[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Er der plads til tro, håb og kærlighed?
15 nov. 2019
I disse år har vi som samfund nogle værdimæssige udfordringer. Som et hus der begynder at forfalde visse steder, er fundament for måden vi er sammen på, udsat for en negativ påvirkning. Man kan stadigvæk se at ’huset’ i sin grund og arkitektur rummer både skønhed og værdi, men umiskendeligt er der huller og faresignaler sine steder. Ingen bærende dele er styrtet sammen, men hvis ikke der gribes ind og vedligeholdes, er der en seriøs risiko for at det går galt inden længe. Mange mindre sætrevner og nedbrud, der hver for sig kan se mindre risikable ud, bliver, når det samlede billede tegnes op til et mønster; til noget som skal tages alvorligt.Hvor vores land ellers har været kendetegnet ved, at der var stor tillid til myndigheder og medborgere, ja så begynder det at skride. Politi, politikere, myndighedsinstitutioner, sundhedsvæsnet, SKAT og banker, nyder ikke længere samme respekt og tillid som før i tiden. Politiet har lange sagsbehandlingstider og visse former for kriminalitet opklares yderst sjældent. Politikere er tillidsmæssigt kun rangeret en smule bedre end brugtbilsælgere. Snyd med selskabsskat og moms, manglende gældsinddrivelse fra offentlige myndigheders side, banker der medvirker til at sende penge til skattelylande, uretmæssige udbetalinger af aktieskat, hvidvaskning af penge tjent ved lyssky forretninger, ja, listen er lang over de elementer der har udhulet tilliden til de samfundsbærende funktioner og de mennesker der varetager samfundets tillidshverv.
De seneste års afsløringer af skattesnyd har været rystende at overvære. Loyale skatteydere hører næsten på daglig basis om skattesvindlere, der snyder fællesskabet for milliarder. Og som derved efterlader resten af samfundet med en ekstra regning, der er alt andet end rimelig.
Det er opgjort at ca. seks ud af 1.000 skatteborgere snyder bevidst i skat. Blandt virksomheder er situationen endnu værre: Mere end halvdelen af de små og mellemstore virksomheder har fejl i skatteopgørelsen. Og hver tiende snyder bevidst. Det handler om mangel på samfundssind og en rådden moral.
Ofte læser vi om syge der ikke får en tilfredsstillende behandling i sundhedsvæsnet, eller om ældre der ikke tilbydes en tilstrækkelig pleje, for ikke at skatten skal blive for dyr. Vi læser om dysfunktionelle familier hvor kommuner og sociale myndigheder ressourcemæssigt kommer til kort, fordi hverken pengene eller medmenneskeligheden slår til; til de behov for hjælp der efterlyses. Og selvom vi i overflod har dokumentation for at uendelige ydmygelser og manglende opbakning i en mere eller mindre kærlighedsløs barndom kan gøre enhver lille knægt til et afstumpet menneske allerede inden, han når skelsår og alder, og det, hvad enten han vokser op i betonslummen eller parcelhuskvarteret. Ja, så gøres der reelt ikke noget, bortset fra en vis registrering og umiddelbar overfladisk symbolsk behandling. Sagerne ender ofte i en sagsbehandling der trækker så langt ud, at problemerne bliver nærmest uløselige, hvis ikke de allerede var det i forvejen.
I samfundsdebatten er det i stigende grad blevet almindeligt at opdele og definere forskellige grupper i stereotyper. Venstreorienterede, klimaaktivister, højreorienterede, islamofobiske nationalister, feminister, eller min egen gruppe; ”gamle hvide mænd”, osv. Fælles for udviklingen er, at vi i større og større grad nærmest stiltiende accepterer en klichépræget fremstilling af hinanden. Tonen bliver fattig og forfalder uvilkårligt henimod en dæmonisering af mennesker der ikke ’er som os’. Vi forfladiger perspektiverne hos hinanden og mister nemt evnen til en respektfuld dialog. På denne måde, ved at definerer og identificerer medmennesker kollektivt taber vi forudsætningen for, at vores samfund fremover kan udvikle sig mangfoldigt, med respekt for det enkelte individ. Selvtilstrækkeligheden sniger sig på denne måde, ind på flere og flere af os.
Sine steder oplever vi, at vores verden bliver opdelt eller opsplittet i modsætninger. Og det tegnes på forskellig vis. For eksempel er forskellen på by og land i dag reelt større i Danmark end i de lande, vi normalt sammenligner os med. En ændring som er sket relativt udramatisk indtil nu, men som kan rumme kimen til fremtidige sociale spændinger.
Samtidig ses der en mere klar skillelinje mellem "dem" og "os" vokse frem ned igennem forskellige befolkningsgrupper: Unge – gamle; rige - fattige; uddannede – ikkeuddannede; etniske danske – ikkeetniske danske. Flere eksempler kan fremdrages. Middelklassen skrumper og ydergrupperne bliver mere tydelige.
At uligheden øges i disse år, er nok ikke det mest udbredte billede i vores nationale selvforståelse, men virkeligheden taler sit eget umiskendelige sprog om et Danmark der er udfordret på sammenhængskraften og sin selvforståelse, hvis udviklingen fortsætter ad det spor i de kommende år.
I parentes bemærket er der også tale om en mere global frygt for at udvikling går den forkerte vej: FN’s generalsekretær, António Guterres, åbnede FN’s Generalforsamling i 2018 med at advare om, at “folk mister troen på det politiske etablissement, polariseringen er stigende, og populismen er i fremmarch”. Og det seneste år er udviklingen ikke blevet bedre hvad angår de punkter, Guterres satte fokus på for et år siden!
Det gør ondt langt ind i sjælen at se samfundet sine steder har mistet forbindelsen med de kristne og menneskelige værdier. For det er hvad vi oplever i disse år, og skræmmende nok, i større grad end førhen. Vejen til forbedring, forløsning og fornyelse har vi brug for at finde. Spørgsmålet vi hver især skylder at forholde os til er, hvad gør vi? Lukker vi øjnene og lader udviklingen gå sin skæve gang? Eller vover vi at tro med håb – mod håb? Engagerer vi os i verdens gang eller er vi ligeglade?
Som kristne har vi et budskab og et kald, der er lys i verden, når det aktiveres.
I Matt. Ev. 24. 12-14a står der: ”Fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste. Men den, der holder ud til enden, skal frelses. Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag.”
Vi skal holde ud – ikke give op på nogen måde. Verden behøver at høre evangeliet på ny – også dagen før ragnarok. Høre at tro, håb og kærlighed er konkrete svar på de udfordringer vi i vores tid står over for. For troen, håbet og kærligheden er meget mere end smukke ord. Det er handling og nærvær hvor du og jeg møder vores næste, vores kammerat, vores nabo, vores medmenneske, midt i livets omvæltninger og gøremål. Kristendom er ikke kun en privat sag; det er livet der får ben at gå på i lyset af evangeliets ord om tro, håb og kærlighed.
”Vi vil ta' vare på skønheden, varmen, som om vi bar et barn, varsomt på armen”
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
