DAGENS ORD: ”Jeg siger jer også: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader.” Mattæus 18:19

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]

Gud og mennesket

2014 jan 18

Gud og mennesket

”Jeg lovpriser Herren af hele mit hjerte! og jeg fryder mig over Gud, min Frelser. For han har i sin nåde taget sig af mig – jeg, som ingenting er.” (Lukasevangeliet kapitel 1, vers 46b-48a, NT på hverdagsdansk 1985)

Sådan begynder Marias lovsang, da hun er sammen med Elisabeth, Johannes Døbers mor, kort tid efter hun er blevet gravid for at føde Jesus. Guds omsorg for os er overvældende. Sammenligner vi hvem Gud er, med hvem vi er, så syner vi af ingenting. Det er dog ikke det samme som at vi skal være selvudslettende, eller ’krybe langs panelerne’.

Kristentro er alt andet end en flugt fra virkeligheden. Nogle mennesker har fejlagtigt den opfattelse, at kristne i udgangspunktet ikke rigtigt ser realiteterne i øjnene, men i stedet ’putter sig’ og skyder ansvaret og realiteterne lidt fra sig med deres tro. At troen er et middel hvorved mennesker bortforklarer det, der er besværligt, eller hvor den troende fx søger trøst i, ”at når vi engang kommer til himmelen, så bliver alting godt.” Troen på et liv efter døden, på himmelen, er et håb og en trøst, men ingen ’sovepude!’ Troen er bevidsthedsudvidende i ordets bedste betydning og fastholder mennesket med begge ben solidt plantet på jorden, alt imens det himmelske perspektiv indgår i livsudfoldelsen. Troen styrker den enkeltes ansvarsbevidsthed.

Ansvaret for, at verden ikke er i den tilstand den rettelig skulle være i, kan vi ganske enkelt ikke skubbe fra os, ligesom jeg i bund og grund ikke kan løbe fra mine fejl og mit ansvar.

Skaberværket lagde Gud i vore hænder. Vi svigtede. Men ansvaret tog han ikke fra os. Hvad mener vi med dét? Gud tog mennesket så seriøst, at han både stillede det til ansvar for dets handlinger, valg og fravalg, samtidigt med, at han søgte løsningen på den brudte relation ved et menneske. Skriften siger: Gud søgte efter én der ville stille sig i gabet for hans åsyn, én der ville dække ’hullet’, så at sige, men Gud fandt ingen. Da kom hans egen højre (udfarende kraft) ham til undsætning. Ved det første menneske, Adam, faldt menneskeheden. Ved den anden Adam, Jesus Kristus, blev den brudte relation helet.

Gud havde overgivet ansvaret til mennesket. Intet andet end et menneske kunne eller skulle rede trådene ud igen. Intet faldent menneske ejede blot dét, der skulle til, for at forsone Gud og mennesker.

Når Gud på denne måde ikke accepterede hverken en halv løsning, eller en helt tredje løsning for at få genoprettet relationen mellem sig selv og os, er det et udtryk for hvor alvorligt Gud forholder sig til os. Da det ikke var muligt for Gud at finde en eneste under himlen, der var helt sand og retfærdig, måtte løsningen derfor tage sit udgangspunkt i Gud selv. Guds søn blev født ind i verden. I en Gudfrygtig, men jævn familie. Et under i tidens fylde udlevet i et hverdagsliv.

Gud blev menneske i Sønnen. Jesus af Nazaret – Marias dreng – Mennskesønnen. Han, der ved et Helligåndens under var og er sandt menneske såvel som sand Gud, han kunne bære ansvaret og forsone himmel og jord! At Gud kunne blive menneske fatter vi ikke med vores forstand.

Johannesevangeliets første kapitel begynder således: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke…

Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”


Det Johannes skriver er chokerende i den kontekst han skrev i. Johannes er jøde og ikke panteist eller hindu! Han siger, at hér er det væsen, uden for verden, som havde skabt verden og som i al evighed er forskellig fra alt andet. Manden Jesus fra Nazaret er dette væsen.

Johannes bruger det græske ord LOGOS om ”Ordet.” (LOGOS kinesiske tvillingebegreb er TAO.) LOGOS betegner tilværelsens sammenhæng og orden, som hver skabning skal være i harmoni med for at udfylde sin bestemmelse og opfylde formålet med sin eksistens. LOGOS er tilværelsens ordnede princip der afkræver os et vist svar, hvad enten vi så giver det eller ej.

Budskabet er, at tilværelsens grundprincip eller orden, ikke er upersonlig, men tværtimod giver sig ind i et menneskeliv, for på ny at blive normerende i den menneskelige tilværelses uorden. Alt liv har sin grund i LOGOS og LOGOS (Ordet) har sit udspring i Gud. Guds ord (LOGOS) blev menneske, blev én af os. Derfor er det Jesus kan lede os tilbage til vores livs formål og genoprette vores livsfundament med Gud. Han er den i hvem Gud møder os, så vi bliver frie.

Nogle mennesker forsøger alene at gøre Jesus til en stor lærer, et stort menneske etc. Det holder bare ikke. I hvert fald ikke når man forholder sig til det, han siger og gør. Problemet med Jesus af Nazaret er, at han i sidste ende ikke giver os mulighed for andet end at anerkende ham som Gud, eller forkaste ham som vanvittig. Mellemvejen findes ikke. Johannes indledning koncentrerer budskabet, men hans udsagn stemmer helt overens med resten af Det nye Testamentes vidnesbyrd.

Lidt længere fremme i Johannesevangeliet kapitel 3, vers 16 og 17, finder man hele bibelens budskab i ganske få sætninger: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.”

Da Gud skabte mennesket, skabte Gud os med en særlig kvalitet. Gud lagde sit billede ind i os som vor væsens kerne, så vi skulle ligne ham. Være livgivende og kærlige, sande og retfærdige. Vi skulle være i lys, men fangedes i mørket. Vi visnede og forkrampedes. Døden tog herredømmet.

I Jesus af Nazaret møder vi et menneske, der lever den oprindelige menneskelighed ud. Han forblev sand og retfærdig, vandrede med Gud Fader, og levede i lys, levede i kærlighed, og åbenbarede Guds rige ”midt iblandt os,” ved Helligåndens kraft.

Jesus stillede sig ”i gabet for Guds åsyn” og tog den skyld på sig, der ellers fordømte os til fortabelse.

Jesus kaldes også Kristus (græsk for Messias), dvs. befrieren, som Det gamle Testamente havde forudsagt skulle komme i Guds Ånds kraft. Kristus betyder ”den, som er salvet” – nemlig med Guds ånd ligesom jødernes tidligere konger blev salvet med olie ved deres indvielse.

At ”Gud gav sin søn” udmøntede sig i meget mere end at han kom og talte. Jesus døde på et kors, for at vi ikke skal fortabes. Vi tror, at Kristi død lige netop er det punkt i historien, hvor noget, som er absolut umuligt at forestille sig, skete. Hans død modsat andre menneskers død, formidler liv og frelse.

(Ordet frelse (fri hals), refererer til slaver, der havde lænker om halsen og som blev sat fri.)

Ikke nok med at Jesus Kristus døde, han opstod påskemorgen. Endnu en menneskeligt set uoverkommelig handling. Gud opvakte Jesus bogstaveligt. Et fysisk konkret under. Dét under er kirkens udgangspunkt. Jesus Kristus knuste dødens vælde, og en dag vil selv samme kraft berøre os alle.

Kristus undergik fuldkommen overgivelse og ydmygelse, som Gud og som menneske. Den kristne tro går skridtet videre og fortæller, at hvis vi på en eller anden måde har del i Kristi ydmygelse og lidelse, ved tro, så skal vi også delagtiggøres i hans sejr over døden på alle planer. Fuldkomment efter vi er døde, men også nu sker forvandlingen. I Kristus er vi et nyt menneske. Dette nye liv indpodes i os. Vi fødes på ny. Det sker ved sindets fornyelse i troen på Jesus Kristus. Den effekt har Helligåndens indgriben, at vi forvandles i vores sinds tanker og handlinger. Her er ikke tale om at vi forbedres. Nej, der sker en forvandling i takt med, at vi kan skønne hvad der er Guds vilje. Når Helligånden får plads til at åbenbare Kristus i vore liv, udmønter Guds rige sig midt i blandt os. Når Kristus sætter os fri, bliver vi virkeligt frie.

Koblingen: tro på Jesus Kristus og evigt liv udmønter, at evigheden og tiden skær hinanden forløsende i nuet. Det menneske, der ikke er fortabt, kan leve frit og ansvarligt i nuet. Han lever i lyset. At leve i lyset er ingen flugt. Det er at være nærværende og balanceret, ’at være på sin rette hylde,’ og leve kreativt, medskabende, kærligt, omsorgsfuldt og livsformidlende. Vi fortjener det så at sige ikke, men det gives os af nåde. Derfor giver det mening at udbryde med Maria: ”Jeg lovpriser Herren af hele mit hjerte! og jeg fryder mig over Gud, min Frelser. For han har i sin nåde taget sig af mig – jeg, som ingenting er.”

(”Her ser ja da et lam at gå” DDS nr. 190, tekst: Paul Gerhardt 1647, Hans Adolph Brorson 1735, melodi: Henrik Frimand-Meier.)




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk