[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken
Mail: ELKN@KM.DK
[ Mere ... ]
Jesu fødsel
16 dec. 2020
Jesu fødsel”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:
I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.”
Prædiken, Lukasevangeliet 2, 1-20.
Julenat – hvad var det dog, der skete?
Vi er i julemåneden, hvor vi midt i vinterens mørke fejrer lysets komme. Vi venter på håb, og på glæde – og dog er vi midt i en af de værste sundhedsmæssige kriser, vi har kendt længe. Corona tvinger hele samfundet til at lukke ned, og netop nu, hvor vi har allermest brug for det, bliver det svært at mødes som vi plejer. Angst præger mange, og ensomheden fylder mere og mere.
Alligevel er der et lys, der er på vej – et lys, som vi hvert år venter på. Et lys, som vi må lade føde i vore hjerter, også selvom vi måske sidder isolerede og ikke kan holde jul med de kære, vi plejer at mødes med.
Hvad var det for et lys, som kom til verden, under stjernerne, på en bar mark omkring byen Betlehem for godt 2000 år siden?
I Lukasevangeliet hører vi, hvordan hyrderne kom, ude fra marken, vækket af englen og den himmelske hærskare, mens de holdt nattevagt. De kaldtes af de himmelske kræfter til at lede efter et lille barn, der fattig og sårbar lå svøbt i en krybbe. Flere og flere blev de – de mange, som i julenatten hørte budskabet om, at noget specielt var hændt.
Når de kom ind i stalden så de en sårbar kvinde, træt efter fødslen – og en opmærksom mand, som fuld af kærlighed vågede over hende og barnet.
De så æslerne, og kvierne, som samlede sig omkring krybben – og de så det lille barn, som lyste op i natten.
Hvor kom lyset fra? Hvordan kunne dette lille barn skabe så meget varme omkring sig?
Alle, som kiggede ned i krybben, hvor barnet lå, følte sig ”genstrålet” af den varme, som udgik fra barnet. Alle, som var omkring barnet, så hinanden i et helt nyt lys. Både de hyrder, som kom til hulen, og alle de fattige, som uden for stimlede sammen og ikke kunne få plads.
Alle følte pludselig, at de var set. Og de så hinanden på en helt ny måde. Trods rynker, snavs og haltende hofter, trods sårede hjerter og forkrøblede fødder, så de med ét, at de alle var Guds børn. De smilede, og blev til på en helt ny måde. Barnet lo, og de lo. Ingen kunne rigtigt løsrive sig.
De opdagede sig selv som dem, de hele tiden havde været, helt inderst inde.
Julenat er et stort mysterium – for det er dér, noget unikt fødes, dér, hvor kærligheden får krop. Den nat talte alt om kærlighed. Et barn kom til verden, klædt i sårbarhed, og for altid var alting forvandlet.
Gud, dine ord er som en spejlpyt
I den kan vi se dit væsen
Livets mening træder frem i det mindste små
Gennem spejldråberne fra din pande
Som drypper fra skyerne
og ned på vor jord
kan vi se hvem vi er
På en måde var både Josef og Maria på en pilgrimsvandring sammen. De var drevet afsted, fordi der skulle være folketælling. Og siden, da de måtte drage videre mod Jerusalem - og ifølge Matthæusevangeliet på flugt til Egypten med det lille barn - blev de det, man kunne kalde ufrivillige pilgrimme.
Interessen for pilgrimsvandring er steget inden for de sidste 25 år og vokser op alle vegne, som en spontan folkelig bevægelse. I kirker rundt omkring kan man blive helt forundrede over alle dem, som kan finde på at drage på vandring, og opsøge de lokale ”hellige templer”.
Man kan sige, at det er en længsel efter det hellige, som er forsvundet mere og mere i det moderne liv, og som nu langsomt, men trofast, stiger op til overfladen igen. Når noget er ved at blive væk, må det findes igen. Og når ”det hellige” i den grad har været trængt bort i vor moderne tilværelse, så må der opstå en naturlig længsel efter at genfinde det.
Jeg tror præcis det er denne sårbare, lidt ordløse længsel, som giver liv og næring til pilgrimsbevægelsen. Vi har behov for ”solstrejf” af Guds rige – anelsens landskab, hvor noget nyt er ved at blive til, ganske i det stille.
Nu i advents- og juletiden kan vi måske opleve denne ordløse længsel endnu stærkere, netop fordi vi står overfor Corona. Længslen kommer frem, som et stille håb i hjertet, fordi vi er mere sårbare end vi plejer.
Hvordan genskaber vi vor tilværelse, så den i højere grad genspejler glimt at Guds rige? Det er som at pudse et meget støvet glas – når kluden har gnubbet tilstrækkeligt grundigt og længe, ser man pludselig et helt nyt lys skinne igennem og verden bliver klarere. Alt ”bades” på ny, så at sige. Alt bliver nyt.
Sådan kan det også være i vandringen. Pludselig ser man noget nyt, ser små ting på nye måder – er mere opmærksom end man har været før. Det er anelsen om ”det anderledes”, som træder igennem. Anelsen af Guds fodaftryk i verden. Anelsen af kærlighedens forvandlende væsen.
Martin Lönnebo, tidligere svensk biskop i Linköbing, oplevede engang at blive ”borte” i den egyptiske ørken. I fire dage var han og hans kammerater uden vand, og de indstillede sig på at skulle dø. En nat lå Martin under stjernehimlen – valgt som den, der skulle vogte over sine sovende kammerater. Måske havde han det lidt som hyrderne på marken, den nat ved Betlehem. I hvert fald havde han en erfaring af at forsvinde ind i altet, midt under stjernerne.
Ud af denne erfaring kom mange smukke bønner – og en impuls til at forny kirkelivet, så Guds større dyb kunne træde frem. Blandt andet ”opfandt” Lönnebo senere Kristuskransen, som i dag er et vigtigt hjælperedskab for mange af os, når vi skal bede.
Jeg vil slutte min advents- og juleprædiken med en at Martins fine bønner:
Ja, min Gud, uudgrundelig er du.
Ned til dybet i din tanke og i dit hjerte
trænger intet skarpt lys.
I fred er jeg med dig,
thi alt det, jeg ikke forstår
i mit og andres liv
det overgiver jeg i dine hænder.
Jeg spørger ikke engang længere.
Jeg kender dit hellige nærvær
i en tilværelse, som ikke er andet end en gåde.
Uden ord overgiver jeg til dig
den skærv af skabelsens nød og gåde
som mit øje har set.
Herre forbarm dig over os.
Lyset er for lyst for øjne, som fyldes af tårer
af skabelsens suk.
Støvfnugget jorden har du, Gud
ført til dit hjerte.
Du ser på mig med kærlighed
og jeg bliver virkelig
Amen.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
