|
[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]
Vejen igennem skyggernes dal!
2021 jun 1
| Vejen igennem skyggernes dal!
Af: Ruth Müller Ekstrand
|
 |
|
|
Familiebillede taget 6 mdr. før diagnosen. August 2012 |
I 2013 fik jeg konstateret ovariecancer i et meget fremskredent stadie (IIIC) med et efterfølgende tilbagefald kun et halvt år efter. Jeg fik dermed diagnosen kronisk kræft. Statistisk set burde det have endt ud med døden, hvormed mine dengang små børn ville være blevet efterladt moderløse, og min mand alene med dem. I stedet blev forløbet helt anderledes, og endte med at overraske især lægerne meget - men også mig.
I det følgende vil jeg gerne dele med jer, hvordan Gud var med mig igennem mine meget alvorlige cancerforløb.
Efter jeg fik konstateret æggestokkræft, gik der under en uge, før jeg blev opereret. Kirurgen valgte at rydde sin kalender grundet alvoren i min tilstand. Efter operationen lå jeg indlagt i flere måneder, før jeg derefter blev stærk nok til at kunne klare den barske kemo behandling.
På det tidspunkt var mine to børn kun akkurat lige blevet 4 og 7 år. Jeg troede, at jeg havde livet foran mig, og håbede på et barn mere. I stedet skulle de næste år blive præget af alvorlig sygdom med en dårlig prognose.
|
|
|
|
 |
 |
Børnene besøger mig på hospitalet |
|
| Efter kemobehandlingen var jeg kræftfri, og min familie og jeg begyndte så småt at håbe på, at vi måske igen kunne leve. Angsten for tilbagefald lurede dog lige under overfladen, ligesom det er tilfældet for de fleste andre, der har gået igennem cancerens mørke skyggedal.
Der skulle ikke gå mere end et halvt år, før der atter var tilbagefald.
På det tidspunkt begyndte det for alvor at gå op for mig, at jeg måske ikke ville overleve, og at mine børn i så fald skulle vokse op uden deres mor. Det var det sidstnævnte, som var det altoverskyggende i min frygt og sorg.
|
|
Med børnene i parken. Håret er ved at komme tilbage 2013 |
|
|
|
Der var mange omkring os, der var en stor trøst og hjælp - både kristne og ikke-troende. Også lederne i min daværende kirke på Drejervej, skylder jeg en helt særlig tak for forbøn og omsorg. Vi følte os virkelig set og favnet.
En del kristne i mit netværk opmuntrede mig til at tro Gud for helbredelse, det var dog ikke udelukkende en hjælp for mig på det tidspunkt, selvom det blev sagt i bedste mening. Det gjorde mig mere ensom i min frygt. For hvordan kunne jeg være sikker på helbredelse, når så mange- og også kristne døde af kræft? Der var andre mødre, der efterlod deres børn alt for tidligt…
Jeg henvendte mig til Gud, som jeg kender som en god og kærlig far. Og sammen med Ham vendte jeg mig om og så muligheden af døden i øjnene.
I stedet for at det blev en anstrengt flugt, fandt jeg trøst i Hans arme. Og jeg fandt ro i et Ord, der kom til os - At Gud - ikke lader en eneste spurv falde til jorden, uden at Han er med - Det beroligede mig med, at Han også ville være med mig, mine børn og min mand uanset udfaldet.
Jeg fik en stærk overbevisning om, at jeg kun kom til at dø, hvis mine børn og min mand ville kunne komme godt igennem det. Det gav mig ro og fred på det tidspunkt.
Undervejs oplevede jeg flere gange Guds store omsorg. Nogle gange fysisk meget mærkbart. Andre gange igennem andre mennesker - Især i de perioder hvor alt var mørkt, og jeg ikke kunne mærke Hans nærhed, men følte mig helt forladt i skyggernes dal.
|
|
|
|
Især står en oplevelse meget stærkt for mig. Det var, da jeg efter mit tilbagefald atter skulle opereres. I den periode var angsten stor, og jeg følte mig forladt, selv om der var mange, der støttede mig, og der var mennesker over hele verden og i Danmark, der bad for mig og min familie. Jeg husker, hvordan min mand denne gang ikke fik lov til at følge mig ind på operationsstuen. Jeg gik selv der ind og skulle selv lægge mig op på operationsbordet.
Jeg vidste ikke, om jeg ville vågne op igen.
Hvor var Gud?
Dagen efter operationen kom en ung sygeplejestuderende ind på min stue. Hun bar et kors om halsen. Jeg spurgte, om hun var kristen. Det bekræftede hun. Derefter fortalte hun mig, hvordan hun havde været med under hele operationen, og at hun hele vejen igennem havde bedt for mig. Det blev utrolig stærkt for mig. I den situation havde jeg jo følte mig så forladt. Nu fandt jeg ud af, at det ikke var tilfældet. Helt ind på operationsstuen havde Gud sendt en af sine børn med mig. Det fortalte jeg til den unge sygeplejestuderende, og at hun var bønnesvar for mig. Hun blev meget rørt over det, og berettede for mig, at hun kun var 4 år gammel, da hun bad Gud om, at Han måtte bruge hende til at bringe sit nærvær til syge mennesker. Jeg var hendes første svar på den bøn, som hun begyndte at bede for så mange år siden.
|
Det var også meget svært for mine børn og min mand Jesper. |
|
|
|
Da jeg atter var kræftfri efter mit tilbagefald, blev jeg tilbudt at være med i et verdensomspændende medicinsk forsøg “nova protokollen” med medicinen Niraparib.
Jeg takkede ja.
I forsøget fik 75% det aktive præparat, og 25% placebo - noget der svarer til kalkpiller.
Lægerne var ikke i tvivl om, at jeg fik det aktive stof, idet jeg sprang alle statistikkerne. Jeg vedblev med at være kræftfri serie efter serie af piller - år efter år.
Som den ledende forskningslæge, Mansoor, og de andre læger gentagende sagde, ville jeg ellers have været død. Ifølge prognoserne burde et tilbagefald efter kun et halvt år have lagt en kurs, hvor der ville komme nye tilbagefald med kortere og kortere tidsintervaller.
Hver gang jeg til en kontrol spurgte, om det mon kunne være jeg fik placebo, affejede samtlige læger, jeg var i kontakt med, at det kunne være tilfældet. Dette med et venligt og lidt overbærende smil. Mansoor var så overbevist om, at jeg fik det aktive stof, at han i 2016 valgte at tage mig med i et indslag i TV-avisen omkring forsøget.
|
|
|
|
Forsøgsprotokollen blev imidlertid åbnet i maj måned i år, og jeg var til kontrol samme dag det skete. Der fortalte de mig, at de alle sammen var noget rundt på gulvet. Det viser sig nu, at jeg ikke fik det aktive stof, og alligevel har jeg nu været kræftfri i over 6 år uden nogen form for aktiv medicinsk behandling!
Jeg udbrød, at det jo var et mirakel! Og det gav lægen og sygeplejerskerne mig ret i.
Jeg spurgte lægen, hvor stor sandsynligheden ville være for, at jeg uden medicinen ville have været i live i dag efter at have haft et tilbagefald kun et halvt år efter første cancerforløb.
Ville der f.eks. have været 5 % chance?
Lægen sagde, at der i forhold til mit sygdomsforløb ville have været langt under 5 % chance, uden dog på stående fod at kunne sætte den nøjagtige procentsats på. Dette var også i overensstemmelse med det udsagn, den ledende forskningslæge Mansoor kom med i TV avisen vedrørende forsøgsmedicinen og mit cancerforløb. Dengang sagde han: ”..Uden medicinen havde vi nok næppe haft Ruth her i dag!” Det var endda tilbage i 2016.
Egentlig har jeg jo hele tiden oplevet, det var et mirakel, både hvis jeg fik medicinen, og hvis jeg ikke gjorde. Jeg har stor respekt for de forskere, der finder frem til behandling, der kan redde mange! Og forsøgsmedicinen fra den protokol jeg var med i, har uden tvivl vist gode resultater for dem, der fik den. Men for mig er det her altså det vildeste mirakel !!
|
|
|
|
Tak til alle jer der under mine sygdoms år bad/beder for mig. Både jer i Danmark og jer rundt omkring i verden. Og tak til alle jer der har støttet min familie og mig. Jeg er så taknemlig for, at jeg stadig kan være her for mine skønne børn og min mand, og taknemlig for hvert år jeg yderlige får givet med dem.
Men først og fremmest tak til Gud, der trofast var med mig og min familie hele vejen igennem skyggernes dal!
Jeg takkede i sin tid Gud for at få chancen for at være med i forskningsprojektet, men fandt i stedet ud af, at Han i virkeligheden havde helbredt mig for mange år siden, lang tid før jeg selv vidste det.
Han har hele tiden været der, selv når jeg ikke kunne se det, og ikke vidste det.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
