[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Steen Skovsgaard, biskop emeritus
Mail: sskdk@outlook.dk
Herliggør din søn
1 maj. 2024
Herliggør din sønTeksten er hentet fra det afsnit, som hedder: Jesu ypperstepræstelige bøn.
Det var ypperstepræstens opgave at træde frem for Gud på folkets vegne, at frembære ofre til Gud og gå i forbøn for folket. Flere gange i Ny Testamente sammenlignes Jesus derfor også med en ypperstepræst. Bl.a. taler Hebræerbrevet kap 4, v. 14ff om Jesus som vores ypperstepræst.
I Jesus har vi en himmelsk ypperstepræst, som ikke alene går i forbøn for os hos Gud, men som er Gud, ja, som endda frembærer sig selv som et offer for Gud.
Hele den ypperstepræstelige bøn er spækket med teologi, og det kan være svært at forstå, alt det som Jesus siger og beder om i denne bøn.
At Gud bliver menneske i ham er i sig selv uforståeligt og et kors for forstanden. Endnu mere uforståeligt er det at høre Jesus i bønnen tale om Faderens og Sønnens enhed. At Jesus til evig tid har været hos Gud og er udgået fra ham og nu skal vende tilbage til Ham; men det allermest mærkelige og uforståelige er vel nok, at Jesus i bønnen forudsiger sin død på korset og kalder denne korsdød for en afsløring af Guds herlighed.
”Herliggør din søn for at Sønnen kan herliggøre dig.” Jesus bliver fanget, pisket, pint og korsfæstet. Her i langfredags mørke herliggøres Jesus, her herliggør han Gud. Gud giver ham lov til – på korset – at åbenbare sin herlighed. Her ser I Guds herlighed. På korset.
Det er den mærkeligste og mest overraskende herlighed verden nogensinde har set. For er det ikke netop så langt fra herlighed, som det overhovedet kan være? For os ser herlighed anderledes ud. Den ligner ihvertfald ikke en mand på et kors.
Og så dog! Måske kan vi alligevel godt ane, hvad det handler om. Vi ved jo, at herlighed ikke bare viser sig i styrke og kraft og pomp og pragt, men at den også kan afsløre sig og vise sig smukkest og klarest i sin modsætning. I en tåre f.eks. Der er virkelig eksempler på, at herlighed kan vise sig i svaghed og afmagt.
Under alle omstændigheder er det sådan, Gud vælger at vise sin herlighed for os. I korset, smerten og i lidelsen ser vi Guds herlighed. Her i mørket finder vi Gud. Her åbnes himlen for os i et glimt.
Hvis det er rigtigt, og hvis vi virkelig tør tro og håbe, at vi finder Gud og Guds herlighed i mørket og i korset, så indebærer det, at vi må vende blikket og lede efter glimt af Gud og Hans herlighed helt andre steder, end vi ellers går og tror.
Som det hedder i 1. Kongebog kap 19 om Elias’ møde med Gud, hvor profeten sidder i sin hule og vener på at Gud åbenbarer sig. Han hører først en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge. ”Men Herren var ikke i stormen.” Til slut hedder det: ”Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen.” Og her var Gud! I den stille sagte susen åbenbarede den almægtige Gud sig. Der, hvor man måske mindst skulle vente det, viste Gud sig.
Ved Jesu kors udbrød den romerske officer: ”Sandelig, den mand var Guds søn” Her i langfredags mørke så han pludselig i et glimt Gud og Guds herlighed.
Hvis man skal tale om et kristent livssyn eller en kristen måde at se på verden på, må det være dette at finde og have øje for Guds herlighed i det små. I de små glimt og øjeblikke, som vi hver dag bliver vidner til, som ikke ser ud af noget; men hvor troen ser Gud og Guds kraft og herlighed.
Den gamle præst og sjælesørger Chr Scriver (1629-1693) skrev i sit værk: Sjæleskat:
"Havde jeg mister min Gud, jeg vidste intet steds snarere at finde ham end hos de bedrøvede, anfægtede og nødlidende hjerter. Dersom jeg kom i et hus og ledte efter værten og værtinden og vidste, at de havde et sygt barn, så ville jeg uden tvivl intet steds snarere finde dem end hos dette. Således er det også med vor Gud, som han selv siger: Jeg bor hos dem, som har en sønderknust og ydmyg Ånd, på det at jeg kan vederkvæge de ydmyges ånd og de sønderknustes hjerter (Ps 34,19).
”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” siger Jesus til sine disciple, da han tager afsked med dem. Og se! I skal virkelig se mig og min herlighed. Det gælder blot om at tro, så skal I få store ting at se. Vi kan finde ham og se ham i ethvert sårbart og skrøbeligt menneske.
I sig selv kunne et tema for prædikenen også være forbønnens betydning. Jesus beder for sine disciple. Hvad betyder denne forbøn for dem og forbøn i det hele taget? Har forbøn betydning? Og hvad med vores forbøn for hinanden? Betyder det noget? Svaret er: ja! Bøn og forbøn har stor betydning. Så hvad med at opfordre menigheden - måske især de ældre medlemmer - til forbønnens tjeneste? Det er en vigtig opgave, som vi må lære at ære og påskønne.
I en artikel af Olivier Clement fra ”Levende vand” (1,2008) står der. ”I Orientens kristenhed..elsker man alderdommen, fordi man betragter den som skabt til bøn. Når man er gammel og føler Gud nær gennem det biologiske livs nedbrydning, bliver man sig bevidst at være et barn overgivet i sin fars arme, transparent for et andet lys. En civilisation, hvor man ikke beder, er en civilisation, hvor alderdommen ikke har nogen betydning… Vi har behov for gamle mennesker der beder, som smiler, som elsker med en uselvisk kærlighed, som er fyldt af undren. De alene kan vise de unge, at det er værd at leve, og at intethed ikke har det sidste ord.”
Men når de gamles læber tier, og vi heller ikke selv synes vi kan bede, eller vi beder for dårligt eller for lidt, så lad os hvile i troen på, at vi i Jesus har én som stadig beder for os. Og som viser os glimt af Guds herlighed på de mest uventede steder og lover os del i Gudsrigets evige herlighed.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
