[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken
Mail: ELKN@KM.DK
[ Mere ... ]
Troens forvandling
16 mar. 2017
Denne hellige lektie skrives i Femte Mosebog: Moses sagde til Israels folk: »Når du kommer ind i det land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke lægge dig efter at gøre de afskyelige ting, som folkene dér gør. Hos dig må der ikke findes nogen, som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen, der driver spådomskunst eller trolddom, ingen, der tager varsler, ingen, der bruger magi, ingen, der udtaler besværgelser, spørger dødemanere eller sandsigere til råds eller søger orakel hos de døde. Herren afskyr enhver, som gør den slags, og på grund af den slags afskyeligheder vil Herren din Gud drive folkene bort foran dig; udadlelig skal du være over for Herren din Gud. De folk, du skal fordrive, lytter til dem, der driver trolddom eller spådomskunst; men det har Herren din Gud ikke givet dig lov til. Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde.« 5 Mos 18,9-15Epistlen skriver apostlen Paulus til Efeserne: [I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft. Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige. Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige.] Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn. Gør derfor ikke fælles sag med dem! For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed. Ef 5,[1- 5]6-9
Vi er her midt i et eksistentielt krydsfelt, som mennesker til evig tid vil slås med, for der ER ikke noget endeligt svar. Hvad er det gode? Og hvad er det onde? Nogle gange er det tilsyneladende nemt at se og skelne, men andre gange er det langt fra ligetil.
Det er vigtigt at kunne skelne mellem det, som er godt for os, og det, som er skidt, eller giftigt for os. Altså mellem det, som er frugtbart og nærende for os, og det, som er livstruende. Vi må sørge for, at den gode frugt ikke kvæles af det, som er ondt.
En god tommelfingerregel er at spørge sig selv: Hvad skaber frugt i mit liv? Og hvad skaber frygt? Det, som er godt, vil altid skabe frugt og give fred, mens det, som ikke er godt, skaber frygt. Interessant nok er disse to ord, frugt og frygt, næsten identiske. Det er præcis som i lignelsen om hveden og rajgræsset, som vokser side om side på den samme mark: Man kan næsten ikke se forskel på de to ord ... kun en lille streg i y´et i ”frygt” gør en forskel.
Alligevel er vi vant til at kende og føle forskel. Vi ved godt, når noget skaber frygt i os, og når noget er frugtbart. Helt nede i de små dagligdags detaljer kan vi mærke denne forskel. Det gælder om at styrke evnen til at kende forskel, og at være opmærksom på, hvad som er nærende, og hvad som er nedbrydende, både for os selv og andre.
Forskellen er helt livs-afgørende. Det er forskellen mellem den kraft, som skaber liv, og den, som bærer død og destruktion med sig. Vi kender alle til den frygt, vi føler, når vi hører om terrorhandlinger, mord og overgreb. Da ved vi, hvad det onde er. Men omvendt er det onde ikke altid så synligt, men findes også i vor dagligdag, dér hvor vi overskrider hinandens grænser, og i det små skaber krænkelser. Dér, hvor vi glemmer at respektere hinandens helt særlige, unikke væsner – der, hvor vi glemmer, at vi alle er skabt lige i Guds hånd, i Guds ånde. Dér, hvor vi glemmer, at vi alle skal værne nænsomt om hinanden, fordi vi alle er unikke dele af den samme krop, Guds legeme.
Ingen mennesker er udelukkende onde, eller udelukkende gode. Det gode og det onde eksisterer side om side, i enhver af os. Som Martin Luther (som vi jo fejrer i år) udtrykte det: Vi er på én gang retfærdige og syndere. Det gode, vi tror, vi gør, virker ikke altid efter hensigten – for ind imellem kommer vi, uden at ville eller vide det, til at krænke og såre andre mennesker.
Og samtidig kan vi, midt vor egen dybeste sårbarhed, være allermest lysende og givende, selvom ingen forventer det - måske allermindst os selv. Det er en grundlæggende menneskelig erfaring, at vi lever i en samtidighed, så at sige. Vi er altid på én og samme tid ”gode og onde”, og de to sider i os vil altid være til ... simultant, som en dobbelthed i os. ”Simul justus et peccator”, som det hedder på latin.
Luther talte, inspireret af Paulus, om ”Kristus i os”, altså om den forvandlende del i os, som enheden med Kristus udgør. Det er den ”gode del”, som Jesus selv udtrykker det.
Luther siger, at Kristus er som en vielsesring, der skænkes os i troen. Ved troen er vi forenet med Kristus, ”til ét kød og ben”, som han klart udtrykker det. Luther opfattede faktisk forholdet mellem Kristus og den troende som endnu dybere end forholdet mellem to ægtefolk. Dette er (desværre) en ret upåagtet side af Luthers teologi, og jeg har lyst til at uddybe det med et enkelt citat, direkte fra Luther selv.
Lyt nu til hans ord her, som skrives i 1535:
”Kristus er den formende kraft i mig, der pryder min tro, ligesom farve og lys pryder en væg. Så groft må det siges; for vi kan ikke fatte åndeligt, at Kristus omslutter os og forbliver i os så nært og inderligt, som lyset eller (en) hvid farve hænger ved en væg. Kristus er – altså - så nøje forbundet og sammenlimet med mig, at han forbliver i mig, så at han lever i mig det liv, som jeg lever. Ja, den livskraft, hvorved jeg lever således, er Kristus selv. Derfor er Kristus og jeg nu i den henseende ét.”
Luther lægger her vægt på den dybe enhed, som enhver af os har med Kristus, fordi vi er skabt af Gud – en enhed, der skænkes os, ganske enkelt fordi vi er til. Enheden bekræftes i dåben og i troen, og det gælder om at (gen)opdage den, i stadigt dybere lag. Den forvandlende kraft, som er i vor enhed med Kristus, kan være så stærk, at ”Det ikke mere er mig, men Kristus, der lever i mig,” som Paulus udtrykker det. Det at opgive sig selv, for at blive ét med Kristus, er kernen i den dybe mystik og forvandling, som præger troens vej. Dette mente også Luther, selvom nogle lutheranere synes at have glemt det.
Kærligheden er fuldkommenhedens bånd, siger Paulus. Her siger han også, at Åndens frugt er mildhed, tålmodighed, barmhjertighed, ydmyghed og tilgivelse. Pointen hos Paulus er, at alt, hvad der skaber fred, alt hvad der giver grobund for forsoning, er Åndens frugt. Hvorimod alt, som skaber splittelse, had, mistro og ufred, er af en anden art ... en anden karaktér.
Men vi kan jo ikke altid skabe fred, og vi kan ikke altid være milde og tålmodige. Ind i mellem må vi også blive vrede, og reagere retfærdigt mod krænkelser og ydmygelser. Alt er derfor såre komplekst, og vi kan ikke dømme hinanden. Men det, vi kan, er at ”luge ud i vor egen mark”, og sørge for, at vi ikke lader ufreden herske i os selv. Men dette kan vi ikke alene, bare ved egen kraft. Her er det netop, at troen kommer ind som en uendelig styrke.
Ved at vide, at vi er båret af noget større end os selv - netop af Gud, som bærer verdensrummets dybder - kan vi hente en kraft, som gør os i stand til at lade den gode frugt styrkes i os. Vi bliver aldrig perfekte og fuldkomne, men vi kan, uanset hvad, hvile i den kærlighedens fuldkommenhed, som skænkes os gennem troen, i enheden med Kristus.
I en anden lignelse siger Jesus ifølge Matthæus, at himmeriget er som en kostbar perle, eller som en skat, der ligger skjult i en mark. Enhver, der længes efter himmeriget, vil give alt bort for at få perlen, eller for at få adgang til den mark, hvori skatten kan søges.
Meningen er ikke, at man kan ”købe sig” til himmerigets skatte, men at enhver, som længes efter Gud, er villig til at give slip på det, vi ellers har kært, og sætte alt ind på at finde perlen, den skjulte skat. De fleste af os kender dette som en livslang søgen, præget både af længsel og tvivl, anfægtelse og håb. For hvor finder man nogensinde perlen, og ER der virkelig en skat skjult i en mark?
Grundpointen i Matthæus-evangeliet er ganske enkel: Skatten eller perlen er Kærlighedens fuldkommenhed, Kristi fylde, selve det at blive ét med Kristi sind. Det er ikke tilfældigt, at Jesus taler om både det lille hvedekorn og om sennepsfrøet, som må dø i jordens mulm, for at kunne spire og blive til mangfoldigt liv (Matt. 13, 31-32, Joh. 12,24).
Der gemmer sig et dybt mysterium i vor enhed med Kristus: Det at vi kan hvile i den nåde, som altid skænkes os, uanset hvordan vi lever, og hvor ”gode” vi er. Vi behøver ikke at anstrenge os for at være perfekte, for godheden vokser af sig selv, som troens gave, i markens mørke og i vort hjertes mulm, når vi tør hvile i Kristus. Dette er - i sig selv - troens forvandling.
BØN:
Herre,
Lad mig ikke så meget søge at blive trøstet - som at trøste.
Ikke så meget at blive forstået - som at forstå.
Ikke så meget at blive elsket - som at elske.
For det er ved at give, at man får.
Det er ved at glemme sig selv - at man finder sig selv.
Det er ved at tilgive andre - at man får tilgivelse.
Det er ved at dø - at man opstår til evigt liv.
Frans af Assisi, 1200-tallet.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
