[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Dansen om ægteskabet
17 apr. 2010
For tiden går bølgerne højt i kirke, i Folketing og i pressen, om hvorvidt Den Danske Folkekirke skal vie mennesker af samme køn, eller ikke, gennem indførelsen af et kønsneutralt ægteskabsritual.Spørgsmålet, som i en sekulariseret human verden måske falder enkelt og naturligt at stille, bliver i kirken yderligere perspektiveret af kristendommens begreber; synd, nåde og sandhed.
Fra et samfundsperspektiv, hvor disse begreber hverken er knyttet op imod Kristus, eller Det Nye Testamentes værdinormer, fremstår den del af kirken, der værner om værdierne fra den første kirke, ofte som værende ude af trit med tiden. Fordi spørgsmålet set fra et ”kristent perspektiv” ikke alene kan vurderes i ”tidens perspektiv”, men nødvendigvis også skal ses i dét perspektiv, hvor evigheden medtænkes, tvinges kirken til at forholde sig til spørgsmålet ud fra en anden norm end den, som et sekulariseret samfund lægger til grund for sine beslutninger.
Det er også en forudsætning, at kirken ikke bliver en ”træl for tidsånden”, hvis den da vil være kirke med rødder, troværdighed og indhold. Kirken kan ganske enkelt ikke være kirke uden sit evighedsperspektiv. Tag evigheden væk, eller tag ”Guds ordet” væk - og kors og opstandelse, Jesu liv og levned, er tømt for mening.
Kristendom, der er tømt for kristendom, forstået som en kirke der ikke står ved sin arv og sit udgangspunkt, ender som ynkværdig og ligegyldig.
Bibelens normer rammer alle med deres krav og høje standard. Kærlighed til fx ens næstes hustru kan være varm og venskabelig, men aldrig seksuel, eller på næstens bekostning. Kærlighed til penge er uforeneligt med kærlighed til Gud osv. Guds ordets normer er i udgangspunktet uforenelige med den verdens normer, hvor Gud ikke personligt erfares eller anerkendes, for den han er.
I kirken skal kærligheden gå hånd i hånd med sandheden. Også dér, hvor ordet og sandheden bliver en dommer over selvtilstrækkelighed og selviscenesættelse. Og ja, det er et dilemma, at kirken på den ene side indsnævrer grundlaget for ”ret og rigtigt” så meget, at alle mennesker på den ene side falder igennem på et eller andet punkt, mens den på den anden side, ”skjuler” og beskytter dem, som bryder loven. Både Guds og menneskers love - i troen på Guds nåde og tilgivelse. Men også dette, er en del af kristendommens væsen!
Kristendommen, der i sin grund er en familiereligion med ”far, mor og børn”, er måske en provokation for nogle? Dét kan vores samfund så synes er ”for snæver en definition”. Kirken og kristendommen med sin tro på ”Apostlenes lære” kan bare ikke tilsidesætte sit grundlag uden at tabe sit indhold, berettigelse og mening.
Set fra det Nye Testamentets perspektiv vil et ægteskab alene kunne være mellem en mand og en kvinde. Alt andet vil være forstillet og forvrøvlet. På samme måde vil seksualiteten heller ikke kunne løsrives fra ægteskabet, hvis den i bibelsk forstand, skal kunne opfattes som værende ”i sin rette sammenhæng”. Fordi vi i vores tid lever langt væk fra Guds norm, giver det os ingen ret til at udvaske normen. Kald gerne kirken anderledes, men ikke holdningsløs! I dens kald findes nemlig også opgaven, at den skal være tro over for de værdier og den sandhed den er blevet betroet. Selv når det koster, og synspunktet er en torn i øjet på dem, der har et andet udgangspunkt end kirken.
”At klippe en tå og hugge en hæl” kan måske gøre det muligt for nogen at få ”en guldsko på”, men det kan ikke ophæve betingelserne for hvad der skal til for at et parforhold kan betragtes som et ægteskab.
I givet fald, er kirken måske bedre stillet ved ikke længere at være offentlig vielsesmyndighed?
Kirken er i grunden sig selv og hvis den vil være andet, går det galt. Ikke at den er sig selv nok, langtfra, nej, men uanset den formelle tilknytning som fx Den Danske Folkekirke har til staten, eller ej, vil alle kirker i mødet med tiden og opbrydningen af værdinormer, tvinges til at skulle definere sin rolle igen og igen. For hvor forpligtet vil den være overfor Det Nye Testamentes lære? Eller hvilket Kristusbillede vil den lægge vægt på? Og hvad mener den med at være lys og salt?
Kirken er måske snæver og indskrænket efter tidens målestok. Men kan den være andet? Kun den kristne kirke der står ved sit budskab og vedkender sig sin arv og sandhed, har noget af blivende værdi!
Hvis politikere og biskopper vil det anderledes, koster det en hugget hæl, eller en klippet tå – og muligheden for en ordentlig brudevals!
Henrik Frimand-Meier
16. april 2010
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
