Hvad er Gud?

Hvad er Gud; er et spørgsmål, hvor vi nærmer os det, der ikke kan sættes ord på. Eller nærmere bestemt; hvor ordene ikke slår til. Ganske enkelt fordi Gud rummer så meget mere end vi har evne til at rumme og til at udtrykke. Når vi alligevel gør forsøget, så er det fordi vi samtidig får den mulighed foræret, at blive klogere på livet og den sammenhæng, vi er skabt i. Fx udsagnet om, at Gud altid har været til, udfordrer os. Vi er i vores verdensbillede gennemsyret af forestillingen om, at tiden og universet har en begyndelse og en slutning. Alene dét, at Gud er begyndelsen og slutningen kan virke uoverskueligt. Når talen så falder på, at Gud er før alle tings begyndelse og at han er der efter alle tings afslutning, ja, så presses vores forestillingsevne til et punkt, hvor vi normalt ikke kan følge med. At vi søger at omsætte og udtrykke det ukendte og mystiske i en kendt forståelsesramme er såre menneskeligt, da tidens forudsætning er, ’at kun dét, der kan forklares, kan forsvares’.

I beretningen om Moses’ kaldelse i 2. Mosebog kapitel 3, er der især to elementer, som kan hjælpe os med at forstå mere af Guds mysterium og om hans væsen.

”Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, og han tænkte: ”jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?” Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: Moses! Moses!” Han svarede ja, og Gud sagde: ”Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted du står på, er hellig jord.” Og han sagde: ”Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.” Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.

Så sagde Herren: ”Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig… Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten.”…Moses sagde til Gud: ”Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?” Gud svarede Moses: ”Jeg er den, jeg er!” Og han sagde: ”Sådan skal du sige til israelitterne: JEG ER har sendt mig til jer.” Gud sagde videre til Moses: ”Sådan skal du sige til israelitterne: Jahve, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt.”

(Jahve betyder JEG ER)

Det første element findes i beretningens første del: Det var en speciel ild, som brændte uden at fortære busken! Det var Guds herlighed. På hebræisk er ordet for herlighed Kabod, som betyder tyngde, noget der har vægt, rigdom, det man roser sig af, ære. Kabod bruges om Guds nærvær som konstatérbar, mærkbar, følelig. Fx fyldte Guds herlighed som en sky helligdommen i ørkenen og herligheden var så tung, så mærkbar, så konkret, at præsterne ikke kunne træde ind i helligdommen. Gud er af en tyngde, som vi mennesker ret beset ikke forstår. Som universet, der er af en størrelse og dimension, som i den grad overstiger vores jord og vores solsystem, sådan er Gud så meget mere, end vores menneskelige forståelsesramme giver os mulighed for at tilegne os.

Det andet element er Guds navn Jahve. Når Gud kalder sig ved navnet JEG ER DEN, JEG ER, siger Gud, at han er selve livets kilde. Grundlaget for alt liv, ja, livet selv. JEG ER… kærlighed. JEG ER… lys. JEG ER… din skaber, JEG ER… din læge. JEG ER… din frelser, osv. Dette navn er ikke som andre navne, for det er et navn på noget, man ret beset ikke kan give navn i en beskrivende eller begrænset form. Sådan som vi ellers normalt bruger egennavne. Gud, forstået som hele livets fylde, er større end noget menneske kan forstå. Derfor sagde de gamle, at Guds væren er uerkendelig, hel, fuldstændig og fuldkommen. Og Gud er aldrig sig selv nok.

Gud er en person, ikke et svævende begreb. Nogle mennesker omtaler Gud som hinsides personlighed. Som om Gud i virkeligheden er et eller andet upersonligt, dvs. noget mindre end noget personligt. Dette stemmer langtfra med jødedommens og kristendommens skrifter og erfaring. Gud er et væsen med personlighed. Gud er hellig. Gud er retfærdig. Gud er engageret og udadvendt. Gud elsker opofrende og han er skabende.

Gud er begyndelsen og enden og den, vi kan opleve midt imellem ydrepunkterne. Han ville os fra før verdens begyndelse og han vil være der, når alt er slut.

Gud er evig og ikke bundet af tid og sted. Vi oplever livet øjeblik for øjeblik. Sådan er det med tiden. Vi tænker i fortid, nutid og fremtid. Vi er tilbøjelige til at mene, at hele universet (og Gud selv) altid bevæger sig fra fortid til fremtid, ligesom vi gør. Dog, Gud er ikke underlagt tiden, sådan som vi er det. Hans liv består ikke af øjeblikke, der følger efter hinanden. Et hvilket som helst øjeblik siden verdens begyndelse er altid nutid for ham. Gud har hele evigheden til at lytte til et menneskes bøn, når et menneske i en brøkdel af et sekund opsender et råb om hjælp, midt i en livstruende eller kaotisk situation. (Nuet er stedet hvor tiden og evigheden skær hinanden, ifølge en af kirkefædrene.) Hvis man forestiller sig tiden som en lige linje, som vi må bevæge os henad, må vi forestille os Gud som hele den side, hvorpå linjen er trukket. Mennesker kommer til de forskellige steder på linjen ét efter ét. Vi må forlade A, før vi kommer til B, og vi kan ikke nå C, før vi har forladt B. Men hele linjen er indeholdt i Gud. Han ser det hele, oppefra, nedefra, udefra, indefra, ja fra alle sider. Derfor siger vi også, at Gud er alvidende. Gud kan ikke begrænses. Vi kommer aldrig til ende med ham.

Treenigheden er et uomtvisteligt begreb i den kristne forståelse af, hvem Gud er. Vi beskriver Gud som Fader, Søn og Helligånd. Ikke at vi har opfundet begreberne, nej sådan åbenbarer Gud sig i urkirken og sådan beskrives han i Det Nye Testamente. Gud er et væsen, der består af tre personer og alligevel er ét væsen, ligesom en terning består af seks kvadrater og alligevel forbliver ét geometrisk legeme. Den første person kaldes Faderen og den anden Sønnen og den tredje Helligånden. Sønnen er ikke skabt, men avlet. Født af Faderen. Af samme væsen som Faderen; ikke et billede eller en skabning. Vi bruger ord for at beskrive et væsen, der er meget større end ord rettelig kan beskrive. Uheldigvis antyder ordene, at Faderen kommer før Sønnen, ligesom en menneskelig fader eksisterer før sin søn. Men sådan er det ikke. Der er ikke noget før og efter i dette tilfælde. Sønnen er til, fordi Faderen er til, men der har aldrig ligget nogen tid forud for Faderens frembringelse af Sønnen. Sønnen er strømmet ud fra Faderen, som lyset fra en lampe, varmen fra et ildsted eller tanker fra et sind. Han er den måde, Faderen udtrykker sig selv på – det Faderen har at sige. Bær over med ordenes begrænsning. Faderen og Sønnen er ikke genstande, men personer, på samme måde er Helligånden en person.

’Gud er kærlighed’ er en kristen sandhed. Men havde Gud alene været én enkelt person, ville kærligheden ikke være virkelig før skabelsen. Kærlighed er noget, som én person nærer til en anden person. Hvis det var omvendt, at kærlighed er Gud, så bevæger man sig væk fra, at Gud er en person og ender i ubestemmelige følelser. Kristne mener det de bekender: At Gud er kærlighed. Vi tror, at kærlighedens levende, dynamiske virksomhed altid har været virksom i Gud og har skabt alt andet. Det er måske den mest afgørende forskel på kristendommen og alle andre religioner; i kristendommen er Gud ikke statisk, men dynamisk, pulserende aktiv. Et liv; næsten en slags drama, en form for dans. Enheden mellem Faderen og Sønnen er så levende og konkret, at denne enhed også selv er en person. Det der vokser ud af Faderens og Sønnens fælles liv, er en virkelig person; den tredje person, som er Gud.

Helligånden – Guds livgivende åndedræt. Livets ånd. Guds kraft i skabningens liv. Helligånden åbenbarer Gud. Uanset om vi møder Faderen, Sønnen eller Helligånden er det Gud vi møder. Vi oplever ofte Faderen som foran os, Sønnen ved vor side (i vort sted) og Helligånden inden i os, eller bag ved os. Helligånden åbenbarer Sønnen, der herliggør Faderen. Disse tre er ét.

Nu er alt dette ikke fremmed, eller langt væk fra vores liv. Gud er kærlighed, og denne kærlighed virker gennem skabningen. Hvad betyder nu alt dette? Hele ’dansen’ eller ’dramaet’ på dette trefoldige liv må udspilles i hver eneste af os. Eller sagt anderledes: Hver af os må træde ind i dramaet og indtage hver vores plads i denne dans. Intet andet vil bringe os den lykke, hvortil vi blev skabt.

Vil man gerne være varm, må man stille sig nær ilden. Vil man gerne være våd, må man springe ud i vandet. Ønsker man lys, glæde og livskraft, må man rykke tæt hen til eller måske endda ind i det, der rummer disse ting. Når et menneske først er forenet med Gud, hvordan skulle dette menneske så forblive uberørt af det evige liv og lys? Og modsat; når først, et menneske er adskilt fra Gud, hvordan kan det så andet end at visne og dø?

Helligånden kommunikerer Gud, så at mennesker får del i Guds rige, Guds visdom og kundskab. Helligånden er den stille virkende vind fra Gud, såvel som den, der åbenbarer Guds hellighed. Han viser os, hvor vores liv er løbet af sporet og han åbenbarer Kristus for os. Helligånden er Gud som virker grænseoverskridende, men aldrig grænsenedbrydende i forhold til Guds skabelsesorden. Helligånden er aldrig genstand for dyrkelse, men forudsætningen for ret Gudsdyrkelse. Helligånder åbner vores sind for troens virkelighed og føder liv: ”Ånden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse”.

Det er et mysterium og livets forudsætning; at Gud ER og at Gud ELSKER. Derfor ses Gud i det han gør og i det han er. Han åbenbarer sig ved at skabe og meddele liv!

Gud ER kærlighed. Han ER, størst af alle!

(”Dig rummer ej himle” DDS nr. 324, tekst: N.F.S. Grundtvig 1836, melodi: Henrik Frimand-Meier.)