[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Jeg savner Frøken Lohse
9 okt. 2016
Jeg savner Frøken Lohse og hendes fæller!Det er et faktum: Danmark er et land med en kultur, hvor kristendommen er på stærk tilbagegang. Fra Folkekirken der taber mange medlemmer, til lovgivning som i sin inspiration er ukristelig liberal og som både nedbryder den etiske ramme og gør, at de rige bliver rigere og de fattige bliver stærkere fastlåst i fattigdom. Vi oplever i denne tid, at lovløsheden tager overhånd i forskellige grupperinger, bl.a. i ghettoerne, og at selvtilstrækkeligheden får et umiskendeligt kedeligt tag i flere og flere af os.
Udefra set sætter de forskellige kirker ind med meget mangeartede tiltag, for at skabe sig en platform i dagens Danmark. Fra underholdning til de kirkefremmede over ’Power dit eller dat’ i frikirkemiljøet. Fra en vattet tone til en hård og opskruet tone. Resultatet er grundlæggende lige nedslående, hvis målet er at ’det glade budskab’ skal blive forstået, troet og skabe liv, i en bredere sammenhæng og blandt flere end dem, der i øjeblikket kommer i kirkerne.
Hvorfor er det gået sådan? Har de kristne savnet adgang til medierne eller en mulighed for at forkynde evangeliet? På ingen måde! Har de kristne ingen penge til at understøtte arbejdet med? Nej, heller ikke hér er problemet! Jamen, hvor findes der så en forklaring på den manglende gennemslagskraft?
Vi be’r for lidt! Jeg tror dét er problemet. Vores selvforståelse og vores initiativer er trådt i stedet for afhængighed af Gud og vores evne til at lytte til Helligånden, er det så som så med. Vi ved dårligt hvor vi skal gå hen med vores magtesløshed, alt imens vores søgen er indforstået. I stedet for erkendelse, tålmodighed og udholdenhed søger vi svaret i kvikke løsninger, nærmest manisk, medens det igen og igen bliver vores erfaring, at åndeligt liv aldrig kan forløses gennem intellektet eller ved aktiviteter alene. Alligevel bliver vi ved, tåbeligt, men såre menneskeligt.
Tillad mig at berette om en personlig hændelse:
I 1984 mødte jeg en betydningsfuld person i mit liv. Jeg anede ikke, at en dengang gammel frøken, i virkelighedens verden havde gjort en stor positiv forskel i mit liv gennem mange år, og ditto i min mors liv, gennem bøn. Aldrig havde jeg før dette møde, kendt til frøken Lohse eller forstået sammenhængen mellem hende, mit liv og min tro, for hun var ude af mit øje og ude af mit sind, mens jeg, og før det min mor, altid var i hendes bønner.
I foråret 1940 fik min mor konstateret sukkersyge, 3½ år gammel. Dengang en uoverskuelig sygdom for både en lille pige og hendes familie, da de medicinske muligheder var så få og enstrengede, og konsekvenserne af sygdommen så fatale og voldsomme, indenfor en relativ forudsigelig periode. Mine morforældre ejede dengang den ene halvdel af et dobbelt byhus i provinsen, mens den anden halvdel var ejet af en ’bandit’ af en politibetjent, Hr. Lohse; frøken Lohses far. Forholdet mellem slagteren, min morfar og politibetjenten var anstrengt. Men den dengang unge frøken Lohse var en brændende kristen, modsat sin far. Og da det rygtedes at Meiers lille pige havde sukkersyge, lagde Gud på hendes hjerte dagligt at bede for denne lille pige, der senere blev min mor. Og lykkeligvis var hun trofast i bønnen. Først for min mor gennem hendes opvækst, og senere da jeg kom til verden, også for mig. Og selv om Lohses og Meiers ikke blev ved med at være naboer, var frøken Lohse trofast mod sit kald til forbøn. Min mor døde i 1967, men frøken Lohse fortsatte herefter sin daglige bøn for ’Meiers møgunge af et barnebarn’ – og tak for dét.
Det var en anden ældre dame der en søndag i 1984 introducerede frøken Lohse for mig og fortalte, hende skulle jeg hilse på. Vores møde var kort og kun denne ene gang, så vi hinanden. Alligevel opfatter jeg det som af stor betydning at have mødt hende. For så meget faldt på plads, da jeg hørte, at hele min opvækst også havde været favnet af frøken Lohses forbøn og opmærksomhed. Wov! Så mange gange kunne noget jo være endt galt, men gjorde det i sidste ende ikke. Tilfældigheder der fik en positiv betydning, fremfor det modsatte, skete, igen og igen. Der hvor Livets Gud havde noget at sige til mig, endte det ikke i modsigelse fra min side. Så: ”Tak Gud – og tak for alle de bønner frøken Lohse har bedt for, at dit rige skulle nå mit liv og gøre en positiv forskel i alle de sammenhænge, som nu engang rummes i mit liv!”
Blev mit liv til en dans på roser af den grund? Nej, men det blev reddet ud af det skidende dynd og sat på klippen. Tror jeg bønner har været af afgørende betydning i denne sammenhæng? Ja, mon ikke!
”Ånden kommer os til hjælp i vor magtesløshed” siger Paulus til romerne. Hvad betyder det? Hvis vi grundlæggende skal ændre ’verdens gang’ så må vi kobles sammen med Guds Ånd, så Han gennem os kan lede os til at bede ret for den verden, den tid og de mennesker vi lever i og med. At bede er som at grave en kanal fra Guds trone til det menneske og den sag, der når alt kommer til alt, kun kan forløses ved Guds nåde. Og en forskel på tidligere tider og denne tid er måske, at der førhen fandtes flere forbedere rundt omkring i menighederne, end vi oplever det i dag?
Tidens udfordringer er ikke kun et spørgsmål om flere bedemøder, men handler om at vi gribes af ’bønnens Ånd’. Først dér giver bønnemøderne mening. (Bedemøder uden bønnens Ånd er noget af det mest dræbende, der findes. Tro mig, jeg har været dér!) Vi skal opleve at vores hjerter bliver samstemt med Guds hjerte, for denne verden og for vores medmennesker. Det kan vi ikke opleve i egen kraft, men alene ved en Helligåndens opvækning.
Ofte når vi beder – med selv de mest velmenende ord – gribes vi af vores egen ufuldkommenhed. Og jo, selvfølgelig ved Gud da godt hvilke behov vi og verden rummer. Alligevel gør Gud sig afhængig af vores overgivelse og vort hjertes engagement. For når vi overgiver os og vores magtesløshed til Ham, vil Hans Ånd komme os til hjælp og inspirere os, så vi bliver præcise i bønnen og afklaret i tanken, så bønnerne konkret medvirker til, at bane vej for Guds vilje i verden; om end der går en lang tid.
Jakob – Jesu lillebror – revser i sit brev menigheden med ordene: ”I begærer brændende, men opnår intet; I myrder og misunder, men kan intet udrette; I strides og kæmper, men opnår intet, fordi I ikke beder; eller I beder og får alligevel intet, fordi I beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster.” (kap. 4 vers 2-4)
Mon ikke også vi kan trænge til påmindelsen om at bede med et helt og rent hjerte. Så også vores bønner bliver til mere end selviske ord i en selvisk tid?
Når der tidligere konkret er sket noget godt i forlængelse af det kirkelige arbejde, så tror jeg faktisk meget skyldes alle de ’Lohse’’, der gennem tiden har banet vej gennem bøn. Er det kirkelige arbejde i dag ’udtørret’ og fremstår uden nævneværdig ’frugt’, så tror jeg det er fordi vi ikke beder; eller beder dårligt!
Vores tid trænger ganske enkelt til kvinder og mænd, der vil hører hvad Ånden siger til menigheden i vores tid og som vil bede med et åbent sind, og i en Helligåndens guidning, i kærlighed til livet og medmenneskene. Dag efter dag. Så Guds vilje sker og Guds rige bryder igennem!
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
