DAGENS ORD: ”Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.” Ezekiel 36:27

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Elizabeth Knox-Seith

Netpræst

Elizabeth Knox-Seith, Stiftspræst
Netkirken

Mail: ELKN@KM.DK

 

Pilgrimsvandring

1 jun. 2014

* Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: »På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.« Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. Rom 8,31b-39


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« Joh 17,20-26

Det er en stærk tekst, vi har i dag. Måske en af kerneteksterne i den kristne tradition. Et af de steder, hvor Jesus tydeligst udtrykker, hvad det er, kristendommen drejer sig om. Og hvad det er, han ønsker for os, og for livet.
Vi skal være ét, fordi vi er elskede. Elskede af Gud – en kærlighed, som Jesus har formidlet til os, gennem at vandre på jorden, sammen med sine disciple, og alle, som han kom tæt på. En kærlighed, han kommer til at gå i døden for.
Ordene her siges aftenen før han er på vej til korset. De er en del af den lange tale, han holder for sine disciple, skærtorsdag nat – hans sidste testamente, så at sige. Den er meget stærk, og fylder flere kapitler i Johannesevangeliet. Det vi hører her, er sidste del af talen, ”crescendo´et”, så at sige. I de andre evangelier indstifter han nadveren, som symbolhandling på det, som kommer til at ske - men i Johannesevangeliet vasker Jesus i stedet disciplenes fødder, og viser derved sin tjenende holdning. Og giver dem et klart, fysisk bud på, hvad det er, de skal gøre for hinanden, og for andre. Være tjenere. Bøje sig som de mest ringe. Vise kærligheden, gennem ydmygheden.
”At vi alle må være ét” – dette er det største bud, eller Jesu største ønske for os, ved siden af kærlighedsbudet. Eller rettere, det skal ses i nær forbindelse med det. Uden kærligheden kan man aldrig være ét – og uden følelse af enhed kan man ikke elske.
Det er ikke ”vores” jordnære kærlighed, som Jesus her taler om. Det er en større kærlighed, den som er skænket af Gud. Den kærlighed, som hans eget liv var – og er – et billede på, og en virkeliggørelse af. Gennem at have Jesus som forbillede kan vi tydeligt se, hvad det er, Gud vil med os – og hvad hans kærlighed består i.
Denne prædiken holdes som en del af fejringen af Viborg Pilgrimscentrums 10 års jubilæum. Vi står udenfor, på den grønne eng, ved Hald Ege. Vi danner en cirkel. På mange måder er dette også et billede på enhed, og på dyb kærlighed. I har, som pilgrimme, gået meget i gennem, og der har været mange dale og bakker at passere. Nu er I nået til den store dag, hvor I kan fejre, at I er kommet 10 år videre på vejen, og står overfor helt nye veje at gå.

Det er vigtigt altid at huske enheden – at fællesskabet, som går på kryds og tværs af grænser, er det bærende. Enheden er forudsætningen for, at noget nyt kan blomstre og spire. Og for, at det gamle – trods ”forældelsen” – fortsat kan leve og styrkes. Uden enhed og kærlighed – og uden at vi vasker hinandens fødder og deler brød med hinanden – går det slet ikke. Ja uden det, kan vi konkret slet ikke gå. I hvert fald ikke de lange strækninger. Vi har brug for hinandens kærlighed og omsorg.

Jeg er lige kommet hjem fra en rejse til Vadstena, hvor jeg besøgte bl.a. Birgitta-søstrene og Pilgrimscenteret. Vadstena Pilgrimscentrum var jo i sin tid forbillede for Viborg Pilgrimscentrum, og det var en stor inspiration at være deroppe igen. Her arbejder man netop ud fra enhedens perspektiv – at alle mennesker, uanset kristen konfession, og uanset baggrund, rent religiøst, i øvrigt, kan forenes og være sammen, i pilgrimsvandringens venskabelige ånd. Fra Vadstena har en stor inspiration udgået til hele Sverige, og over alt blomstrer det i dag med pilgrimsaktiviteter.

Det er skønt at se, at denne inspiration allerede gennem 10 år har båret frugt her i Viborg – selvom vi ved, at det også har krævet både kampe og knofedt at få alting til at blomstre! En have passer ikke sig selv – og der vokser ind imellem tornekrat i den, som må luges, så den store mangfoldighed af planter kan få plads og ikke kvæles af alt for meget ukrudt. Selvom ukrudt også ind imellem kan være smukt. Bare det ikke breder sig over det hele!

Den hellige Birgitta er jo det store forbillede i Vadstena, og hun var kendt for at være en stærk kvinde, som turde sige både biskopper, kardinaler og paver midt i mod. Hun fik en række åbenbaringer, som kom til at præge hendes samtid – det sene 1300-tal. Hun levede fra 1303 til 1373, og døde i Rom, udmattet efter en lang pilgrimsrejse til Jerusalem. Højtideligt førtes hendes legeme tilbage til Sverige. Det, som efter den lange rejse endnu var tilbage af det (og det var ikke meget), opbevares i et meget helligt skrin i Vadstena Klosterkirke.
Da jeg var der, holdt kroater fra hele Skandinavien en stor messe i Vadstena Klosterkirke. Kirken var fyldt til bristepunktet af flere tusinde mennesker, som kom for at fejre, at der nu ikke længere er krig i deres land, Kroatien, som var en del af det tidligere Jugoslavien. Det var med andre ord en forsoningsgudstjeneste, fuld af bøn om enhed. I slutningen af gudstjenesten gik en procession op omkring Birgittas hellige skrin, og her gik det for alvor op for mig, hvor beundret hun er, også ude omkring i verden. At se disse mange kroater ærbødigt fejre den hellige Birgitta midt i Sverige var bevægende. Det betyder, at hun for andre end os nordboer repræsenterer noget betydningsfuldt – et mod til at gå op imod magtmisbrug, og et håb om fred, enhed og forsoning.
Hvad ville Den hellige Birgitta mon have sagt i dag, hvis hun kom til vores verden, som den ser ud nu? Hvad ville hendes åbenbaringer være gået ud på?

Jeg tror, hun ville have talt til os om netop forsoning og enhed – helt i tråd med det, som Jesus siger i den tekst, som er vores tekst til i dag. I sin tid, i højmiddelalderen, revsede hun kirkens folk for ikke at leve et ordentligt liv, for ikke at leve op til det, som evangeliet kræver. Derfor ville hun nok også i dag have talt imod magtmisbrug og dekandance. Og hun ville have kaldt til et mere sandt, modent liv, tæt forbundet med de guddommelige kilder. Hun ville have opfordret os til at blive tættere forbundet med ”træet”, med ”kilden”, så at sige, for nu at bruge to naturmetaforer, som ofte optræder i Bibelen. Hun ville have opfordret os til at blive grene nært forbundet med det træ, som Jesus er for os – og til at drikke af livets kilde.

Henri Nouwen, en kendt hollandsk forfatter og katolsk præst, som har skrevet et utal af bøger om livet tæt forbundet med Gud, udtrykker det et sted meget klart. Han siger, at kærligheden har tre niveau´er, tre cirkler, så at sige.
I den inderste cirkel er vor ”første kærlighed” – nemlig den kærlighed, som forudsætter alt, og som er forudsætningen for alt. Den kærlighed, som betinger selve livet – nemlig Guds kærlighed.
I den næste cirkel er den ”anden kærlighed” – nemlig kærligheden til vore nærmeste, til vore venner, vores familie, og vores slægt. Denne kærlighed bæres vi af – men ofte mangler vi kærlighed i disse relationer. I den tørst, vi kan leve i, efter en dybere menneskelig kærlighed, kan det være godt at vide, at det gælder om at hente næringen fra ”den første kærlighed”. At vi elsker, fordi han elskede os først – som der jo står i 1. Johannesbrev, kapitel 4.

Den tredje cirkel er ”den tredje kærlighed” – nemlig kærligheden til samfundet, til de større livscirkler, vi lever i, ja, til hele verden og kosmos med. Det er med andre ord en spejling af den første cirkel, på det ydre plan, i hvert fald, hvis vi antager, at Gud er i alt – fra det højeste til det mindste. Igen er det kærligheden fra den første cirkel, som betinger, at vi er istand til at indgå i en kærlighedsfyldt relation til vores omverden. Uden ”den første kærlighed” føler vi os ofte fortabte og udstødte i verden. Ved siden af, forkerte – ikke ”som de andre”. Så vi er nødt til at forbinde os med den inderste cirkel, hvis vores kærlighed skal kunne strække sig til hele jordkloden.

Som pilgrimme kender vi til alle disse tre cirkler – eller lag – af kærlighed. Ofte starter vi en vandring, fordi der er noget i vore nære relationer, vi har brug for at bearbejde. Måske har vi mistet én, som er os kær, måske kæmper vi med vores ægteskab, måske lider vi af ensomhed … der er mange grunde til at begive sig på en længere vandring. Men undervejs møder vi ”den større verden”, den tredje cirkel, med andre ord. Og gennem mødet med andre, mindre nære relationer, som måske ender med at blive venskaber - og det, vi i øvrigt næres og styrkes af undervejs - forbindes vi ofte ”tilbage” til den inderste kærlighed. Nemlig kærligheden, som kommer fra Gud. Det er ikke altid, vi er klar over det eller mærker det – men det sker, ganske i det stille, sagte og tyst, og vi bliver gradvist lettere, mere klare i sindet, gladere. Ganske i det stille, langs hen ad vejen, sker der en forsoning i forhold til det, vi i udgangspunktet kæmpede med.

Dette er måske dybest set styrken ved pilgrimsvandring – at den forbinder os med alle tre cirkler på én og samme tid. Mange beskriver, at der sker en helbredelse undervejs. Måske kan man sige, at denne helbredelse består i, at de tre cirkler forbindes, i en større helhed. En helhed, som nu ikke længere kan brydes.
Da kan vi sige, som Jesus også siger i vores tekst til i dag, at alt bliver til ét, og at ”den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem”.


Lad os være stille et øjeblik ….


Du, Gud, vor skaber,
Du kommer os nær,
Midt i blandt os er dit rige.
Lad os mærke din ånd, og din storhed, ånde i os
I dig lever vi, ånder vi, og er vi.
Du bevæger os, som en sagte susen
Lad os altid være lydhøre for det, du er i os
Og for det, du vil med os.
Du giver os hver dag vort daglige brød
Og hjælper os til at forsone alt det, som har været svært.
Du er vor næringskilde
Du forbinder os med himmel og jord.
Lad os altid være ét i dig,
Lige som du er ét med os.
Lad os med den hellige Birgitta sige:
Vis os din vej og gøre os villige til at vandre den.
Amen.





Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk