DAGENS ORD: ”Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel.” Filipperne 2:4

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Selvfølgelig skal præster tro på Gud

8 feb. 2013

Sagen om menighedsrådet, der efterlyser en troende præster, viser temperaturen i Folkekirken.


Grosbøll-sagen gik verden rundt som en sensationel nyhed: En dansk præst tror ikke på Gud. Nu går Mejlbysagen Danmark rundt, og den er tydeligvis lige så sensationel: Tænk, et menighedsråd kan finde på at annoncere efter en troende præst.


Det første kan jeg forstå. For det er da mildest talt overraskende at en mand, der har valgt at blive præst, går åbent ud og siger, at han alligevel ikke tror på en skabende og opretholdende Gud. Men det andet står jeg stadig uforstående over for, selv efter at sagen om annoncen fra menighedsrådet i Mejlby nu er blevet debatteret i et par uger. For selvfølgelig bør en præst tro på Gud. Men sagen viser, at det åbenbart ikke er en selvfølge i Folkekirken længere.


Det overraskende er, at et menighedsråd må pointere, at præsten skal være troende. Og det overraskende er endnu mere, at Kristeligt Dagblad tager sagen op, som om der her var tale om noget meget kontroversielt.
Man kan tydeligvis ikke regne med, at den præst, som får sin gode løn for at prædike i kirken, undervise konfirmanderne og vejlede og trøste sognebørnene, selv tror på det, han eller hun står og siger. Det viser den efterfølgende debat med al tydelighed.


En udenforstående må klø sig i hovedet. Hvilken anden organisation – end Folkekirken – ansætter ledere, som ikke tror på organisationens kerneværdier? Jeg ved godt, at debatten efterfølgende er gået på, hvad tro er. Men dette teologiske kompleks tror jeg ikke, det praktisk orienterede menighedsråd har fordybet sig i. De har blot ønsket en præst, der brænder for sagen og udfylder den rolle en præst skal: At være forkynder, lærer og vejleder.




Det bekymrede, da Grosbøll som en enlig svale satte spørgsmålstegn ved Guds eksistens. Bekymringen er ikke mindre nu, hvor et flertal øjensynlig mener, man som præst ikke kan bekende sin tro på Gud over hovedet.


Som så ofte før viser kommunikationen, hvordan det står til i organisationen. Det, der ikke kan forklares, kan heller ikke forsvares. Når en bestyrelse ikke klart kan sige, hvad den har besluttet, kan kommunikationsmedarbejderen heller ikke afgøre hvilken kommunikationsform og platform, der bør anvendes. Diffus ledelse ender i diffus kommunikation.


Og det flimrer forfærdeligt i Folkekirkens kommunikation for øjeblikket. Folkekirken har fået et flot logo med tilhørende design til brevpapir, foldere, skilte, hjemmesider og meget, meget mere. Kirken indgår i et fortrinligt samarbejde med Danmarks Radio om Dagens ord, der er en digital andagt på både internet, Facebook og smartphones. Og ja, der gøres et prisværdigt arbejde fra mange sider med online kirkekalender, sogneportal, kursusportal osv.


Men tilbage står: Hvad står Folkekirken for? Rummelighed? Ja, hvor dejligt! Men det er ikke nok. Folkekirken bør være det sted, hvor alle, der søger og længes efter Gud, kan finde ham. Høre om ham i prædikener. Tale med ham i bøn og salmesang. Møde ham i nadveren og i den øvrige menighed.


Krumtappen i alt dette er præsten. Hvis ikke han som prædikant, liturg og samlingspunkt tør stå ved sin tro, er kirken blot en ceremonianstalt, tømt for indhold. Så krakelerer kirkens betydning og rolle i samfundet. Hvorfor skal vi så over hovedet have en kirke? Og hvad skal præsten så sige til kriseramte mennesker? Moren, der har mistet sit barn ved vuggedøden? Manden, der mistede sin kone ved en trafikulykke? Sølvbrudeparret, hvis parforhold er endt i et tomt maskineri? Teenagepigen, der står rådvild efter at hun nu er blevet gravid? Hvad er der at tilbyde, hvis han eller hun ikke med overbevisning og personligt pondus kan sige et trøstens ord, indgyde håb, rådgive med visdom – alt sammen ud fra den kilde som kommer ud af en personlig tro på Gud? Ingenting.


Når præster svigter troen, smuldrer kirken. Så svigtes alle de mennesker, der ser hen til kirken og præsterne i både højtid og ”lavtid”, i både glæde og sorg. Og ikke nok med det. Så er samfundet virkelig på herrens mark. For kirken svigter da sin opgave som moralsk bolværk mod det kyniske og destruktive.
Lad mig foreslå en tankerække: Hvis Gud er til, har han skabt alt. Har han skabt alt, har han skabt mennesket. Har han skabt mennesket, ønsker han en relation til mennesket. Ønsker han en relation, vil han overvinde alle forhindringer for at nå mennesket. Vil han overvinde forhindringerne, kan han sagtens gøre det – han er jo Gud og Skaber. Altså kan han også komme igennem til os mennesker og tænde troen i vore hjerter.


Hvis Gud altså er til.


Det må alle – også præsterne i den danske folkekirke – afgøre med sig selv. En begyndelse kan være at stille sig selv spørgsmålet: Prøver Gud at komme igennem til mig?


Svaret på det spørgsmål afgør, om præsten og dermed kirken har noget at byde på.


 
Svend Løbner Madsen

Tanker i tiden

Svend Løbner Madsen, Journalist

Mail: mail@svendlobner.dk

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk