DAGENS ORD: ”Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.” Johannes 16:33

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Elizabeth Knox-Seith

Netpræst

Elizabeth Knox-Seith, Stiftspræst
Netkirken

Mail: ELKN@KM.DK

 

Mariæ bebudelses dag

16 mar. 2018

18-03-2018
Tekstrække: ANDEN RÆKKE
Luk 1,46-55

Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt.
Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med
gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre - mod Abraham og hans slægt til evig tid.”

Vi fejrer netop nu Maria Bebudelsesdag, til minde om det store, der hændte for Jomfru Maria. Den tekst, vi læser i kirkerne landet over dette år er ”Marias Lovsang”, som siden kristendommens helt spæde begyndelse har været sunget i klostrene og i de små eneboerhytter i ørkenerne som en daglig del af tidebønnen.

At det bebudes Maria, at hun skal føde Guds Søn, gennem sin egen sårbare krop, er i sandhed overvældende og må slet ikke have været til at forstå for hende. Alligevel bliver hun, gennem mødet med ærkeenglen Gabriel, så fyldt af helligånd og velsignelse, at hun hengivent bryder ud i lovsang.

Mange, der har været på retræteophold i klostre verden over, vil kende lovsangen som noget, man gradvist lærer at kende udenad – og til sidst hører indvendigt som en klang af toner, der synges i hjertet.

Lovsangen udtrykker Marias glæde og overraskelse, efter hun har modtaget bebudelsen om, at hun skal være mor til Guds Søn. Det er en ufattelig tanke, og man kan som kvinde nemt leve sig ind i den ”overvældethed”, som den dengang meget unge Maria må have følt, da hun stod ansigt til ansigt med Gabriel, der bragte buddet. Ufatteligt og rystende må det have været at få at vide, at hun skulle bære et barn, undfanget af Gud, midt i sin egen skrøbelige sårbarhed.

Derfor siger hun også, ifølge lovsangen: ”Han har set til sin ringe tjenerinde …” Og så fortsætter hendes lovprisning af Gud som den almægtige, som har øvet vældige gerninger, styrtet de mægtige fra deres troner, ophøjet de ringe og mættet de sultende, mens han har sendt de rige tomhændede bort.

Marias lovsang er en koncentreret ”maggiterning” af evangeliet, en lovprisning, som indeholder stadigt nye dimensioner i forståelsen af, hvem Gud er, som den, der frelser og befrier menneskeheden. Derfor har lovsangen også ”holdt” gennem 2000 år, mens den på daglig basis er blevet sunget i klostrene.

Maria vidste, måske ikke fuldt og helt, men dog intuitivt, hvad det var, hun stod overfor. Hun vidste, at hun ville blive en fødende, altså én, som lægger krop til et under, ufatteligt, en søn, som er Guds billede, Guds menneskevorden, selve inkarnationen af Guds væsen. Det var det, hun blev bebudet. Men hvordan var det til at bære, som den fattige og ydmyge kvinde, hun var? Var hun mon ikke ved at gå i spåner ved tanken om det, hun stod overfor, eller var det netop gennem overbevisningen om, at Gud bar med i dette, at hun overhovedet turde hengive sig til at blive mor, Gudsfødersken, som man siger det i ortodoks tradition?

Maria kom, ydmyg som hun var, til at bære et stort verdensmysterium, både som fødende, og senere som moder. Og hun kom til at stå overfor stor lidelse, da hun foran korset måtte se sin søn dø, uden at kunne forstå, hvorfor.

Vi er snart på vej ind i påsken, hvor vi skal til at gennemgå den store gåde, som Jesu død på korset er. Hvert eneste år undres vi over dette, og vi fejrer opstandelsen på den anden side af Langfredag og gravlæggelsen. Maria stod der, som Jesu moder, for foden af korset, og græd, og Jesus følte, midt i sin egen smerte, så stor barmhjertighed med hende, at han bad sin mest elskede discipel, Johannes, om at tage sig af hende.
Det er umuligt at forestille sig hendes sorg, ikke mindst set i lyset af det store mysterium, som selve fødslen var. At Gud kunne lade sig selv føde, gennem en skrøbelig kvinde, blev billedet på selve det, at Gud stiger ned til menneskeheden og gør sig til ét med os alle, ved at kropsliggøre sig selv. Han gjorde sig sårbar – så sårbar som et lille barn, der måtte have mælk og beskyttes af en moder. Maria fik en en overvældende og næsten ufattelig opgave, og netop på Maria Bebudelsesdag mindes hun, verden over, for den gave hun fik, ved at blive mor til Jesus.


I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk