[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken
Mail: ELKN@KM.DK
[ Mere ... ]
Alle helgens dag
1 nov. 2015
Indledningsbøn:Gud, du som er alt i alle
Lad din skærmende hånd
Beskytte os og bevare os
Lad dine ord tale til os,
Så vi kan lytte med et rent hjerte
Lad vore ører og øjne sanse klart,
Så din kostbare gave slår rod i os
Og giver frugt.
Amen.
Evangelisten Matthæus skriver (kapitel 5):
Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.« Matt 5,1-12.
Dette er en af de absolutte kernetekster i forståelsen af det budskab, Jesus kom til jorden for at bringe: Salige er de sørgmodige, for de skal trøstes, siger han her, som en del af sin lange bjergprædiken. Salige er de, som stifter fred. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden ... Man kan se ham for sig, sidde dér på bjerget, omgivet af sine disciple. Og man kan fornemme, hvordan disse ord talte direkte ind i deres hjerter, fordi de netop var alt det, han talte om – forfulgte, sagtmodige, fattige i ånden ... i længsel og sorg, uden at vide, hvad fremtiden ville bringe. De var brudt op for at følge Jesus, og havde sandsynligvis mistet meget. De sad dér, uden at vide, hvor de gik hen, og hvor vejen ville bringe dem.
Der er en stor trøst i Jesu ord, et stort håb, midt i mismodigheden - og netop denne trøst har vi brug for, på Allehelgens dag, hvor vi mindes alle dem, vi har mistet, og alle dem, der er gået forud for os. Ofte ved vi ikke, hvor vi går hen, når vi har mistet vores kæreste. Alt det, som før var pejlemærker, forsvinder med dem, vi har elsket – og vi skal til at genfinde os selv på ny. Alt det, som har været kendt, bryder sammen for os.
Når man går over kirkegårdene i disse dage kan man ind i mellem se lys på gravene. Selvom der måske ikke er tændt lys på vore egne familiegrave, kan man fornemme, at lysene på de andre grave er med til at bære også os, i sorgen. Vi er ikke alene om at have mistet. Vi bærer med hos hinanden, i smerten.
Umiddelbart efter saligprisningerne, som vi lige har hørt, siger Jesus i sin bjergprædiken:
»I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.« Matt 5,13-15.
Denne tekst taler om betydningen af at være lys for hinanden. Bare et enkelt kærligt blik, det at blive set, midt i smerten, kan gøre underværker. Og vejen til forvandling, til at bringe et menneske ud af mismodets jerngreb, kan være at skifte angstens blik ud med kærlighedens.
Vores lys skal ikke sættes under en skæppe, men lyse for alle, siger Jesus. Særligt i sorgen har vi brug for dette lys. Vi har brug for barmhjertighedens blik, for at blive set på en nænsom måde, ind i vores mest sårbare dyb. Og nogen gange kan det, forunderligt nok, forvandle os selv, når vi midt i vor egen smerte formår at se andre ind i deres mørke dyb og løfte dem lidt, ind i glæden.
Sorgen indtager en stor plads i livet – ofte er det svært at græde, give udtryk for smerten.
Kærligheden er en dyb, forvandlende kilde, der kan tø vore frosne hjerter op og gøre os i stand til at se på verden med nye, blødere blikke. Men der er en lang vej, og det er ikke altid, at kærligheden trænger igennem, ind i de allermest frosne dele af os.
Det kan være svært at lade sig indfolde i den egentlige oplevelse af nåden, der skænkes os, når vi tillader Guds lys at trænge igennem til os, ind i vor egen sårbarhed og skrøbelighed, ind i den fornemmelse af fremmedhed og landflygtighed, som vi kan føle, ikke mindst når vi har mistet.
Men ... tårerne er en måde Gud kan nå os på. Nå os i de dybere lag af sjælen, som ellers ofte ligger brak. I tårernes kamp kommer vi ofte i berøring med mere skjulte lag af os selv – og det er gennem disse skjulte lag, at Gud kan røre sig i os, bevæge os, så at sige. Det er godt at give tårerne lov til at få frit løb i et beskyttet rum.
Jesus lod sig også bevæge af tårer – og bemærkelsesværdigt er det, at denne bevægelse som regel fører til kontant og resolut handling. Umiddelbart efter beretningen om, hvordan han græder over Jerusalem, hører vi i Lukas-evangeliet, at han drager ned til templet og giver sig i kast med at jage alle dem, der misbruger templets hellighed, ud med stor hellig vrede. To stærke bevægelser – en indre og en ydre, men dybt sammenvævede.
Også et andet sted fører det til resolut handling. Det er, da Lazarus er ved at dø. Jesus fornemmer den dybe sorg, forvirring og bevægelse, som Maria og de andre jøder føler. Det fortælles, at Jesus græd, sammen med alle de andre, som sørgede. Og vi kender resultatet: Det førte til en af de mest bemærkelses-værdige helbredelseshistorier i alle evangelierne! Lazarus blev, allerede død og indfoldet i sine ligklæder, resolut kaldt ud af graven.
Vi har nok alle stået i sorg ved en elskets dødsleje og ønsket, at vi med vores tårer kunne gøre som Jesus – nemlig at genopvække den døende til livet. Men den kraft har et almindeligt menneske ikke. Det, vi kan genopvække til, er noget andet. Med vore tårer kan vi vise vor medleven, vor solidaritet med den, der nu er gået forud for os. Og vi kan vide, at vi indgår i en langt større helhed. At også vi vil være dér engang, hvor vi skal dø. Men at vi, så længe vi lever, stadig kan være lys og salt, for hinanden, helt ind i smertens sår.
Sorgen og tårerne kan være som en flod under alle floder – selve det kildevæld, der bringer os i berøring med det, vi ellers helst ikke tør røre ved. Det er en del af livets essens at være i kontakt med disse lag af os selv, men det er kun i sjældne, og ofte korte øjeblikke, at vi virkelig tør synke ned i det rum, det indre mulm, hvor Gud møder os i smerten.
Den selvsamme smerte, i hvis berøring vi kan forløses, kan uden forløsning føre til stivhed og forkrampethed – en form for selvbeskyttelse, der sætter os uden for os selv og verden. At forløse smerten gennem tårernes handling er det, som skaber nyt liv i os og omkring os.
Pointen med tårerne er, at de forbinder os med Kristi dybere væsen, med medfølelsens og kærlighedens kilde, og gør os i stand til at elske og længes. Uden tårernes styrke bliver vi aldrig fuldt ud menneskelige, Tårerne åbner for et nyt land, vander ørkenen – giver væde til spæde, nye planter i vore liv.
Tårerne er måske noget af det mest fællesmenneskelige, vi har. På tværs af kulturer græder vi, og skal man have en samtale med et menneske fra en helt anden tradition, kan et dybt berøringspunkt være at tale om, hvad vi hver især sørger over. Ofte kan dette blive forsoningens spire.
Når for eksempel hvide sydafrikanere kan fortælle sorte sydafrikanere, hvor stor også deres smerte var under apartheid, begynder et nyt liv at blomstre, og sameksistensen bliver mulig, selv der, hvor der før var uoverstigelige barrierer.
Når man i Tyskland kan begynde at være åben om den dybe sorg, stort set hele efterkrigstidens generationer bærer med sig, kan der ske en samfundsmæssig omvendelse, og en ny begyndelse – som tråde, fra fortiden, der før bandt og gjorde ondt, kan forløses ved, at de kappes i sorgens ærlighed.
I Johannes Åbenbaring, kapitel 21, siges det (se også note):
»Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.« Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!«
Således er nåden, når vi erkender vor smerte, og således tilflyder barmhjertigheden os som næring, når vi måske allermindst venter det og allermest føler os udenfor.
Frans af Assisi er kendt for denne bøn, fra 1200-tallet:
”Herre,
Lad mig ikke så meget søge at blive trøstet - som at trøste.
Ikke så meget at blive forstået - som at forstå.
Ikke så meget at blive elsket - som at elske.
For det er ved at give, at man får.
Det er ved at glemme sig selv - at man finder sig selv.
Det er ved at tilgive andre - at man får tilgivelse.
Det er ved at dø - at man opstår til evigt liv.”
Vi flytter os hele tiden, og således også sorgen – men uden at sætte lys på smerten og kærligt omfavne den, stivner vi som mennesker, og som fællesskaber.
Sorgen er et magtesløst rum, men koblet med handling, som det sker i tilfældet med Jesus, bliver sorgen en forløsende impuls. Verden kan ikke blive ved at være i lidelse!
Kernen i Guds åbenbaring er, at alle, der føler sig udenfor, egentlig er dem, der er allermest indenfor – paradoksalt nok. ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”, råber Jesus i sit mørkeste øjeblik – det øjeblik, der netop gennem vor tros historie er forblevet beviset på Guds dybe kærlighed til menneskeheden.
Kærlighedens kraft er paradoksal og uudgrundelig, og uden tvivl kan vi ikke elske, midt i smerten, ganske uden hjælp – men hvis vi læner os mod Kristus, og som vingrenene på træet lader os fylde af den næring, der kommer fra kærlighedens dybe kilde, da er vi nær korsets gåde, og nær den opfyldelse, forløsning og forsoning, der paradoksalt nok altid vil ske, når man magtesløs læner sig tilbage, råber ”hjælp” og giver slip, ind i den store virkelighed, der er Guds.
Må himlens fredsengle omslutte os
med udstrakte arme
og beskytte os mod angstens magt.
Må de give os milde drømme,
og evnen til at elske.
Må Freden beskytte os,
fred fra Guds vind strømme til os.
fred fra Guds stjerner skinne på os.
Må al bekymring vige bort
og trygheden komme os nær.
Kristus, du levende Guds Søn,
lad dine hellige engle vogte over os,
Må frygt og gamle erindringer vige bort,
så vi kan værne om hinanden,
favne hinanden i ømhed
og lade fredfyldtheden dække os
som din kærligheds kappe.
Lad Åndens styrke råde,
hvor der er frygt.
Lad os være i stand til at berøre og rumme hinanden,
også dér, hvor vi bærer sår.
Lad os for et øjeblik hvile i stilhed, mens vi mindes dem, som betyder noget for os ...
Stilhed
Kirkebøn:
Herre, vær os nær, i modgang og medgang
Vær med os i vor skrøbelighed og i vor tvivl.
Vis os særligt din nåde, når vi allermindst tror, at du er midt i blandt os.
Du er aldrig fjernere fra os end lyden af vort eget åndedræt
Du er selve vort liv, og vor væsenskerne.
Du er den gnist, som holder os oppe!
Velsign og bevar din hellige kirke, som er rummet for dit nærvær.
Lad os, som apostlen Paulus siger, iføre os kærligheden, så Kristi fred kan råde i vore hjerter og opbygge os hver især, og dermed det fællesskab, vi er en del af, både i kirken, og i verden.
Giv os alle nåde og velsignelse, og lad os forblive i dit nærvær, i kærlig forbundethed med hinanden - både her i dette liv og al evighed.
Amen.
Note:
* Denne hellige lektie skrives i Johannes' Åbenbaring: Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: »Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.« Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.« Åb 21,1-7.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
