[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
»Hvem vil gå bud?«
29 sep. 2019
Er det kønnet eller kaldet der er afgørende? Spørgsmålet om kvinders bibelske fundament for at virke som præst er i disse dage igen blevet genstand for drøftelser. Menighedsfakultetet har blødt op, og med blandt andet udsagnet: ”Vi anerkender, at både et ja og et nej til ordningen med kvindelige præster kan være foreneligt med ønsket om respekt for Bibelens autoritet i dette spørgsmål,” skaber de en åbning i spørgsmålet om kvindelige præster, på kirkens højrefløj.Det er måske lidt indforstået med denne drøftelse om kvinder i præstetjeneste er i overensstemmelse med de bibelske principper eller ej. Nogle kan tænke om det mest af alt handler om en kønskamp kontra dogmatiske holdninger? Det synes jeg oprigtigt talt ikke er det væsentlige her. Det særlige er nemlig ikke kønnet; men kaldet og bekræftelsen i tjenesten. Dernæst, at tolkninger ikke må begrænse Guds mangfoldige virke ved evangeliet.
Forkyndelsen af evangeliet og hvad Gud har lagt på den enkeltes hjerte, Helligåndens salvelse og velsignelse, dét har betydning. Og hvad menighederne har brug for er præster med et kald og en levende relation til kirkens Herre. Dét, mere end dogmer.
I halvfjerdserne, da min egen bevidsthed om tro og relation som kristen blev vakt, var en af de nærmeste i byen jeg kunne drøfte åndelige spørgsmål med, en god ven af familien, der hed Evald Christiansen. Da vi boede relativt nær ved hinanden så jeg Evald i forskellige sammenhænge. Jeg spurgte i min nysgerrighed nærmest i tide og utide, indtil alverdens emner der havde med tro, kirke og tradition at gøre, foruden bibelske principper og modsigelser. Herunder også om missionske foreningers syn på kvindelige præster. Evald var en tålmodig præst for mig og havde desuden fra 1956 til 1963 virket som generalsekretær i KFUM & K, hvorfor han var kendt i Indremissionske kredse og dengang medlem af organisationens styrende organer. Han fortalte engang, at i hans tid som generalsekretær havde han påpeget, at det teologiske grundlag for at udelukke kvinder fra at virke som præster var tyndt. Tværtimod rummede Bibelen ifølge ham, plads til at kvinder også kan gå ind i præstetjenesten.
Tænker man efter, er det også bemærkelsesværdigt hvordan kvinder på missionsmarken i mange år har tjent Gud som hyrder, lærer og ledere i tredjeverdens lande, medens de i de etablerede vestlige kirker blev underkendt i tjenesten.
Gud spejder efter mennesker med hjerter, han kan kalde ud i tjeneste og virke igennem, til menneskehedens forløsning. I den forbindelse er det enkelte menneskes køn i sig selv hverken en hindring eller en forudsætning.
Jeg tænker min gamle mentor – hvis han stadigvæk havde været i live – ville have glædet sig sammen med mig over at Menighedsfakultetet i dag ser bredere på kald og tjeneste end de gjorde før. Hvem der vil gå bud for Vorherre er ikke kønsbestemt, men skal bygge på tro, bøn og evne, samt hjertes gensvar: ”Herre send mig”.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
