DAGENS ORD: ”først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder.” 1. Peter 4:8

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Når det dobbelte duer

14 feb. 2013

I Jesu bjergprædiken findes et princip som kan være et godt udgangspunkt for løsning af nogle af tidens store problemer. Fx hvordan samfundet kommer ud af krisen og får de alt for mange på passiv forsørgelse over i arbejde. I en tid hvor den mest brugte løsning næsten altid er nedskæring, er det tankevækkende, at skriften anviser en anden vej. Udgangspunktet i relationer mellem mennesker er oftest ”noget for noget”, eller ”øje for øje, og tand for tand”. Kristus viser i stedet, at der skal en større vilje til at ville yde, end vi i almindelighed tænker. ”Hvis nogen tvinger dig til at følge sig én kilometer, så følg ham to!” er budskabet. Denne holdning til andre giver også mening, når de samfundspolitiske udfordringer i tiden skal løses.

Ofte når meningsdannerne i det politiske spilfægteri kun at sælge deres synspunkter i ureflekterede overskrifter. Alt for sjældent gives der lejlighed til at dykke dybere ned i substansen. Det vil jeg forsøge i denne Tanker i tiden, der forholder sig til velfærdssamfundet og nogle af de udfordringer den økonomiske krise har igangsat.

”Vi kan ikke udvikle samfundet uden erhvervslivet som partner og omdrejningspunkt. Det er virksomhederne, der leverer velstanden.” Det er så godt som alle på den politiske arena enige om. Forudsætningen for velfærdssamfundet er, at den private sektor tjener pengene. Til gengæld er de politiske fløje grundlæggende uenige om, hvilke veje samfundet skal vælge for at sikre virksomhederne en rimelig indtjeningsmulighed.
I begyndelsen af 2013 gik A.P. Møller-Mærsk’s topchef, Niels Smedegaard Andersen, ind i debatten om samfundsudviklingen. Smedegaard anbefalede, at lønningerne sættets ned for at få de ”utroligt mange mennesker, som er uden for arbejdsstyrken i beskæftigelse.” Tilsvarende holdninger har ledende Venstre politikere gjort sig til talsmænd for her på det seneste. Ved første øjekast giver budskabet måske mening - den langvarige krise som vi lige nu befinder os i, taget i betragtning. Men ses udmeldingen nærmere efter i sømmene, savner den strategisk fremsynethed. Hvad værre er, kan et ensidigt fokus på væsentligt lavere lønninger på mellem og lang sigt polarisere samfundet til ugunst for os alle.

Nok skal samfundet finde en værdig løsning på de mere end 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder, der er på offentlig overførselsindkomst. Et problem, der hverken samfundsøkonomisk eller menneskeligt kan forblive uløst. Sættes lønniveauet væsentligt ned for store grupper på arbejdsmarkedet, vil man dog samtidigt udfordre grundlaget for den samfundsmodel, vi har i dag!

Det danske velfærdssamfund har som en klar målsætning: ”at få har for meget og færre for lidt”. Og denne målsætning er hverken umoderne eller en klods om benet for samfundsudviklingen. Tværtimod!

Velfærdssamfundet er udviklet som en reaktion på 1920’ernes og 1930’ernes sociale og økonomiske katastrofer, der banede vej for totalitære regimer i Europa og en verdenskrig hvor mange millioner mistede livet. Trygheden og stabiliteten i vores samfundsmodel skyldes, at vi har sikret en mellemklasse, hvor størsteparten af borgerne hører hjemme. Gennem kollektive skatter har vi fx opbygget et sundhedsvæsen, der giver alle adgang til behandling, når det er nødvendigt. Modellen giver de fleste muligheder for at få en uddannelse, et rimeligt økonomisk sikkerhedsnet ved sygdom og arbejdsløshed og infrastrukturen sikrer mobilitet. Elementer der minimerer arbejdsgivernes udgifter, giver tilfredse borgere, og skaber et effektivt forsvar mod diverse ismer.

I Danmark blev middelklassesamfundet udviklet i en sjældent stærk politisk konsensus mellem Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Det konservative Folkeparti og Venstre, samt mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Desværre viste det sig, at ikke alle formåede at kvalificere sig til et medlemskab af middelklassen. Især de seneste år er mange blevet presset ud af arbejdsmarkedet, fordi de ikke kunne levere den arbejdsmæssige værdi, der skal til for at modtage en middelklasseløn. Arbejdsmarkedet er brækket over. Flertallet af dem, der i dag er på passiv forsørgelse, selvom de aldersmæssigt burde være på arbejdsmarkedet, er slet ikke i stand til at gå ind på en arbejdsplads og bestride et job, hvor man leverer hvad de arbejdsvante kollegaer gør - uanset lønnens størrelse!
Derfor er lavere løn ikke i sig selv svaret. Tværtimod - en større generel sænkning af lønniveauet på det danske arbejdsmarked vil medfører en uønsket sideeffekt. Ses der på udviklingen i Tyskland, Storbritannien og USA har en ny underklasse af ”arbejdende fattige” medført tilbageskridt og ingen fremskridt. Vi vil derfor risikere at spille hasard med dét, fremsynede ledere før os har kæmpet for. Både menneskeligt og politisk vil det være farligt at demontere velfærdssamfundet. Et nyt polariseret klassesamfund er åbent for farer, og selv for dem, der ellers mener at ”enhver er sin egen lykkes smed”, vil det blive en helt anden virkelighed, de kommer til opleve, end den de i dag arbejder i.

Udfordringen er at skabe plads til alle. At vi som samfund i det mindste får flyttet størsteparten af dem der i dag er på passiv forsørgelse over i en aktiv rolle på arbejdsmarkedet. Viljen til at række en hånd ud til dem, der er fastlåst i passivitet, er svaret. Evnen til at se muligheder og modet til at handle er afgørende. Opgaven forudsætter et velfungerende privat arbejdsmarked, hjulpet på vej af en offentlig sektor der tænker langsigtet og innovativt.

En virksomhedskultur, hvor der ydes en ekstra indsats for at hjælpe en medarbejder eller kollega med dårlige forudsætninger til at levere sit bedste og blive fastholdt på arbejdsmarkedet, er det utopi? Nej, faktisk findes der en dansk virksomhed, hvor 10-15 procent af medarbejderne er ansat på særlige vilkår. Hvor mennesker, der ellers ville være blevet fastholdt i passivitet, med en medmenneskelig og innovativ håndsrækning er kommet ind på arbejdsmarkedet (igen), til trods for deres udsatte position. Den jyske virksomhed Creativ Company, som med direktør Peter Nørgaard i spidsen, er vokset til knapt 160 ansatte siden grundlæggelsen i år 2000. I dag er det desuden lykkedes virksomheden ved Holstebro, at få de fleste at dem, der oprindeligt blev ansat på særlige vilkår, ansat på almindelige vilkår. Også i ledende stillinger. Desuden har de i samarbejde med kommunen oprettet en afdeling, hvor de løbende kan have 15 personer i praktik og afklaringsforløb. Ikke at det er let, men det betaler sig. Creativ Company blev i 2011 kåret af Great Place to Work som den virksomhed i Europa, hvor medarbejderne er mest stolte af at arbejde. Kollegaerne finder stolthed i at hjælpe de mindre heldige kolleger til et værdigt arbejdsliv. Og kunderne strømmer til, fordi de gerne vil købe af en virksomhed, der gør en klar positiv forskel i samfundet.

Der er også andre danske virksomheder, der praktiserer samfundssind, men ofte er deres målsætninger mindre end Creativ Companys. 2-3 procent af medarbejderne hos dem, kan ansættes på særlige vilkår. Andre igen, har slet ingen ansat på særlige vilkår. Det kræver ikke en højere uddannelse at se, hvad det ville betyde, hvis mange flere virksomheder løftede ”overliggeren” til hvad Creativ Company gør. Det kræver til gengæld en holdningsændring og et bevidst opgør, med de indgroede vaner og tankemønstre. Skal velfærdssamfundet fastholdes gennem videreudvikling og med fokus på tidens udfordringer, er Creativ Companys eksempel værd at følge, i stedet for de stadige beskæringer af vilkårene for gruppen af medborgere, der i dag fastholdes i passivitet. For deres skyld og for vores samfundsmodels skyld skal der investeres innovativt og medmenneskeligt ansvarligt.

Danske virksomheder kan udflage og flytte produktionen hen, hvor de umiddelbare omkostninger er mindre end i Danmark. Men før eller siden bliver ledere og ejere nødt til at spørge sig selv, om de vil være en del af det danske samfund eller ej. Tilsvarende må medarbejderne spørge sig selv, om det er rimeligt at lukke øjnene for de medmennesker, der har fået dårligere forudsætninger for en plads på arbejdsmarkedet end dem selv. Hvis ejere, ledere og medarbejdere vil være en del af et ansvarligt dansk samfund, må de række hånden frem. Hvis vi vil styrke Danmark og få de marginaliserede i arbejde, så må vi, der er privilegerede, give en hånd med. Og de politiske beslutningstagere skal tænke ud af boksen og understøtte de virksomheder der tager ansvar for velfærden.

Så de letkøbte overskrifter om lønnedgang som svaret på den økonomiske krise og forudsætningen for fastholdelse af arbejdspladser i Danmark er misvisende. Der skal meget mere til.
Velfærdsmodellens værdier og dyder er fortsat brugbare som kompas for vejen frem. Især hvis grundindstillingen hos flertallet bæres af en vilje til at gå længere med hinanden, end vi gør det i dag. Forudsætninger som, ansvarlighed og villighed til at ”yde før man vil nyde” og en erkendelse af, ”at der skal sås, før man kan høste” trænger til en renæssance. Dette gælder alle parter. Til gengæld vil en sådan erkendelse, gøre det muligt for ham der i dag er på overførselsindkomst og for ham der er virksomhedsejer, at de begge kan gå frem.

Skam for det Folketing, der ikke hjælper en sådan udvikling på vej!

Tak til Mikael Lindholm fra Innovation Inside for inspiration til denne artikel.

Henrik Frimand-Meier
15. februar 2013.



 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk