[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
En Aarhus historie
17 feb. 2017
Under overskriften ”Befri Gudstjenesten” har en række interessante og nytænkende mennesker sat sig for at forny gudstjenesteformen. I første omgang i Aarhus. I et samarbejde mellem Aarhus Domkirke og Teateret Svalegangen vil man genfortolke gudstjenestens ritualer og ”servere en relevant, fællesskabende og anderledes gudstjeneste.”På søndag vil en sognepræst – Christina Laursen, fra Løget kirke ved Vejle – byde velkommen, forrette sit eget nyskrevne nadverritual og bekende sin nye trosbekendelse i Aarhus Domkirke. Samtidigt inviterer kirken den muslims imam – Sherin Khankan – til at prædike om fællesskab. I den bedste mening om inklusion.
Alt dette hvirvler en masse op i de kristnes sammenhænge. Berettiget eller ikke, sundt eller usundt, meget afhænger af, hvilket udgangspunkt man har. At tage initiativ er vel godt? At ville forny er vel også godt? Ja, i udgangspunktet. Det store spørgsmål er blot på hvilken måde og med hvilke midler man, når alt kommer til alt, kan forny gudstjenesten? Kan man gøre det ved at genfortolke ritualer og trosbekendelse, eller kræver det mere end dét?
Det giver god mening at bruge ord der umiddelbart er genkendelige i den tidsmæssige sammenhæng, så længe ordene bibringer den samme mening som de ’gamle ord’ gjorde det i sin tid. Fornyelse er godt, så længe ånden er den samme og indholdet ikke udvaskes. Fint, at ville tage initiativ til at tjene Gud i tidens ramme og sprog, så længe Gud ikke skjules bag rammen og ordene er troværdige. Hvis det derimod handler om, at budskabet er ’for stærkt’ og fornyelsen underliggende vil ’skylle karske Jesus ud med badevandet’, så ender alt, der måske var tænkt i den bedste mening, med at blive uden betydning, fordi det savner kristen kvalitet og værdi. Evangeliet har kant, og en gudstjeneste uden ’evangelisk bid’ er som et smagløst måltid, uanset til hvilke lokkende toner det end serveres.
At Aarhus Domkirke, i 500 året for reformationens fejring, lader en imam gæsteprædike i en art moderne gudstjeneste, hvor der også afholdes nadver, er i bedste fald et udtryk for en himmelråbende historieløshed og teologisk uvidenhed, eller i værste fald et udtryk for tidernes forfald og respektløshed. Det den forhenværende Pave Johannes Paul II for eksempel ikke fik lov til af kirkens teologiske autoriteter tilbage i 1989; nemlig at prædike i en dansk kirke, dét inviterer man nu en muslimsk imam til i kulturåret 2017.
Vorherre bevarer os. – Det har vi helt klart brug for!
I Zakarias bog står nogle kendte vers, der giver god mening i forbindelse med fornyelse af gudstjenesteformen: ”Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!”
Gad vide om de nytænkende mennesker i Aarhus har overvejet at slippe egne forestillinger og dét de formår i dem selv, som en af de veje der skal betrædes, for at forny gudstjenesten? Har de prøvet at giv slip – for at få?
Ingen kan forny noget i kirken uden ved Helligånden, hvis det man altså reelt vil er; at frembringe noget bæredygtigt nyt. Kristen nytænkning kræver mere end dét vi rummer i vores egen styrke. Vove derfor at nedlægge magtbastionerne og loyalt søge vejledning og inspiration hos Helligånden. For kun ved Helligånden kan livet med Gud tilegnes ind i vores tid, så det bærer frugt og der skabes forandring.
Hvis gudstjeneste er samtale og samvær mellem Gud og mennesker, forudsætter en fornyelse af rammerne om gudstjenesten, at denne samtale og dette samvær fornys, med Guds ånd som det bærende element i fornyelsen.
Respekt om ønsket; at ville forny og genfortolke gudstjenesten. Men fornyelse forudsætter, udover evnen til at være fri af bindinger, at man tager det man vil forny alvorligt. At man er synkroniseret sammen med den ånd, der formidler Guds nærvær i gudstjenesten. Ellers ender alt i, hvad fornyerne alene formår, i deres egen styrke. Og her fortjener gudstjenesterne i folkekirken dét der er bedre, hvis ikke slutresultatet skal blive endnu en dårlig Aarhus historie.
Kilde: Kristeligt Dagblad
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
