[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Har vi de tyraner vi fortjener?
12 aug. 2019
Jeg har i den forløbne uge fulgt dokumentaren over seks dele om Watergate-skandalen, der ramte USA i årene 1972-1975, på DR.dk. Det var tankevækkende, for nok kendte jeg historien i store træk, men dokumentaren viste med en overbevisende tydelighed, hvordan magt korrumperer og hvor skrøbelig et retssamfund reelt er. På den måde blev dokumentaren mere end et historisk tilbageblik. Dokumentaren spejlede menneskelig magtudfoldelse og løgne, og på den positive side, modvægten til løgn og uretfærdighed. Det uhyggelige var nok hvad Nixon og hans mænd gjorde og hvad de forsøgte at dække over med alle tænkelige amoralske midler, men det skræmmende var i langt højere grad, at tidligere præsidenter i en eller anden grad må have inspireret til måden at bruge magt på, som så i Nixons tilfælde eksploderede og blev dokumenteret gennem båndoptagelser, hvis eksistens kun tilfældigt blev kendt. Dernæst fandtes der tilstrækkeligt med mænd og kvinder der ville, at sandheden kom frem og som nægtede at bøje sig for løgnen; journalister, dommere, anklagere, justitsministre og politikker osv. Offentligheden ikke mindst. Tydeligt var det, at sandheden og retfærdigheden havde svære kår. Hvis ikke det havde været for Nixons egen paranoide tilgang til andre mennesker, var båndoptagelserne ikke sket, og hvis ikke disse tilfældigt var blevet kendt ville magtmisbruget nok aldrig være blevet afsløret. Det som står tilbage er billedet af hvor svagt et samfund er, og hvilken betydning retskafne mennesker har for udviklingen. For uden ret og rimelighed skrider grundlaget for ethvert fællesskab og enhver nation.Hvad har en sag i USA, der om en tre års tid kan fejre 50 års jubilæum, at sige os i dag? Meget på mange måder. For menneskeheden er ikke nødvendigvis hverken blevet klogere eller mere retsindige siden da. Måske med undtagelsen af brugen af båndoptagelser? Og selvom Europa og USA ikke direkte kan sammenlignes, så er og bliver magtmisbrug og løgn undergravende. Dem som ikke kender historiens fejltrin kan nemt ende med at gentage dem. Kristne især har en opgave, der så svag den end kan syne i menneskelig forstand, ikke må forsømmes, hvis vi brænder efter at vores nation skal være et retssamfund, der ledes og styres ordentligt. Hvor lovene er lige for alle og hvor den svages ret fremmes. Og dét gælder uanset hvilken skiftende politisk ledelse landet så i øvrigt har. Bøn for dem i ledende stillinger må ikke forsømmes eller gøres til religiøs plapren. Bøn baner vej for Guds vilje.
Vi kommer fra en kirkelig kultur, hvor ordet står i centrum, men i urkirken satte apostlene bønnen og ordets tjeneste lige højt. Måske svigter vi i denne tid bønnens tjeneste? Med vores ensidige fokus på ordets tjeneste har vi bragt os selv i fare for at blive teoretikere. Men Guds rige er mere end ord – ”Det er kraft!” Og uden Åndens friske liv bliver troen mere teoretisk end virkelig. Bøn er det åndedræt der giver jordforbindelse og flytter ”bjerge”. Jesus siger i Fadervor; ”ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.” Vores bøn kan sætte Himmelen på den anden ende og få Guds vilje til at ske. Et sted står der i Apostlenes Gerninger at da de havde bedt, rystedes det sted, hvor de var forsamlet og de fik fornyet styrke til at modstå uretfærdige ledere i landet. Et andet sted blev fanger sat fri i forlængelse af bøn.
Bøn for landet og myndighederne i landet er en kristen opgave, for at vi må leve et roligt og stille liv i det samfund der er vores. Tidsånden kender kun et reelt modsvar; de kristnes bønner. Gud søger iblandt os efter dem, der vil bygge en mur og stille sig i gabet for Hans åsyn, så nåde går for ret og retfærdigheden sker fyldes i landet. ”Hvis mit folk, som mit navn er nævnt over, så ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra himlen og tilgive deres synd og læge deres land”, er et af løfterne i Bibelen.
Denne tale kan kun kristne forstå og kun de kan lade sig lede af Guds Ånd til at bede for landets åndelige ve og vel. Ret og retfærdighed er ingen selvfølge noget sted. Det var det ikke i USA i begyndelsen af 70’erne, det var det heller ikke så mange andre steder i verden, og det er det heller ikke i dagens Danmark, eller i EU for den sags skyld. Men kristne der beder, ledt af Helligånden, for beslutningstagere og folk i ledende stilling, kan reelt gøre en forskel, der rækker langt udover hvad de selv forstår.
Henrik Pontoppidan skrev en vidunderlig novelle, der udkom i det første bind af hans Fortællinger. Isbjørnen hedder den. Den har som hovedperson Thorkild Asger Ejner Fredrik Müller, sognepræst til Søby og Sorvad. Thorkild er en original type, der utilpasset og anderledes bringer vækkelse til sognet. ”I skal ikke være forknytte – Vorherre er såmænd heller ikke sådan en gammel gnavpotte…” var Thorkilds ord til menigheden. I vores sammenhæng er Vorherre heller ikke en gnavpot, men han har givet mennesket ansvaret for verden og dér hvor vi inddrager Ham i vores verden virker Han med.
Uden i øvrigt at afsløre for meget af novellen, så har den en tankevækkende afslutning og et udsagn, der vækker til eftertanke, uagtet det i denne sammenhæng er taget ud af sin kontekst. Da Thorkild blev jaget ud af sognet, der med sin smålighed alligevel ikke kunne rumme ham, skrev han på præstegårdens dør en afskedshilsen: ”I har de tyraner, som I fortjener.”
På en måde passer de ord også på os, hvis vi forsømmer at bede for det land og de myndigheder vi har.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
