[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Svend Løbner Madsen, journalist, redaktør og mentor
Mail: mail@svendlobner.dk
[ Mere ... ]
Hvordan taler vi om ”den anden” i kirken?
16 okt. 2024
I beretningen om Zakæus bliver vi mindet om Jesu ligeværdige måde at behandle andre mennesker på.
»Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« (Lukas 19:1-10).
Danske kirker bliver mere og mere multikulturelle efter hånden som kristne fra andre himmelstrøg og konvertitter fra andre religioner og livssyn tilslutter sig.
Hvordan omtaler vi gammeldanskere ”de andre” i kirken. Ikke kun de andre af etnisk oprindelse og religiøs baggrund osv. Men også andre socialt stillede, sundhedsmæssigt udfordrede, og mennesker, der bare er anderledes end flertallet.
Det kan Jesu møde med tolderen Zakæus lære os noget om. Hans sprogtone var åben, inviterende og inkluderende.
Det er langsomt gået op for mig, hvor vigtigt mit sprogbrug er, når jeg omtaler andre end mig selv. Det kaldes diskurs, altså den sprogtone, der fremkommer ved benyttelse af bestemte ord og betegnelser.
Generaliseringer er no-go
Første gang, jeg rigtig blev opmærksom på fænomenet, var da jeg som ung i en prædiken, sagde, at folk gør dit og dat, og en ældre dame bagefter kom frem og udfordrede min generalisering: Hvad mener du med folk? Du kan da ikke skære alle over en kam på den måde!
Det kaldes generalisering. Og det er ikke et ukendt fænomen. Vi møder det hver eneste dag. Vi er ”kunder”, ”forbrugere” og ”målgrupper” i kraft af den værdi, vi repræsenterer, og ikke de mennesker, vi er i egen ret.
Nogle gange i helt uhyrlige former: Mænd er grove, kvinder hysteriske, børn umulige, unge langt ude osv. Rigtig slemt bliver det, når samfundsdebattører på Facebook og andre medier fx antyder, at muslimer er potentielle terrorister og katolikker potentielle seksualforbrydere.
Så langt ud kommer fornuftigt tænkende mennesker heldigvis ikke. Men den offentlige samtale påvirker os. og vi risikerer også i kirkerummet at kigge skævt til vores medborgere.
Ingen instrumentalisering
Næste gang, jeg blev opmærksom på mit sprogbrug om ”en anden” var i en hjælpeorganisation, hvor en medarbejder indædt protesterede hver gang, vi brugte det engelske ord ”beneficiary” om modtagere af nødhjælp og udvikling. Ordet betyder ”begunstiget” og bruges rigtig meget i udviklingsbranchen.
Hvorfor skriver I ikke bare ”lokalbefolkningen” eller ”familier” eller ”mænd, kvinder og børn”, som jo er dem, det egentlig handler om? sagde han.
Jamen kan så ikke skrive ”modtagere” af nødhjælpen. Nej, sagde han, for så instrumentaliserer I dem også. De er mennesker. Punktum.
De er heller ikke ”ofre”, for så taler vi ned til dem, som om de er totalt hjælpeløse og afhængige af hjælp udefra.
Kom af med frelserkomplekset
Mennesker har altid drømme og håb om en bedre fremtid for dem selv og deres børn. De har altid et minimum at evne og mulighed for at løfte sig selv bare en lille smule ud af fattigdom og armod. Når vi hjælper, er det kun et bidrag til den selvhjælp, de allerede udfører.
Dem, vi ser som underprivilegerede, har faktisk helt ufattelige evner til at klare sig i livet. Vi skal af med frelserkomplekset, hvor det altid er os i det hvide Vesten, der kommer resten af verden til undsætning, og mere se hjælpearbejdet som et selvhjælpsbidrag, noget vi gør i fællesskab, og at dem, vi synes, vi hjælper, også kan giver os noget tilbage.
Det var faktisk en imam, der lærte mig, at Gud har fordelt goderne forskelligt i verden, og når vi i Vesten har fået det bedre materielt, påhviler det os at dele vores rigdom med de fattige og dermed udligne forskellene i verden. Det er vores pligt.
Jeg stammer, men er ikke ”en stammer”
Det var også i udviklingskommunikation jeg lærte ikke at klistre menneskers sundhedsudfordringer på dem ved at skrive handicappede, udviklingshæmmede eller sygdomsramte. Hvor er det nærliggende, og jeg kommer til at gøre det igen og igen. Men heldigvis er der en slettetast på computeren.
Det hedder ikke handicappet, men person med handicap, eller barn, kvinde, mand med handicap. Det hedder ikke udviklingshæmmet, men person med udviklingshæmning. Personen skal adskilles fra udfordringen.
Jeg stammede meget som barn, helt fra jeg kom på kostskole i Tanzania til jeg var langt op i teenageårene. Hvordan ville jeg have det, hvis nogen kaldte mig ”stammer”? For det gjorde man en gang. Det ville have såret mig dybt.
Find Jesus blandt de udstødte
Vi er så heldige i kirken at gå til gudstjeneste og jævnligt blive mindet om Jesu måde at omgås mennesker på. Han sagde: Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget er deres! Han sagde til den promiskuøse: Heller ikke jeg fordømmer dig!
Leder du efter Jesus? spørger franciskanermunken Richard Rohr retorisk i dag, og svarer selv: Du finder ham blandt de udstødte!
Det er måske på tide, at vi tænker os om endnu en gang og overvejer vores opfattelser af andre mennesker, opfattelser, der nemt smitter af på vores sprog, først ved spisebordet derhjemme og siden som et freudiansk udslip i skurvognen på arbejde eller måske i et nedladende blik på kirkebænken.
Det er en stadig udfordring at holde sin sti ren – også for mig. Derfor er det så velgørende at gå i kirke – fysisk eller online - og hele tiden blive mindet om Jesu liv og lære.
Ikke mindst hans møde med Zakæus.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
