[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Kirken er ikke en basar
15 jun. 2017
Dødemanere, endnu en holdningsløs hyrde eller et latterligt religiøst overdrev. Hvad skal man snart mene? Fnis og himlende øjne er måske den første reaktion hos nogle, mens andre er fuldt overbevist om, at det er muligt at kontakte afdøde kæledyr – og føre en meningsfuld samtale med et afdødt dyr via et medie. Hvad der er kristeligt acceptabelt svæver åbenbart fortsat i vinden. For mens bibelen er utvetydig og skarp, er biskoppen vag og rummelig.Spirituel åbenhed er nøgleordet. Mangel på troværdighed er prisen, en i øvrigt velfungerende og hårdtarbejdende folkekirke må betale for sin ubibelske rummelighed, nu biskop Peter Fischer-Møller gør sig til som holdningsløs hyrde. Alt taget i betragtning. Sagen startede, da der torsdag den 1. juni i Gislinge Kirke blev afholdt et foredrag af dyreclairvoyanten Ditte Young om telepatisk kontakt med dyr med indlagte eksempler på kontakt til to afdøde heste.
Præsten Dorthe Thaulov, der havde inviteret dyretelepatøren til at afholde et arrangement i Gislinge kirke, slipper med en ’plader balle’ tjenestelig samtale med biskop Peter Fischer-Møller.
"Ved samtalen var der enighed om, at der ikke er noget principielt problem i at invitere til folkekirkelige arrangementer med foredragsholdere, som har et andet trosgrundlag end kristendommen.(...) Ligesom det ikke er noget problem af praktiske grunde at henligge et foredrag til kirkerummet, hvis arrangementet i sin form og indhold ikke antaster rummets værdighed," hedder det i en pressemeddelelse fra Roskilde Stift.
Foran over 100 tilskuere gennemførte clairvoyante Ditte Young en samtale med hesten Niño. Efterfølgende kunne hun berette, at den nu afdøde hest, da han var i live, følte sig forvirret omkring sit ejerskab, og at han derfor havde det svært. Men også at han var en snakkesalig hest, der var frisk og nysgerrig på livet.
Det er forståeligt, hvis mere besindige mennesker har vanskeligt ved at tage folkekirken alvorligt.
Under den tjenstlige samtale blev det "med henvisning til blandt andet legenden om hvordan, Frans af Assisi prædikede for fuglene konstateret, at skønt kommunikation med dyr må anses som liggende i periferien af, hvad kirke og kristendom beskæftiger sig med, så er menneskers forskellige evner til at kommunikere med dyr ikke noget, som er i modstrid med folkekirkens bekendelsesgrundlag."
At Frans af Assisi prædikede for fuglene og følte sig ét med skaberværket i øvrigt, er ingen undskyldning for at lade en dødemaner samtale med døde heste i en kirke. Uanset om dét så er en virkelighed eller ikke.
Som dogmatikprofessor Anders-Christian Jacobsen tidligere har påpeget i Kristeligt Dagblad den 8. juni, rummer sagen et stort troværdighedsproblem for folkekirken, der i stigende grad risikerer at blive opfattet som et identitetsløst fællesskab, hvor det først og fremmest handler om at være åben og tolerant og ikke sætte grænser.
Kirken er IKKE en basar, hvor der skal være plads til dødemanere og alskens tilfældigt religiøst overdrev. Kristendom bygger på KRISTUS og understøttes af bibelens vidnesbyrd. I Kristi kirke er der plads til alle mennesker, men der er ikke plads til alle mulige modstridende trosbekendelser og religiøst gøgl. Jesus Kristus er vejen, sandheden og livet. Hvis folkekirken vil genvinde sin troværdighed, sker det ikke gennem en misforstået grænseløshed, men gennem en klar bekendelse af Jesus Kristus som opstanden.
Leveregler – herunder forbud mod dødemanere – kan der læses om i fx 3. Mosebog kapitel 19.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
