[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Fri os fra ligegyldigheden
8 nov. 2016
At blive trukket op af undergangens grav, op af slam og dynd; at få fast grund under fødderne. Det er en god oplevelse.Som dreng kom jeg engang galt afsted – livstruende galt afsted. I familien havde vi flere heste i min barndom og mange timer har jeg tilbragt både på en travbane, på engarealer og på forskellige gårde, hvor hestene var. Engang var jeg på vej til en – for mig ny hestefold – ved en gård, hvor jeg ikke var hjemmevant. Forest gik jeg, nærmest småløbende foran to af mine fætre og en lidt ældre morbror. Jeg havde som den første af os fået øje på hestene, der var kommet på græs dette nye sted. Bag en kostald anede jeg en sti. Der lå halmstrå, jordknolde og græstotter mellem hinanden. I forlængelse af staldgavlen var der en betonkant og det der så ud som flere jordknolde, mere halmstrå og enkelte spæde græstotter. Resolut havde jeg blikket rettet mod hestene og trådte kraftfuldt over betonkanten. Stien gav efter og åbnede sin undergangs grav op. Jeg strøg i fuld fart i møddingen, gennem det øverste soltørrede skorpelag. Slam og dynd; en stikkende tung væske af lige dele kopis og komøg skvulpede om mig, og et sug fra bunden af denne flere meter dybe mødding, syntes som et dødens kammer. I et øjebliks refleks, fik jeg drejet mig i faldet. Rakte mine hænder op mod betonkanten, alt imens slam og dynd stod over mit hoved. Fik fæste med mine hænder, og kom igen op af det skidende dynd. Op til et par måbende fætre og en irriteret morbror. Og nøj, hvor jeg stank. Fy føj! Turen ud til hestene blev en kort oplevelse for mig den dag. Så retur mod bilen sammen med morbror, straks. Tonen tydelig irritabel. Af med tøjet og derefter svøbt i et par gamle tæpper, blev jeg som en uønsket og umulig møgunge, placeret på bagsædet af bilen. Morbror og fætrene syntes så afgjort ikke, jeg var den foretrukne medpassager, at have siddende i bilen på hjemturen. ”Følg mig” havde jeg sagt til de to fætre. Vow, hvor blev det brugt imod mig efterfølgende.
Meget har jeg sikkert glemt af forskellige hændelser fra barndommen, men turen i møddingen husker jeg krystalklart. Vejen derhen, dukkerten, hjemturen i bilen og det efterfølgende bad. Husker dét, som var det i går!
Vi kan alle komme galt afsted. Om det skyldes dumhed eller en mangel på opmærksomhed gør uanset hvad, en tur i møget til en ubehagelig oplevelse.
Jeg bebrejder ikke min morbror at han blev irritabel, eller at hverken han eller mine to fætre ikke syntes om lugten. Nej, for jeg blev jo hjulpet af med tøjet og fik et par gamle tæpper i stedet. Jeg blev ikke efterladt alene i mit fald. Jeg fik den nødvendige opmærksomhed og hjælp.
Mit banale eksempel om min tur i møddingen er til at smile af i dag.
I mere konkrete situationer oplever vi flere og flere fattige, i dagens Danmark. Og mennesker der falder igennem det sociale sikkerhedsnet, som alt andet lige bliver mere og mere stormasket. Vi får flere og flere hjemløse i vores samfund. Flere som lugter og som ser sølle ud. En hård tilgang til hinanden har fået tag i os. Og flere end nogensinde ignorere problemet. Mange politikere lader som om man ikke kender eller ved besked med problemernes størrelse. Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) er en af de første som lukker øjnene, men hun er langt fra den eneste. Mange er åbenbart ligeglade, og har nok i sig selv.
Bibelens budskab er at vi mennesker ikke er skabt til at være alene, men til at tage ansvar for hinanden. Livet er en mellemmenneskelig affære. Ingen skal være ene om livet. Heller ikke når det går skævt.
Vi er som mennesker forbundet til Guds værdisæt, ikke kun til hvad den enkelte finder for godt. Der er noget som er større end den enkelte af os. Livet er for dyrebart til at blive ødslet bort i ligegyldighed. Det gælder hver og en af os.
Livets Gud vil tage vare på os, også der, hvor vi ikke længere slår til eller rækker til. Gud vil holde både hånden over og under et hvert menneske. Og Han vil at vi skal leve i Hans billede og gøre Hans gerninger.
I Salme 40 står der bl.a.: ”Jeg satte alt mit håb til Herren, og han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp; han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud…Lykkelig den mand, der tager sin tilflugt til Herren han satte min fod på klippen, så jeg stod fast.”
Gud vil os. Og Han vil os både når vi lugter og er i problemer, eller når alt er som en ny sang og idel lykke.
Gud er ikke bange for slam og dynd – Han tør røre ved den der er faldet, og som står på undergangens grav. Og Gud vil at den nye sang og lykke bliver delt ud til mange!
Hvad vil vi og hvad gør vi? Er vi ligeglade med dem der ikke er som os, eller tør vi se dem som vores medmenneske?
Gud fri os for ligegyldighed og give os mod til at tage fat om tidens udfordringer!
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
