DAGENS ORD: ”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.” Johannes 15:7

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Særheder, fjolleri, alvor og Helligånden

5 jun. 2017

Vi mennesker er ind imellem nogle sjove størrelser – mig selv inklusiv. Vi har vores større eller mindre pudsigheder hver især. Dine særheder er ikke nødvendigvis som mine, og omvendt.

En af mine mange små særheder er mit forhold til mit ur og sommertid. Uret skal helst være gammeldags; et med mekanik. Jeg har nu både et ur med batteri, der går utroligt præcist, og så det mekaniske jeg fik for mange år siden, der hverken var specielt dyrt eller af et kendt mærke. Og sjovt nok, så er dét jeg foretrækker, det lidt mere upræcise, lidt tungere og lidt mere klodsede mekaniske ur. Kan jeg give en rationel forklaring på mit valg? Nej, egentligt ikke.

En anden af mine pudsigheder er mit lille oprør mod begrebet sommertid. Jeg er en af de europæere, der aldrig flytter urviserne hverken frem eller tilbage, når samfundene om foråret og om efteråret indfører sommertid, henholdsvis går tilbage til vintertid (normaltid). Mit ur forbliver på normaltid året rundt; så føler jeg, der bedre er overensstemmelse mellem mit indre ur og armbåndsuret. Og det hjælper mig faktisk, (indbildning eller ej,) lidt hurtigere at affinde mig med dette bureaukratiske fjolleri, hvor man flytter rundt på den officielle tid, alt imens jordens soltid, naturligt nok, forbliver uforandret.

For de fleste er det lidt nørdet og fjollet sådan at gå rundt med et ur, der halvdelen af året ’går en time bagud’, men for mig er det lige omvendt, det er beslutningstagerne der er fjollede – og jeg er ikke i tvivl om hvad klokken er slået på de officielle ure i sommerhalvåret – jeg lægger ubesværet, nærmest per refleks, en time til tidsvisningen på mit ur, i den periode bureaukraterne har besluttet, at vi har ’sommertid’!

Vores sproglige finurligheder kan være et andet eksempel. Formet af vores arv og kultur. Ordstillinger og talemåder, der for mig, min familie eller omgangskreds, har en egen tone og betydning, vil for andre være ubetydelige eller ukendte. Ord der for mig fremkalder et smil eller varme følelser, vil måske for andre være ligegyldige eller ubehagelige.

Et lidt fjollet ord i min familie er ordet ’proe’. Vi bruger det f.eks. hvis én skænker kaffe i en kop, eller vin i et glas for en anden, og der så er skænket tilstrækkeligt op. Det er så vores lille stammeord for ’tak’ og ’stop’. Det kommer oprindeligt fra Hans Peter Buxbom, en gammel far, morfar, oldefar, tipoldefar og tiptipoldefar (hvis mine børnebørn regnes med) der var bonde på Lolland. Han arbejdede, blandt andet med heste og tog dette kommandoord med ind i samlivet. Vi tog efterfølgende ordet til os, uagtet det for mange andre er en nærmest uforståelig eller tåbelig lyd. For os er det ordet, vi tit siger til hinanden når lejligheden byder sig til, og ingen af os er i tvivl om betydningen. For nogle vil et sådant gammelt heste-kommando-ord måske virke nedladende og uforskammet, medens det i min del af familien falder naturligt at bruge og tilmed ofte kalder et lille smil frem på læberne. Særpræget – yderst særpræget – måske. Men den slags ord og sætninger har vi nogle stykker af i min familie!

Ordet ’far’ kan være et ord, der hos én giver trygge og positive associoner, mens det hos en anden fremkalder ubehag. Og begges reaktioner er knyttet til erfaringer, der på godt eller ondt udspringer af oplevelser, situationer, fortællinger og følelser, der bevidst og ubevidst knytter sig til ordet ’far’. Det rækker igen hånd til andre erfaringer og tolkninger, der så igen fører videre til det næste, og det næste igen. For på et tidspunkt at blive til en art refleksreaktion og personlig referencenorm, der fletter sig ind og ud af mangt og meget.

Vi har lige fejret pinse. Denne mærkelige højtid, der for de mange er som volapyk. Men for den, der har oplevet Helligånden, er pinsen ren kærlighed: Livet i dets mest favnende og fremkaldende form. Forløsning i menneskeværen; med forståelse for liv, fjolleri, særheder, glæde og smerte.

Sprogforskelligheder generelt, og forskellige opfattelser af et ords betydning inden for samme sprog eller sprogstamme skaber afstande mellem mennesker. Særheder og indforståethed binder nogle af os til en snæver kreds, som ikke er så ligetil at forløse. For ikke at tale om, at mange liv og relationer har udviklet sig til at være som et garnnøgle, katte længe har leget med – sammenfiltret!

Vores udfordringer er mange, vores begrænsninger er til at få øje på, for dem, der ser ordentligt efter. Og Gud har set ordentligt efter. Derfor har Han sendt sin Helligånd til jorden, pinsedag, for at vi kan blive i stand til dét, vi retteligt skal: Forstå sandheden, omvende os, og tro på Jesus Kristus.

Gud gør undere, også i dag. Gud vil bryde barriererne ned mellem os. Gud vil favne os og gøre os i stand til at nå hinanden. Derfor har vi brug for sprogmirakler i vores egen forståelse af, hvad ordene betyder, som både Gud og andre siger til os. Derfor blev det pinse, og derfor har vi igen og igen brug for at opleve pinsen på ny, så vores særheder ikke bliver en hindring for livets udfoldelse, men en måde hvorpå livets mangfoldighed kommer til udtryk, hos os alle hver især.

Vi har brug for tålmodighed med hinanden i kærlighed, så Gud, i takt med at vi udvikler os og vi fyldes af Helligånden, tilegner os det sprog, der i kærlighed kan samle os og helbrede vores indbyrdes relationer til hinanden.

De ord og begreber, der måske smerter os, selvom det oprindeligt var meningen, de skulle styrke og glæde os, vil Jesus forløse når Helligånden kommer over os, og vi i tro tager imod det, der er så meget større end os og vores små særheder og erfaringer.

Glædelig pinse – i mange dage fremover!


 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk