[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Corona og vor medmenneskelighed
1 jul. 2020
Spørgsmål:Når Gud har skabt mennesker som sociale væsner, hvorfor udsættes vi så for Corona? Er det en alvorlig prøve, vi udsættes for? Er det et endetidstegn? Eller skal vi ændre vores levevis fremadrettet over for Gud?
Det er alvorlige spørgsmål, som her bliver stillet.
Jeg har lige hørt virus-forskeren Anders Fomsgaard blive interviewet i Deadline (tirsdag den 30. juni), og her taler han om virus som en levende organisme, der er indrettet sådan, at den vil gøre alt for at sikre sin overlevelse, herunder mutere, så det er svært at lave vacciner og i det hele taget svært at bekæmpe den.
Personligt tror jeg ikke, at Gud har skabt Corona, men åbenbart er denne virus – sammen med en hel række andre virus, som forskningen har måtte kæmpe med, herunder SARS, MERS, Ebola, m.v. – begyndt at blive et fænomen, som vi på verdensplan må forholde os til, også lang tid fremover. Det udfordrer lægevidenskaben, og det udfordrer hele verden, på en ganske grundlæggende måde.
Jeg ville være forsigtig med at tale om ”endetid”, men sikkert er det, at vi i disse tider kæmper med angst og ensomhed, og en række grundlæggende udfordringer til den livsstil, vi har været vant til. Vi har været vant til at leve som sociale væsner, der gerne vil gøre ting sammen, være tæt på hinanden, give knus, m.v. Denne måde at være social på har været en del af vores måde at vise kærlighed, også på tværs af generationer.
Angsten kommer, fordi den verdensomspændende Corona-situation har fået hele vores normale måde at leve på i ”knæ” – og ensomhed opstår, fordi den tvungne isolation, som er en del af smitte-bekæmpelsen, bogstaveligt talt spærrer os inde bag vores hjemlige mure.
Nu er vi ved at vænne os til situationen, men i begyndelsen var det svært, når man forsigtigt bevægede sig ud på gaden for at gå en tur eller købe ind. Så skulle der noget til, før nogen hilste, og de fleste begyndte at undvige hinanden, i hvert fald med en vis afstand. Det var nemt at glemme, at et smil på tværs af gaden kan have stor betydning. Ved at smile, og ved at turde se hinanden i øjnene, opmuntrer vi hinanden og giver næring til den menneskelighed, som lige nu er ved at gå tabt.
Vi mangler endnu overblikket over, hvor voldsomt situationen kan udvikle sig – men det, vi kan gøre i det nære miljø er at holde fast i vores indbyrdes menneskelighed, så den ikke går i fløjten midt i angsten for smittespredning.
Ubuntu
I Afrika har man et udtryk, ”Ubuntu”, der betyder menneskelighed. Det indebærer, at vi som mennesker bliver ”til” i kraft af vores menneskelighed - i erkendelsen af, at vi er afhængige af hinanden. Vi lever af den kærlighed, vi deler mellem hinanden – og dør denne kærlighed, dør vi også.
Vi skal derfor passe på, at kærligheden ikke går tabt, midt i vores optagethed af at inddæmme Corona-smitten. Selvfølgelig skal vi passe på hinanden og undgå smitte – men vi kan stadig give tegn på kærlighed.
Den hastige spredning og smittefare tvinger både regeringer og den enkelte til at tage ekstra-ordinære forholdsregler. Men det gælder om at bevare menneskeligheden, så vi ikke bygger unødvendige mure mellem hinanden.
Da hiv og aids brød ud i slutningen af 1980´erne, oplevede vi en tilsvarende angst, og en tilsvarende påpasselighed – noget, som gik voldsomt ud over dem, der var ramt at sygdommen. Det tog lang tid at finde ud af, hvordan virus faktisk smittede – og det tog endnu flere år at afbøde den stigmatisering og udelukkelse, som opstod ifølge af angsten for hiv-virusset. Man arbejdede med smitteopsporing, ligesom vi gør nu – og famlede længe i blinde. Da man endelig blev klar over smittevejene, var det muligt at gøre mere ved sygdommen – men det var stadig en sej, lang kamp, før vi genvandt menneskeligheden.
Vi kan lære meget af disse erfaringer i vores arbejde med at inddæmme Corona. Først og fremmest kan vi lære, at det kun skader mere, hvis vi stigmatiserer og udelukker dem, som er smittede - på baggrund af angst for selv at blive smittede. Vi må ikke skabe et ”os” og et ”dem”; men se Corona som et fælles anliggende.
Grænser har været lukket over hele Europa for at forhindre at smitten spredes. Spørgsmålet er, om lukningen af grænser var et korrekt sundhedsfagligt tiltag. I hvert fald gælder det om ikke at lade de menneskelige bomme gå ned. Vi må bevare vores evne til at være i kontakt med hinanden, huske at vise kærlighed og omsorg – trods de nødvendige forholdsregler, vi må tage mod at sprede smitte, blandt andet ved at vaske hænder og holde afstand.
Kærligheden er det største, og uden den overlever vi ikke, hvor meget vi så end passer på. Hvis Gud vil lære os noget, tror jeg det er, at vi skal bevare kærligheden, uanset hvad. For ellers overlever vi slet ikke som menneskehed. I hvert fald ikke som en menneskelig befolkning. Husker vi ikke kærligheden, ender det med, at kun de stærke overlever, og vi får et umenneskeligt samfund.
Husk at et smil – selv på tværs af gaden – ikke skader!
Elizabeth Knox-Seith, sogne- og pilgrimspræst, Stege-Nyord
Bøn:
Himmelske far, omslut du os med din kærlighed, så vi ikke fortvivler, men bevarer håbet, midt i denne svære tid.
Lad os mærke at du er os nær, selv når vi sidder isolerede og ikke kan komme i kontakt.
Lad os se dit kærlige ansigt i alle vi møder - og må alle, vi møder, se dit kærlige ansigt i os.
Tanker i tiden
Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken
Mail: ELKN@KM.DK
[ Mere ... ]
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
