han ikke er noget, er det selvbedrag. Enhver skal vurdere sin handling og vil så kun have grund til stolthed i forhold til sig selv og ikke i forhold til andre; for enhver skal bære sin egen byrde.” (Gal. 6.2-5) Ansvar og medansvar påhviler alle os, som tror. Her, hvor mammon har stjålet opmærksomheden, må nogen påtage sig opgaven og vise, at der findes værdier som det er værd at kæmpe for, også i relationerne og i måden vi indretter samfundet på.
Jeg skal tage mit ansvar på mig; bære min del og være villig til at bære med, når ham eller hende ved siden af, af en eller anden grund er tynget ned.
Som hver og én af os tager hensyn til hele kroppen, skal vi vove at være med til at forme et samfund, der i helhedens interesse, tænker både på de stærke og på de svage; på mig og mine, såvel som på dem, der har et helt andet udgangspunkt, end dét der er mit.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
