[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Gør ikke ondt værre
16 jan. 2023
I dag anerkender vi sorgen ved at abortere spontant også tidligt i graviditeten, og aborterede fostre bisættes. Samtidig ønsker nogle at flytte grænsen for provokeret abort helt frem til uge 22. Hvis grænsen skal flyttes, står dilemmaerne i kø.Danmark er et sekulariseret samfund, hvor pragmatiske definitioner af liv dominerer over en kristen forståelse, hvor undfangelsen er det øjeblik, livet starter. Som det verdslige samfund vi er, kan vi så at sige leve med en flydende grænse for liv. I hvert fald i starten af det.
Grænsen på de 12 uger for den frie abort, har flertallet af danskere kunnet leve med, som den mindst ringe løsning.
Det er tæt forbundet med kvinders ligestilling, herunder retten til at bestemme over egen krop, at vi som samfund har accepteret og afkriminaliseret afbrydelse af graviditet frem til 12. uge.
I min kristenforståelse står det fødte liv over det ufødte liv, uagtet livet for mig er helligt, både ved begyndelsen og ved afslutningen.
Grænsen for fri abort, er i øjeblikke til debat. Læger, interesseorganisationer, meningsdannere og folketingsmedlemmer har påbegyndt en meningsudveksling forud for de kommende drøftelser i Det Etiske Råd.
Især tre argumenter går igen: Kvindens frie ret til at bestemme over sig egen krop. Fosterets levedygtighed – der herhjemme i dag medicinsk er sat til den 24. uge. Og det faktum at abortgrænsen på 12. uge er sat i en lov der blev indført for 50 år siden.
Det er rigtigt, at den konkrete grænse for fri abort er historisk og kulturelt bestemt. Hvilket imidlertid ikke er det samme som tilfældig.
Det jeg savner i debatten, er de individuelle, kulturelle og samfundsmæssige dilemmaer som følger i kølvandet af, at afbryde liv.
Der bør nemlig også være fokus på, at kvinder, der får foretaget en provokeret abort, lever med den beslutning resten af deres liv. Det bliver der ikke talt så meget om – heller ikke blandt kvinder indbyrdes. Eller i forskningen. Man kan vel godt formode, at eventuelle fysiske, psykiske og eksistentielle følger af provokeret abort også har en sammenhæng med varigheden af graviditeten?
Ét er frihed, lettelse og taknemmelighed over at komme ud af en uønsket situation og en måske uoverskuelig fremtid. Et andet er sorg og tab, skyld og skam forbundet med at have valgt et liv fra.
Hvis grænsen skal flyttes, må vi vide mere om betydningen af afbrudte liv både individuelt, over generationer og samfundsmæssigt. Samtidig er spørgsmålet om grænsen for fostres levedygtighed måske forkert sat i dag?
Det er et faktum at læger i dag hjælper flere små børn til at overleve en for tidlig fødsel, selvom de fødes før den 24. uge. Her i landet understøtter vi ekstremt for tidligt fødte børns overlevelse – helt ned til omkring 22. svangerskabsuge. Det sker ved intensiv neonatal behandling.
Mellem 15-20 procent af kendte graviditeter ender som spontane aborter. Det sker oftest før 13. graviditetsuge, derefter holder de fleste fostre ved. Hvis de får lov. En medicinsk begrundet grænse ville i det lys måske snarere være lavere end 12. uge?
I Danmark har vi efterhånden anerkendt sorgen ved at abortere spontant også tidligt i graviditeten. Spontane aborter efter 12. uge betegnes som senaborter, og forældrene tilbydes en begravelse. Flere steder i sundhedsvæsenet behandles alle spontane aborter efter 12. uge som et muligt sorgfuldt tab.
Kompleksiteten er stor, og dilemmaerne står i kø, når det gælder spørgsmål om liv og død. Således også grænsen for at afbryde liv ved provokeret abort, som nu er til diskussion og dermed forhandling. Jeg mener kun at samfundet gør ondt værre, hvis grænsen for fri abort udvides. Jeg vover at mene dét, uagtet jeg er mand – for også jeg har stået sammen med min hustru engang, med en spontan abort – og kender til smerten ved et tabt liv.
Denne tanke i tiden har hentet inspiration fra Helle Timms debatindlæg i Information den 31. august 2022. Helle Timm er kultursociolog, professor og forsker i omsorg for alvorligt syge og døende
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
