DAGENS ORD: ”Retfærdiges frelse kommer fra Herren, han er deres værn, når nøden kommer.” Salme 37:39

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Svend Løbner Madsen

Netpræst

Svend Løbner Madsen, Journalist

Mail: mail@svendlobner.dk

[ Mere ... ]

 

Har du husket at trække vejret?

16 mar. 2016

Bøn er vort åndelige åndedræt. At bede er at træde frem for Gud og derefter bringe hans velsignelse med ud i samfundet. Ind til Gud, ud til verden.


Lige siden jeg som barn lyttede til min missionærfars mange prædikener, har jeg undret mig over et af de mest umulige vers i Bibelen. Her skriver apostlen Paulus: Bed uden ophør (1. Tessalonikerbrev 5:17).
What!? Kan man bede hele tiden? Skal man bede hele tiden? Hvordan i al verden bærer man sig ad med det?


Ikke ord, men fællesskab
Jeg prøvede i perioder at se, hvor længe jeg kunne bede, men gik i stå efter ganske få minutter. Ordene tørrede ud. Tankerne drog på langfart.
I dag ved jeg, at bøn ikke blot består i at sige en masse til Gud. Faktisk siger Jesus, at vi ikke skal tro, at vi bliver bønhørt på grund af vores mange ord! Nej, at bede er at dyrke fællesskab med Gud. At bede er at leve i Hans nærvær.


Den levende kilde
Den legendariske bluesguitarist Eric Clapton synger: “I have finally found a way to live in the presence of the Lord”. På dansk: ”Jeg har endelig fundet en vej til at leve I Guds nærhed”.
Strofen viser, at det kan være svært at finde vejen ind i Guds nærhed. Men også, at det kan lykkes, hvis man gør en indsats.

Det er dette fællesskab, vi inderst inde længes efter. Skabningen længes efter at blive forenet med sin Skaber. Alt andet er surrogater. Som sprukne cisterner frem for en levende kilde, som profeten Jeremias udtrykker det (2:13).
Det er muligt at leve i Guds nærhed. Og Bibelen viser os hvordan.


Ind i det allerhelligste
I Det Gamle Testamente gik præsten ind i tabernaklets eller templets allerhelligste en gang om året. Det kunne han efter at have bragt det foreskrevne offer. Inde i det allerhelligste mødte han Gud, og efter en rum tid, vendte han tilbage til folket i tabernaklets eller templets forgård og velsignede dem med den aronitiske velsignelse, som også lyder i vore kirker i dag:

”Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!”

Han overførte med andre ord det Guds nærvær, som han havde oplevet i det allerhelligste, til israelitterne.
Med den velsignelse kunne de gå tilbage til deres landsbyer og gøremål med nyt mod. De kunne endda give velsignelsen videre til andre. Ligesom Gud sagde til Abraham: ”Jeg vil velsigne dig, og i dig skal alle Jordens slægter velsignes!”


Ud med Guds velsignelse
Det er bøn: At gå ind i Guds nærhed og gå ud med Guds velsignelse. I Det Nye Testamente overføres præstens opgave over for israelitterne til enhver kristens opgave i samfundet. Vi er et helligt præsteskab. Vi er templer for Helligånden. Og vores opgave er at træde frem for nådens trone i bøn og at gå ud i al verden og være en velduft blandt vore medmennesker.

Den velduft har vi ikke i os selv. Den modtager vi fra Gud, når vi plejer fællesskab med ham i bøn.

Det er bøn: At gå ind i templet og ud til folket. At ånde ind og at ånde ud. På den måde beder vi uden ophør, som Paulus siger. Præcis som vi lever helt naturligt ved at trække vejret. Bøn bliver vores åndelige åndedræt.



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk