[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken
Mail: ELKN@KM.DK
[ Mere ... ]
6. søndag efter Trinitatis
1 jul. 2024
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹« Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«Matthæusevangeliet 19,16-26
Den stakkels rige mand. Han spørger ivrigt Jesus, hvordan man kommer i Guds rige. Han synes, han har gjort det så godt. Men ifølge Jesus er det langtfra nok. En rig kommer slet ikke ind i himmeriget – i hvert fald er det lige så svært, som at få en kamel i gennem et nåleøje. Altså helt umuligt, faktisk.
Hvordan ville det være for alle os, i dag? Ingen af os slipper lettere gennem nåleøjer end kameler. Og alligevel, er jeg helt sikker på, er vi alle elsket som dem, vi er, helt ind i vores inderste kerne. For vi er jo alle skabt i Guds billede, og med Guds velsignelse. Helt fra undfangelsen.
I Davids salme 139 lyder det:
Herre, du ransager mig og kender mig.
Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;
du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med.
Før ordet bliver til på min tunge,
kender du det fuldt ud, Herre;
bagfra og forfra indeslutter du mig,
og du lægger din hånd på mig.
Det er for underfuldt til, at jeg forstår det,
det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.
Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
Siger jeg: »Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig,«
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.
Det var dig, der dannede mine nyrer,
du flettede mig sammen i min mors liv.
Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,
underfulde er dine gerninger,
jeg ved det fuldt ud!
Mine knogler var ikke skjult for dig,
da jeg blev formet i det skjulte,
blev vævet i jordens dyb.
Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje;
alle dagene stod skrevet i din bog,
de var formet,
før en eneste af dem var kommet.
Hvor er dine tanker dyrebare for mig,
hvor stor er dog summen af dem, Gud!
Tæller jeg dem, er de flere end sandet,
bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.
Davids salme 139 udtrykker meget godt det essentielle i at være menneske. Vi er ikke forladte, men tværtimod skabte i Guds billede. Han er i os, om os og omkring os. Og Gud dannede os lige fra undfangelsen, før vi blev født. Vi er med andre ord ét med Gud, på en måde, der er meget svært at forestille sig.
Men samtidig er der så meget, der kan fjerne os fra Gud. For eksempel fokus på rigdom. Altså ikke fokus på Gudsrigets rigdom, men på alt det, vi kan skaffe os af fordele og goder her på jorden. Ikke at ”Jorden” er et dårligt sted, for den er en del af selve skaberværket. Men i kristendommen skelnes klart mellem det, som ”kun” hører det materielle til, og det, som kommer fra Gud, og hører en anden dimension til.
Ignatius af Loyola var grundlæggeren af Jesuitter-ordenen i 1500-tallet, og nogenlunde samtidig med Luther. Han udtrykker det menneskelige dilemma ganske enkelt. Vi er spændt ud mellem to poler, mellem to grundlæggende veje, vi kan vælge i livet:
1) Stolthed, rigdom og ærgerrighed
2) At følge Kristus
I hele sit virke som åndelig vejleder understregede Loyola, at mennesket til enhver tid, og i ethvert sekund, må skelne mellem, hvilke af disse to søjler, vi hver især vælger at følge. Helt ned til den mindste detalje i vores liv betyder dette valg noget. Man kan gå til selvsamme valgsituation med hver sin indstilling – og hvad man vælger at gøre, afhænger af, hvilken af de to søjler, man inderst inde lader sig styre af. Det hele kan foregå meget ubevidst, og svært at italesætte – helt ned i de allermindste nuancer.
Det er faktisk dette valg, som Jesus udfordrer den rige mand på. Kan han virkelig opgive hele sin måde at tænke på? Hele sit fokus? Alt det, han har sat pris på i livet, selvom han samtidig har sat religionens bud højt? Han har jo gjort alt, hvad han kunne, ifølge det, han siger til Jesus. Men sin rigdom har han ikke sluppet.
I 1200-tallet blev Frans af Assisi grebet af denne historie, og af meget andet, som stod i evangelierne. Han kom selv fra en rig slægt, og hans far var en dygtig tekstil-handler i Assisi. Frans fik sit navn, fordi faderen rejste meget i Frankrig, netop med henblik på at handle og sælge de fineste og mest ærbare tekstiler på den tid.
Det var et stort opgør, Frans kom ud i. På torvet i Assisi stod han, og tog sit tøj af, og erklærede overfor faderen, at fra nu af fulgte han kun Gud, sin fader i himlen. Man kan forestille sig faderens enorme sorg – dette at miste sin eneste søn, der nu går en helt anden og radikal vej, der indebærer fattigdom og total afskaffelse af nogen som helst form for luksus og bekvemmelighed. Faderen havde ønsket alt godt for sin søn, og også, at han skulle overtage forretningen og al den rigdom, der var bygget op. Men nu står sønnen dér, og fornægter al rigdom, underkender sin far og al hans kærlighed, og hævder, at han kun vil følge sin fader i himmelen …?
For at kunne tjene andre må man opgive tanken om, at rigdom er livets eneste mål. Hvordan kan vi lade os inspirere af Frans af Assisi, der forsagede al den rigdom, han havde fået via sin far?
I en verden, hvor rigdom er en dominerende faktor, er det svært at forestille sig, hvordan vores virkelighed kunne se ud, hvis det var de værdier, som Frans af Assisi bar, der dominerede verden.
Hvordan ville det gå, hvis alle konsekvent forærede det, de havde optjent, til de fattige? Hvordan ville samfundet se ud, rent velfærdsmæssigt?
I vores almindelige logik er der jo nogen, der skal tjene til dagen og vejen, så det bliver muligt at støtte dem, der har sværere ved selv at skaffe sig en levevej.
I den kristne forståelse er det måske ikke et enten-eller, men et spørgsmål om, hvor hovedvægten ligger i de livsvalg, vi tager. Er formålet at tjene sig selv, eller at tjene andre?
Det gælder om at have fokus et andet sted, som Frans også havde. Det handler om at tjene andre – at give alt, hvad man har, væk, med henblik på at løfte og bære alle dem, som intet har, ud af fattigdom og nød.
Måske viser det sig, i sidste ende, at dem, som intet havde, egentlig var de mest rige. Men dette opdager man først, når verdensbilledet er vendt på hovedet.
Lad os rejse os og med apostlen tilønske hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed, og Helligåndens fællesskab være med os alle!
Amen.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
