DAGENS ORD: | ”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.” 1. Johannes 3:1 |
|
[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ] Galdesten og syg fornemmelse29 jul. 2016 Hvor er viljen til at investere i sundhedsvæsnet blevet af?”Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt.” Sådan lyder refrænet i sangen om Larsen, fra forestillingen 'Melodien der blev væk'. Når denne lidt triste sætning har genkaldt sig, skyldes det min seneste oplevelse med det danske sygehusvæsen. Tillad mig at dele ud af min ellers private sygehistorie. Ikke at min journal i sig selv er interessant eller i almindelighed skal gøres til genstand for nysgerrighed, men da min oplevelse rummer noget alment; et tidsbillede af konsekvenserne af de seneste mange års besparelser på sundhedsområdet, tager denne tanker i tiden afsæt i mine egne oplevelser. Ét er, at egen læge oprindeligt diagnosticerede ondet til at være noget andet end tilfældet. Efter mere end to døgns ubehag blev jeg gul i huden og øjnene, så nu var diagnosen klar: Galdesten. Jeg blev akut indlagt på sygehus, sent onsdag eftermiddag. Tog selv til sygehuset og blev mødt af et venligt og imødekommende personale. Så kom lægen (nr.1), der snart konstaterede, at de skulle bruge både en MR-scanning og en ultralydsscanning, og da den ene af afdelingerne var gået hjem for i dag, så ville han foreslå, at jeg tog hjem for at sove og i stedet mødte frem den efterfølgende morgen, fastende. Jeg så for nuværende ikke så ud til at være i overhængende fare, og da der i øvrigt var akut mangel på senge, ville jeg få en roligere nat hjemme. Fint nok. Næste morgen mødte jeg op og fik anvist opholdsstuen som base. Efter en times tid blev jeg sendt ned til ultralydsscanningen, der viste noget af problemet. Det virkelige problem måtte afvente MR-scanningen. Så gik turen tilbage til opholdsstuen, der efterhånden var fyldt op af patienter og deres pårørende. Tre timer senere blev jeg sendt ned til MR-scanning. Ventede yderligere en times tid. Blev lagt i ’røret’ og fik en hovedtelefon på ørerne, der for at dæmpe lyden fra scanneren, spiller musik ind imellem instrukserne. Heavy rock af den sorteste slags. Stop – find lige noget andet musik, tak! Efter endt scanning, var der ingen klar information. ”Du får besked i eftermiddag eller i morgen formiddag.” Tilbage til opholdsstuen, fortsat fastende og uden viden om hverken tidsperspektiv eller planen for, hvad der skal ske hvornår. Kl. 15.30, en læge (nr. 2) dukker op og inviterer mig ind på et lille undersøgelsesrum med en briks, hvor vi i det ene hjørne klemmer os sammen, for at jeg kan blive indviet i hvilke tanker lægerne gør sig, om min videre behandling. Ja, jeg skal have foretaget et indgreb, den efterfølgende dag. Kan for så vidt godt tage hjem igen, når der er taget en blodprøve og jeg har talt med en narkoselæge. Må gerne få noget at drikke og spise og så ellers komme igen i morgen kl. 7.30, fastende. Tilbage igen i det tætfyldte opholdsrum. Kl. 16.15 dukker to personer op for at tage blodprøven. Jeg spørger om ikke vi kan gå et andet sted hen? Nej, ikke lige nu. Med besvær presses nålen ind i armen, ved albueleddet. Det kom der ikke meget blod ud af. Samtidig dukker narkoselægen (nr. 3) op og bag ryggen på de to der var sendt ind for at få et par blodprøver, begynder han at oprulle min journal, stiller flere spørgsmål, sætter nogle krydser på et stykke papir, siger hej og går. Nålen jages på ny i kødet på mig. Av!! En lettelsens udtryk på sygeplejerskens ansigt, endelig få han det blod han var kommet efter. Narkoselægen kommer straks tilbage, der var noget i min journal han havde glemt at spørge om – ind for de 7 andre mennesker, der sad tæt på hele skuet, og som jeg i øvrigt ikke kender, men som nu ved både det ene og det andet om mig. Jeg håber inderligt ingen af dem misbruger den viden de har fået, inklusivt mit CPR nummer. Nå, med ét var både blodtagningen og konsultationen med narkoselægen overstået og de tre mennesker i hvide dragter var hurtigt ude af opholdsstuen igen, med dét deres arbejde umiddelbart krævede af dem, at de skulle indsamle. Jeg skulle naturligvis havde protesteret inderligt på stedet og krævet diskretion. Det fik jeg ikke gjort i øjeblikket, i tilstrækkelig grad. Kun mit spage, ”kan vi ikke gå et andet sted hen?” fik jeg sagt. Desværre ejede ingen af sygehuspersonalet i den givne situation et overskud til at udvise diskretion, og rammerne på sygehuset gav ikke rum til det. Dagen efter igen mødte jeg fastende frem. Kl. 7.30 blev der taget flere prøver og kl. ca. 8 kom der en sosu medarbejder med hospitalstøj til mig. Jeg skulle klæde om i opholdsstuen, alt imens han holdt vagt ved døren, så jeg dog fik lidt ro til omklædningen. Kl. 9.30 blev jeg hentet ned til operationsgangen. En medarbejder på afdelingen fik min rygsæk med mine ejendele og mit tøj i, jeg havde jo endnu intet skab eller seng. På operationsgangen blev jeg mødt af lutter professionelle mennesker (bl.a. læge nr. 4 og 5), der ejede ro og udstrålede overskud. Indgrebet gik godt og kl. 13.30 kom jeg retur til afdelingen. Efter lidt ventetid blev jeg kørt ind på en akutstue med fire andre patienter M/K. Jeg fik noget at spise og drikke og kom mig hurtigt. På stuen kunne jeg høre alt hvad der ellers blev talt om, bl.a. hos en kvinde, der havde en cyste på sin livmoder og som lægen (nr. 6, som jeg kort hilste på,) gav forskellige instrukser. Kl. 16 fik jeg presset en sygeplejerske til at fortælle mig lidt om hvilke planer der var lagt for mig. Næ, hun måtte reelt ikke sige noget, lidt fik jeg da ud af hende, men der kom nok snart en læge. Kl. 17.30 dukkede lægen op (nr.7). Jo, jeg måtte gerne komme hjem på weekend, men skulle så møde frem igen søndag morgen kl. 7.30. Kl. lidt i 10, søndag, fik jeg endelig talt med den læge (nr. 5) der havde foretaget indgrebet og fik den information jeg manglede. Min oplevelse er desværre ikke helt så ekstraordinær som man måske skulle tro. Mange af dem jeg mødte i opholdsstuen eller på afdelingen i øvrigt, havde lignende oplevelser i større eller mindre grad. Mit billede af sundhedssektoren er, at den er presset økonomisk og det der lige nu står tilbage som værende i orden er operationsafsnit og visse akut områder. Resten af sundhedssektoren er blevet dårlig efter mange års besparelser. Jeg klandrer intet personale, men derimod alle dem, der har ansvaret for prioriteringerne og bevillingerne af midler til sundhedsvæsnet. Mit opråb skal derfor være: Det er nu alle med ansvar og beføjelser skal reflektere over, om der er andre måder at gøre tingene på. Hvorfor skal f.eks. sundhedspersonale løbe for at nå deres opgaver? Hvorfor kan vi ikke finde de nødvendige midler? Hvordan får vi værdigheden tilbage på de danske sygehuse? Hovedstadens hospitaler skal nu igen, igen, spare flere hundrede millioner kr. Tænker de ansvarlige, at det kan ske uden omkostninger for borgerne? Jeg tror ikke det er muligt. Hvis sundheden og sygehusvæsnet ikke skal sættes overstyr, så skal viljen til at investere være tilstede. Det savner jeg, at de ansvarlige politiker demonstrerer. Politikerne i Danmark skal ville mere end det de præsterer i øjeblikke, ellers ender mange års arbejde med at blive tabt på gulvet. Alternativt må de selv en tur på sygehus – uden privilegier – så kan de lære dét! |
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992. |
|