[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken
Mail: ELKN@KM.DK
[ Mere ... ]
Det levende vand
16 jan. 2022
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre.
Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?«
Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.«
Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.« Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«
Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.«
Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.«
Johannesevangeliet 4,5-26
Refleksion:
Kvinden ved brønden symboliserer alle, som ikke er inde i den anerkendte ”inderkreds”. Hun er repræsentant for alle, som umiddelbart er udenfor det veletablerede samfund. Hun var ikke bare kvinde – men også samaritaner, en del af et folk, der levede ”på kanten” og blev betragtede som urene efter jødiske forskrifter.
Kvinden ved ikke, hvem hun møder – men undervejs går det op for hende. Dialogen mellem hende og Jesus er legendarisk. Den viser, hvordan Gud ville møde hver enkelt af os. Vi er værdifulde, og fortjener ”levende vand”. Vi skal ikke bare hente vand ved brønden, i ydre forstand … men vi skal hente vandet i en indre forstand. Jesus prøver at forklare kvinden, at han er kilden til al sandhed, selve det levende vand. Da det går op for hende, løber hun ivrigt og tillidsfuldt ud i verden og bekender det for alle, hun møder. På den måde bliver hun den første kvindelige missionær.
Det særlige ved ”det levende vand” er, at det aldrig holder op med at flyde. Det er ikke afhængigt af den enkelte brønd. Og det flyder ud i alverden, uafhængigt af de kulturelle barrierer, vi er vant til at sætte op. At Jesus overhovedet er i stand til at møde kvinden forudsætter et stort mod fra hans side. For han overtræder væsentlige kulturelle normer i sin tid.
Også et andet sted i evangelierne fremhæves samaritanerne som forgangsfolk – i fortællingen om den barmhjertige samaritaner, der hjælper en nødstedt mand, som andre efterlader i grøften, herunder den skriftlærde og præsten.
Hvis den kristne tro skal blive ved at være aktuel i tiden, må vi, ligesom Jesus, turde møde alle, der er uden for vores normale cirkler. Vi må turde overskride vore egne grænser, og se ud i nye horisonter.
På den måde er dagens evangelium meget udfordrende. Hvad tænker vi selv? Hvor langt kan vi gå i vores tro i forhold til at rumme forskellighed?
Kirkebøn:
Kære Gud,
Vi takker dig for, at du møder de udstødte, de foragtede, dem som falder udenfor
sådan som du mødte den samaritanske kvinde ved brønden
Vi tørster efter liv og sandhed og vi beder dig:
Vær du selv det vand, der slukker vores tørst.
Tak fordi du lader os få en forsmag
på hemmeligheden i dit rige,
at dit rige kan ligge i en dråbe vin og en krumme brød
Må det styrke vores tro og nære vores håb
Vi beder for alle, der lider i verden.
Giv frihed, hjælp og livsmod
så håbet om en bedre verden må bevares
Lad os se lys i dit lys
og lad aldrig vores blik svækkes for den sorg og lidelse,
som vi kan være med til at lindre
Du som viser os din herlighed og visdom.
Send os ud i verden med kraft og styrke.
Lad den kilde, som udspringer af dit ord være vores ledestjerne i alt, vi foretager os
til liv og glæde for alt levende på vores klode
Gud
Hvert øjeblik erfarer vi din nåde,
I hvert åndedrag mærker vi dit liv.
Du som er fra evighed til evighed
Amen.
Bønnen bliver i forkortet form bedt ved den radiotransmitterede gudstjeneste på DR P1 søndag den 16. januar. Den er skrevet efter inspiration fra ”Gudstjenestens bønner 1”, af Inger Margrethe Bonnevie, Silkeborg kirke.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
