Adventstiden

Adventstiden

Så blev det Advent endnu en gang, og adventstiden er faldet tidligt i år, - men den er alligevel meget velkommen. For ude i naturen ser vi nu kun mørke, død og undergang. På den baggrund er adventstiden - en dejlig tid med duft af lys og gran, - og med en særlig følelse af sammenhold og fællesskabsstemning. Vi rykker tættere sammen - adventskransen tændes, og vi holder sammen i et fælles håb mod mørket, døden og kulden.

"Og i granens duft forventes
noget, som skal komme.
Freden frem af sindet hentes,
- snart er mørket omme!"

Advent er latin "Adventus Domini", og betyder: "Herrens komme". Den Herre, der sigtes til, er naturligvis Jesus Kristus. Skikken har været fejret siden det 5. århundrede som en åndelig forberedelse til at fejre Jesu fødsel.

Under Anden Verdenskrig fik adventskransen en næsten symbolsk betydning. Lysene, som blev tændt i den mørkeste tid på året, var det håb, man "tændte" i de mørke år under besættelsen, derfor forsynede man også adventskransen med hvide lys og røde bånd - de nationale farver - og det har utvivlsomt også bidraget til, at den er blevet så stor en succes, som den er. Den blev i øvrigt vist for første gang på julemærket i 1946.

Oprindelig er adventstiden tænkt som en faste- og bodstid, og tanken var, at man gennem adventstiden skulle forberede sig åndeligt til Jesu fødselsdag. Violet er den liturgiske bodsfarve i Katolsk Kirke, og violet var anvendt som bånd på adventskransen i de katolske dele af Østrig og Tyskland, og det antyder jo, at det er en gammel katolsk tradition. For nylig læste jeg at lysene skal fortælle os om skabelsens Gud, der skabte lyset, og de 4 lys symboliserer hver for sig: Jesus, troen, håbet og kærligheden.

Den åndelige betydning
Forventningen om Jesu komme har tre aspekter i sig. For det første fejrer vi Jesu første komme, da han kom til jord julenat i stalden i Betlehem.

For det andet betyder advent også forventning om, at Jesus skal komme igen. Et håb som omtales meget klart i NT. Den kristne kirke venter, at Jesus skal komme igen, på samme måde som han steg til himlen. Det er for øvrigt en del af trosbekendelsen, - almagtens Herre skal komme igen - for at dømme levende og døde - og skabe Paradis tilstande på jorden igen. Jesus har lovet at komme igen - og gøre sit Rige synligt på jord. - Det er det evige livs håb. Først da bliver alle Guds ældgamle løfter endegyldigt opfyldt. Og det vil alle komme til at opleve, hvad enten vi lever eller skal dø inden.

Men der er også en tredje måde, Jesus kan komme til os på. Det er her og nu i tiden. Han drager ind - i overført betydning - i vort hjerte - og skaber troen i os. Ordet siger: "Så mange som tager imod ham, giver han magt til at blive Guds børn. De som tror på hans navn."
Han har også lovet os, når mennesker - til alle tider - er samlet i hans navn - så vil han være usynligt tilstede iblandt os. Han vil være der med sin Ånd og sin atmosfære af fred og glæde, stilhed, kærlighed og tilgivelse.

Dette er præcis, hvad der sker, når vi er samlet til gudstjeneste hver eneste søndag året rundt. Her møder vi vor Herre, frelser og mester, han kommer usynligt til os. Vi skal ikke hente ham ned, - han kommer selv til os.

Tænkt også på, at ordet eventyr kommer af ordene event, adventure og advent. I ordet ligger et håb om, at noget godt, noget overnaturligt, - noget eventyrligt - skal indtræffe. Noget, som overgår al forstand.

Leif Rasmussen