[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Alt afhænger af øjnene der ser!
23 feb. 2019
I ugens løb er der tikket en sød historie op på alverdens nyhedsmedier: Estiske bygningsarbejdere så en forsvarsløs hund i vandet ved byen Sindi, i det sydvestlige hjørne af Estland. Mændene arbejdede på at bygge en dæmning, da de fik øje på det forkomne dyr, i det kolde vand. De hjalp det stakkels dyr op af vandstrømmende; tørrede det med et håndklæde og kørte det til den nærmeste dyreklinik. Hunden var så svag, så Rando Kartsepp, en af arbejderne, bar den en lang vej over en bakke og hen til den nærmeste bil. Herefter gik turen i bil til dyrlægen. Hunden var ”rolig og sov på mine ben,” fortæller Rando Kartsepp, ”og når jeg havde brug for at strække mine ben, løftede hunden blot sit hoved”.Dyrlægen undersøgte hunden, alt gik stille og roligt for sig. Bortset fra at dyret var blevet kraftigt afkølet, var alt vel. Først da en jæger tilfældigt i dyreklinikken så dyret, gik det op for både dyrlæge og bygningsarbejderne, at der ikke var tale om en hund, men om en etårig hanulv. Så spredte panikken sig; også dyrlægen blev chokeret. Ulven blev lukket ind i et sikkert bur. For hvad kunne der dog ikke være sket?
Under hele forløbet forblev ulven rolig og den har klaret sig godt på alle måder. Efterfølgende er den igen blevet lukket ud i naturen, hvor den hører hjemme. Smuk historie, ikke sandt? Og en hel del tankevækkende!
Hvilken forskel gjorde ikke synet på dette dyr. Så længe det var at betragte som en hund, forblev alt stille og roligt.
I det Kierkegaardske forfatterskab findes begrebet ’Synets etik’, der rummer, at et menneske også kan gå ”en anden vej”. Kierkegaards "anden vej" tager udgangspunkt dels i det forhold, at et menneske ikke kan frelse sig selv, dels i troen på, at der er givet en ny begyndelse. Det er en tro på en Gud, der kan sætte én fri af fortiden ved at se bort fra ens svigt (syndsforladelse). Den nye begyndelse kan et menneske møde i den måde, et andet menneske ser på det, for eksempel med tilgivelsens øjne. I forhold til Gud er alle mennesker lige, for her bliver alle menneskelige uligheder og forskelle som social status, rigdom og så videre sat ud af spil. Der er en lighed, som ingen mennesker kan gøre noget ved. Her er synets dømmende kraft sat ud af spil. Den nye begyndelse er derfor også en ny begyndelse for det menneske, som andre har dømt ude. Et menneske er mere end det, som andre ser det som, når de sætter det i bås (for eksempel som "blot" en tigger, en fremmed, en muslim osv.).
I troen på, at der er en menneskelighed for Gud bag om al menneskelig ulighed, kan et menneske hente mod og tro på, at en ny tilværelse er mulig. At en ny begyndelse er mulig kan et menneske også erfare ved den måde, det bliver set på af et andet menneske. Når det bliver set med tilgivelsens øjne, kan det blive sat fri i forhold til det, som det selv har gjort forkert. Tilgivelsen ser det, som skal tilgives, men på en måde, så det samtidig "ses bort". Men det etiske hos Kierkegaard drejer sig ikke så meget om, hvorledes andre ser mig, som om, hvordan jeg selv skal se den anden. Det etiske bliver en fordring om at se det andet menneske sådan, at det får mod til at leve sit liv. Det vil sige "at opbygge" den anden, så denne kommer til at stå i sig selv. Det er - siger Kierkegaard - den største velgerning, som et menneske kan gøre i forhold til et andet: at hjælpe det til at stå i sig selv. Det er, hvad kærlighed kan.
Et af de politiske udsagn, der prægede ugens debat om paradigmeskiftet i dansk udlændingepolitik, var påstanden om, at Vesteuropæiske lande ikke kan integrere muslimer. På debattens anden fløj, blev der argumenteret imod, at man dømmer en hel befolkningsgruppe ude for evnen til, at blive integreret.
Jeg tror godt jeg ved, hvor Søren Kierkegaard ville havde stået i den debat. Kierkegaard vil pege på det kristne håb om, at en ny tilværelse er mulig. Og han vil vise os, at meget i og omkring os selv, også handler om øjnene der ser.
Gud ser os ikke som ”folk” primært, men som enkeltindivider. Ja, selv vores hovedhår har han tal på. Sådan skal vi også se på de fremmede der kommer til vores land. Som et medmenneske. Og sådan skal vi stille de krav op, der naturligt må kræves af et samfund som vores. Med fokus på den enkelte, først og fremmest. Her skal den enkelte stå til ansvar og her skal ingen dømmes ude som en masse.
Som kristen må svaret på tidens udlændingedebat også rumme viljen til at vi som samfund går ’en anden vej’. En vej hvor der bliver plads til en ny begyndelse – også for den fremmede – for dem hver især.
I Estland var der nogle mennesker, der fik et nyt syn på en ung hanulv. De behandlede den uden frygt, så længe de var trygge i dens nærhed. De fremprovokerede ikke dens forsvarsinstinkter, men redde dens liv fra druknedøden. De så på ulven som var den en af deres egne hunde og ulven handlede roligt og stille i disse menneskers varetægt. Kan vi lære noget af den historie?
Denne artikel er inspireret af ugens nyhedsstrøm og professor Arne Grøns bemærkninger til Søren Kierkegaards bog "Kjerlighedens Gjerninger" fra 1847.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
