[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Mellem påske og pinse
18 maj. 2019
Jesus Kristus er menighedens og kirkens centrum. Han kom fra himmelen, for at frelse den faldne verden. Han døde på korset, men opstod på tredjedagen. Han fór til himlen og fra himlen på pinsedag udgød han Helligånden. Ham handler kristendommen om. Den levende Kristus er dét det hele handler om, når alt fra begyndelsen og til afslutningen skal fortælles. Dog; der er en del hvor vi spiller en rolle, og hvor vores valg og tilvalg betyder forskellen på liv og død.Kristne ved umiddelbart hvad der er at vide om påsken: Jesus bar hvert et menneskes syndeskyld på korsets træ og udslettede det anklagende skyldbrev, der ellers dømte hver og en af os til evig fortabelse. Med opstandelsen påskemorgen lever håbet på ny og det ondes magtbastion er brudt. Pinsens under er lidt sværere at få hold på. Hér males Kristus for øjnene af os i forkyndelsen, og overnaturlige ting bliver beskrevet. Kærligheden blandt de første kristne ser vi blev omsat i handling. Men Ånden kan vi måske ikke altid genkende og forstå i dag – og da slet ikke få hold på, på samme måde som påskens mere konkrete handlinger og udsagn.
For disciplene fandtes der forud for oplevelsen af pinse i den kristne kontekst, en kulturel forståelse af sammenhængen mellem den jødiske udvandring fra Egypten og åbenbaringen af Guds rige. Nemlig af påskelammets betydning for udfrielsen fra slaveriet; vandringen gennem havet, hvorved Gud frelste sit folk fra de tidligere slaveherrers magt. Dernæst ved pragtindgåelsen, da Loven blev givet og Gud åbenbarede sig i kraft og vælde for både Moses og for folket.
Der er en teologisk parallel mellem jødernes udvandring af Egypten og åbenbaringen på Sinaj. Mellem fortællingen om Moses og jøderne på den ene siden, og den kristne påske og pinse på den anden side. Der går en lige linje fra beretningen om det lydefri offerlam, vis blod blev strøget på husets to dørstolper og på overliggeren, så beboerne blev skånet for død og sorg, til Jesu død på korset. Fra påskelammet der blev spist i hast med usyret brød og bitre urter, alt imens dem der var blevet beskyttet af påskelammets offer skulle være parat til at bryde op, for at drage væk fra Egypten; til den kristne nadver og et liv i håb og tro. Opbruddet og miraklet hvor havet delte sig, så Israel kom sikkert over på den anden side, væk fra slavelandet og påbegyndte at gå på vejen til det forjættede land; til den nye fødsel i Kristus, dåb og opstandelse. Kirkens påske spejler sig i jødernes påskefortælling. På samme måde spejler pinseunderet i kristendommen sig i jødedommens beretning om åbenbaringen på Sinaj bjerg. Eller, måske mere end dét: I kristendommens påskeberetning findes den større og fuldkomne forløsning – givet os af Gud. Og i den kristne pinsefortælling findes Gudsåbenbaringen nærværende til stede, indtil dommedag.
Nogle vil måske spørge: Hvad betyder alt det ældgamle og nærmest uforklarlige for os i dag? Har det i det hele taget noget at sige os, i vores moderne tid? Paradoksalt nok – en hel del!
Vi der i dag er stærk fokuseret på økonomisk, biologisk, psykologisk og instrumentel tænkning; vi tilsidesætter både det æstetiske og dét, der overskrider eller ligger uden for vores fokusområder. Vi lukker os selv ude fra alt der kan tillægges prædikatet subjektivt eller uforklarligt. Og derved går vi glip af det potentiale Guds grænseoverskridende kærlighed og sandhed har givet til hver den, der tror og tager imod.
Kaldet vi i stedet skal forholde os til, rummer et perspektiv der rækker ud over os selv. Kaldet er ikke åndsfraværende, tværtimod. Det udfordrer os i stedet til at være mere hele mennesker, med fuld tilstedeværelse i livet, uagtet vi ikke i øjeblikket kan give en rationel forklaring på alt. Den der kalder os til at vove mere, er Herren Jesus Kristus. Den der kaldte Israel ud af slaveriet var Jahve, hvis navn betyder: Jeg er! Guds virkelighed er virkelig, også før vi kan forklare den, eller på trods af, vi ikke kan passe den ind i vores ’objektive’ verdensopfattelse.
For disciplene stod beretningerne fra 2. Mosebog som sagt, levende for dem. Udover de elementer jeg allerede har nævnt, findes der i bogens sidste del et aspekt vi i tiden frem mod pinse kan blive lidt klogere på, og som spejler nogle af de menneskelige svagheder og udfordringer, Guds folk til alle tider har, måtte kæmpe med: Vi er et stivnakket folk!
Først havde hele menighedens forsamling oplevet mirakel på mirakel. Dernæst set Guds majestæt i en sky ved Sinaj bjerg. Moses talte, og Jahve svarede ham, så israelitterne hørte Guds fysiske røst. 74 mænd havde set og oplevet Gud helt tæt ved. De skuede Gud og spiste og drak, står der om i kapitel 24. Derefter rejste Moses sig sammen med Josva, og blev kaldet nærmere ind i Guds nærhed for at få betroet flere detaljer i Loven, herunder blive oplyst om hvordan telthelligdommen og gudstjenesterne skulle indrettes. I 40 dage var Moses på Guds bjerg. Så var det, at Aron og de halvfjers ledere i Israel vente Gudsvirkeligheden ryggen, samme med hele folket. De støbte sig en guldkalv af guldet fra nogle af deres smykker, kastede sig ud i løssluppenhed og påstod, at det de nu havde lavet, var dét der befriede dem fra slaveriet.
Da Moses kom tilbage og så alt dette, blev han flintrene vred. I sin vrede slyngede han de to tavler Gud havde udhugget og skrevet de ti bud på, til jorden ved bjergets fod, så de knustes. Gud truede med at udslette hele folket; for at begynde forfra med Moses. Moses gjorde sig i stedet til ét med det faldne folk og sagde til Gud, at hvis ikke han ville tilgive dem, så måtte han også udslette ham, sammen med folket.
Nuvel svarede Gud, men jeg vil ikke længere vandre sammen med jer, ”for I er et stivnakket folk”. Da holdt folket sorg. ”Fjern jeres smykke, så vil jeg bestemme mig til, hvad jeg vil gøre ved jer.” Gud tog fat på israelernes rigdom, hvoraf de skabte sig en afgud.
Moses gik igen og igen hen for at tale med Gud. ”Se du siger til mig, at jeg skal føre dette folk op, … så kundgør mig din vej!” ”Ja, hvis du ikke selv går med, skal du ikke føre os op herfra.” svarede Moses tilbage.
Og Gud gik med dem, som Moses havde bedt ham om!
Det lyder næsten som et eventyr: ”Og Gud gik med dem!” Men det var intet eventyr. Det var virkelighed, livskampe og smerte, før forløsning. Og den altafgørende forudsætningen var, at Gud gik med, så de kunne mærke ham.
Der var dog også et mellemspil – en nødvendig deltagelse fra israelernes side. De sørgede over deres frafald og de fjernede deres smykker, alt imens de blev indesluttet af forbøn fra Moses side. Dernæst så Moses Herrens herlighed på ny og nye lovtavler blev tilhugget, som Gud igen skrev sin lov på.
Der en to misforståelser i troens verden: Den ene er, at mennesket også skal bidrage til sin frelse. Den anden er, at Gud har gjort alt og at mennesket hvordan det end ter sig vil blive frelst. Ja, mennesket kan intet bidrage med til sin egen frelse, den er ene og alene udsprunget af Guds nåde. Kaldet derimod må vi ikke lade hånt om. At respondere er vores bidrag. At tro Gudsordet, at leve i det og med det. At lære sandheden at kende, så sandheden gør os frie, så vi kan handle og være, hvor Gud vil, at vi skal være, det er ikke inaktivt eller frugten af passivitet; det er at være fuldt ud tilstede i livet sammen med ham, der er livets giver og opretholder.
Det er aldrig billigt. Det er udfordrende. Det kræver et opgør med ’guldkalvene’. Det peger ud over os selv. Det medinddrager en anden og større dimension.
Nu nærmer vi os pinsen med dens tunger af ild, hvor børnene skal profetere, de unge skal se syner og de gamle skal have drømme. Jesus sagde at han ikke ville efterlade os faderløse, men sende Helligånden. Spørgsmålet er: vil vi virkelig give Helligånden den plads der rettelig tilhører ham i vore liv?
Om Helligånden sagde Jesus også: ”Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.” Vover vi at lade os føde af Ånden?
Står der en guldkalv i vejen? Vover vi at sørge over, vores alt for store optagethed med os selv? Vil vi lade Gudsordet tale til os? Vil vi insistere på, at Gud selv skal går med os hele vejen? Ønsker vi virkelig at drikke af det vand Jesus vil give os? Vover vi at tro på nåden, som noget betydningsfuldt og livsvigtigt? Tør vi tro på det, vi ikke nødvendigvis kan forklare og forstå til bunds?
Pinsen er Guds ild og transcendens sat op imod vores reducerede verdensbillede. Hér sætter det større spørgsmålstegn ved vores enten-eller forståelse. Vores tænkning udfordres til at åbne op mod det der rummer et både-og. I pinsen er mennesket mere end hvad vi i almindelighed forstår ved et menneske. Vi bliver i pinsedåben kaldet til at overskride os selv, for at kunne give mere til hinanden. Så mærk det suser gennem blodet. Lad Gud få sin vej. Giv Jesus lov til at døbe dig med Helligånden. Bed ham, trygl ham om at gå med dig fuldt og helt. Kærligheden vover at være grænseoverskridende. Gud er kærlighed!
Glædelig pinse – når den tid kommer!
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
