[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken
Mail: ELKN@KM.DK
[ Mere ... ]
Alle helgen
1 nov. 2024
Ved Allehelgen mindes vi dem, vi har mistet. Vi samles i kirkerne, og navnene på dem, der er gået bort i årets løb, læses op. Det kan også være, at der bliver tændt lys for hver enkelt. Der skabes et rum, hvor der er plads til sorgen. Og ordene fra Johannes Åbenbaringen, som hører til dagen, lyder fra alteret og kan virke som en trøst:”Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: »Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.« Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.«
Johannes' Åbenbaring 21,1-7
Trøsten kommer især i ordene: ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig .… ”
I dette fornemmer man Guds nærvær helt ind i kernen af sorgen, helt ind i nerven af al smerte og lidelse. Og man kan fornemme forbindelsen til Ingemann´s smukke poesi i salmen ”Nu titte til hinanden” fra 1837: ”Gud ånder på øjet, når det græder”.
Der kommer også det befriende ord: ”Se, jeg gør alting nyt!”, fulgt af løftet om, at den, som tørster, vil modtage kilden med livets vand for intet.
Tårerne og forbindelsen til livets kilde bliver direkte forbundet netop her. Dette gennemsyrer hele den oldkristne tradition. Tilbage i de første ørkenfædres og -mødres tid var tårene en vigtig del af bønnen, og indgik som tegn på forbundetheden med Gud.
Når tårerne kom, blev det set som tegn på, at helligånden havde berørt den bedende. Også senere i traditionen optræder dette, f.eks. hos Frans af Assisi, der siges næsten altid at græde, når han bad. Hvis altså ikke han, som følge af denne bevægethed i sjælen, brød ud i levende jubel.
Tårerne og glæden hænger ofte sammen i disse traditioner, fordi tårene betragtes som det, der renser og helbreder sjælen. Derfor er glæden, taknemmeligheden og lettelsen en naturlig følge. Det er glæden over både Gudsnærværet og det befriende ”åndepust”, som har vist sig gennem tårerne.
Tårerne er en måde, som Gud kan nå os på – nå os i de dybeste lag af sjælen. Hvis tårerne er Guds sprog, Guds usynlige ”vandmærke,” så at sige, så er tårerne netop befrielsens tegn.
Jens Rosendal udtrykker det så fint i sin salme ”De dybeste lag i mit hjerte” fra 1990:
Du, skabelsens Gud, som vil bøje
dig ned til din verden i dag.
Du, Skaber, som åbner mit øje
og kender mit hjertes slag.
Din Ånd over lande og have,
din kalden på skabningen selv
er lyden i alt det, du skabte
i blodets og flodernes væld.
Så mød mig en skabelsens morgen
her midt i mit goldeste land,
og knus mig i selviskheds ørken,
skab du så, som Skaberen kan.
At uro kan vendes til glæde,
min længsel til det, jeg formår:
at rejse mig nyskabt og leve
på jorden, mens dagene går.
Jens Rosendal taler ikke direkte om tårer, men han taler om Guds altomfavnende nærvær, der bøjer sig til Jorden og tager alt i sin favn; åbner vore øjne og kender vore hjerters slag. Midt i selv den goldeste ørken kan den, der føler sig urolig og fuld af længsel, rejse sig nyskabt og leve.
Man hører igen klangen fra Johannes Åbenbaring: ”Se, jeg gør alting nyt!”
Sorgen og tårerne kan være som en flod under alle floder – selve det kildevæld, der bringer os i berøring med det, vi ellers ikke tør (eller kan) røre ved. Det er en del af livets essens at være i berøring med disse lag af os selv – ”de dybeste lag i mit hjerte,” som Rosendal udtrykker det. Disse lag er længslens bolig – det rum, hvori vi kender sandheden, men sjældent finder ord for den. Måske fordi den er langt større end det, ord overhovedet kan udtrykke.
Kirkefaderen Augustin er kendt for at sige: ”Mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig, min Gud.”
Dette er ord, der minder om det, Paulus refererer til, når han taler om de dybe sukke, som er bønnens egentlige kraft:
”Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning.
Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje.”
Paulus´ Brev til Romerne, kap. 8, 22-27.
Det er desværre kun i korte øjeblikke, at vi virkelig kan synke ned i det indre mulm, hvori Gud møder os og favner vor smerte, sådan at vi kan løftes ud igen og mærke nye og håbefulde spor blive åbnet i livet. Men det kommer i glimt, og disse små ”perle-sekunder” kan blive en stor trøst.
Tårerne forbinder os med Guds dybere væsen, med medfølelsens og kærlighedens kilde, og gør os istand til at elske og længes. Ja, tårerne er i sig selv udtryk for, at vi elsker og længes, selvom dette ind i mellem kan være skjult for os. Sorgen er udtryk for længslen efter det, der er gået tabt. Jo større kærlighed, jo dybere sorg. Sorgen er kærlighed, der er blevet hjemløs, siger man ind i mellem. En kærlighed, der mangler et sted at rette sig hen. For kærligheden længes efter at blive sat i spil og blive delt. Har den ikke noget sted at bevæge sig i mod, kan det føles som om, at den bliver usynlig, eller slet ikke findes – andet end som sorg.
Tårerne åbner for et nyt land, vander ørkenen – den golde ørken, som vi kender fra bibelens fortællinger om folket på vandring, og som Jens Rosendal i sin salme betegner som et indre landskab. Tårerne giver væde til spæde, nye planter. Med vandets salte kraft får små usynlige spirer nyt liv.
I en af de andre bibeltekster, som kan læses ved Allehelgen, siger Jesus:
»I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«
Matthæusevangeliet 5,13-16
Det er en stærk tekst, en del af bjergprædikenen. Jesus taler kraftfuldt til alle, der lytter, og opfordrer til at håbet holdes oppe; som et lys, der ikke må gemmes væk, men tværtimod bør sættes på en stage og skinne for alle.
Jesus udpeger de lyttende som Jordens Salt, som dem, der skal bringe håb og trøst ud i verden, lade lyset skinne i mørket, så andre kan finde vej. Det er ikke altid, vi formår at holde vores lys oppe; men så er det en trøst, at andre kan gøre det og dermed hjælpe os med at finde vej, også gennem ørkenens golde land.
Tårer er fulde af salt, hvilket giver dem deres nærende virkning. En form for livskilde, der hvor der ingen andre kilder er. Man kunne fristes til at kalde dem ”rejsekost i ørkenen”.
Tårerne er måske noget af det mest fælles menneskelige, vi har på kloden. På tværs af kulturer græder vi. Alle kender til at miste og til at blive fortvivlede. Og alle kender til, at kærligheden bliver hjemløs. Alle kender til at kæmpe på kanten af det skrøbelige håb, der er lige ved at gå itu. Alle kender til mørket, der er lige ved at overmande os og slå os ud.
Skal man have en samtale med et menneske fra en helt anden tradition, kan et godt berøringspunkt være at tale om, hvad vi hver især sørger over. Ofte kan dette blive forsoningens spire, der blidt bryder følelsen af fremmedhed ned.
Evangelieteksten til Allehelgen er Saligprisningerne – de smukke ord, som indleder Bjergprædikenen. Her får alle, som sørger, en stor trøst. Ordene taler for sig selv, så jeg vil slutte med at lade dem stå, som de er:
”Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:
»Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«
Matthæusevangeliet 5,1-12
Amen.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
