[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken
Mail: ELKN@KM.DK
[ Mere ... ]
Hvordan bevarer vi tillidens samfund?
16 feb. 2015
Der er sket en stor katastrofe i Danmark, som på mange måder påvirker vores forståelse af os selv. Med terrorhandlingen i weekenden den 14.-15. februar er det som om, at vi som land har fået taget vores ”jomfruelighed”.Som den franske ambassadør, der var til stede i Krudttønden på Østerbro, da de første skyderier begyndte, udtrykker det: ”Der er et ”før” og et ”efter”. En af de ting, I som samfund skal passe på er, at I ikke mister jeres grundlæggende tillid – det, at I i Danmark har et unikt samfund, som bygger på tillid.”
Det, som vores samfund bygger på, er et kristent fundament –
et fundament, som har præget os gennem de sidste tusind år, men som særligt siden reformationen gradvist har været med til at forme det demokrati, som blev grundlagt i midten af 1800-tallet, og som siden er blevet udviklet mere og mere.
Som formanden for mosaisk trossamfund sagde det foran den jødiske synagoge søndag aften, midt i blomsterhavet og alle lysene, som var tændt i solidaritet: ”Jeg er i chok … vi er i chok … det er det, vi altid har frygtet ville ske, og nu er det sket”.
Angrebet ikke bare på et fredeligt møde i et beboerhus på Østerbro, men også på den jødiske synagoge i Krystalgade, sætter nye spørgsmål på dagsordenen. Anti-semitismen synes at vokse – og mandag morgen, lige i kølvandet på begivenhederne i København, skete der et angreb på en jødisk kirkegård i Paris. Det bliver mere og mere utrygt at være jøde i Europa. Det jødiske samfund er bekymret og i København er synagogen nu midlertidigt lukket.
Som kirke må vi turde være en røst ind i tiden – turde tale imod den terror og vold, som er ved at udvikle sig, og som skaber stadig større frygt. Det er en bølge, som ikke kun rammer Danmark, men hele Europa, og derfor må kirkerne stå sammen, på tværs af landegrænserne. Et af de helt store problemer er radikaliseringen blandt unge – og et sideløbende tab af de grundlæggende værdier, som hidtil har præget vores samfund. Det er dette, som den franske ambassadør kalder ”tillidens etik”.
Vi er i fastetiden, og derfor også midt i en besindelsestid. Hvordan kan vi som kristne kirker få en positiv stemme ind i den udvikling, som er ved at ske? Hvordan kan vi sikre, at vi bevarer tilliden som grundkerne i vores samfund?
Faren ved de markante terrorangreb er, at vi får et samfund fuld af kontrol, og med mistro på kryds og tværs, fordi sikkerheden må oprustes. Heldigvis har formanden for mosaisk trossamfund fastholdt, at dialogen mellem de moderate kræfter inden for de forskellige religiøse samfund er vigtig. Det er ekstremismen og radikaliseringen, vi må stå op imod, i fællesskab.
Der skal ikke skabes skel mellem religionerne - tværtimod må de fredsbevarende inden for alle trossamfund kræfter stå sammen mod den terror, som er ved at brede sig, ikke mindst i store dele af Mellemøsten. Det, vi oplever i Europa er måske nærmest en ”sidebølge” af den udvikling, som har kerne i den magt, som Islamisk Stat er ved at få, i mange lande – for eksempel i Syrien, Egypten, Libanon, m.v.
Det er som om, vi står overfor den kamp, som Jesus også stod overfor, da han fastede de 40 dage i ørkenen. Han blev fristet af djævelen, men sagde radikalt nej. I den sammenhæng, vi står midt i nu, repræsenteres djævelen af alle de kræfter, som skaber død og ødelæggelse. Hensynsløse drab på uskyldige mennesker må stoppes, for enhver pris. Faren er, at vi selv kan indhentes af ”djævelen” i forsøget på at stoppe denne vold. Et samfund, som ikke bygger på tillid, men på stærk kontrol, er ikke et kærlighedsbaseret samfund.
Der er ikke tvivl om, at den skærpede overvågning, som nu er ved at blive opbygget, er nødvendig, på mange måder, men vi må kæmpe for at bevare et menneskeligt samfund. Det kan være svært at sikre denne balance, mellem et samfund, som er årvågent overfor vold, og som samtidig bevarer kernen i sin oprindelige værdi – nemlig at vi er et samfund, hvor tilliden til det gode i mennesket er det grundlæggende.
Vi er således konfronteret med et dilemma – mere end nogensinde før. Det, som skete i weekenden, den 14.-15. februar 2015, vil for altid stå som skelsættende i vores historie. Der vil altid være et ”før” og et ”efter”. Og nu, da vi står midt i efterbølgen af weekendens begivenheder, er besindelsen nødvendig. Vi behøver en fælles rådslagning om, hvordan vi bevarer de vigtigste kerneværdier i vort samfund.
Jesus kom ud af ørkenen, styrket af sin kamp mod djævelen. Han bevarede sin styrke i, at han var ét med sin Fader. Men prisen for denne enhed, denne insisteren på ikke at gå djævelens vej, kender vi også: Han gik direkte mod sin egen korsfæstelse. Det skulle der et uendeligt stort mod til at se i øjnene.
I disse tider, hvor opstandelsen diskuteres så meget, er det vigtigt at huske, at Jesus netop ikke ”bare” døde på korset. Han stod også op igen, og blev til et levende vidnesbyrd for alverden. Selv den dag i dag viser han sig over hele kloden, for mennesker, som er kastet i fængsel, og for dem, som er udsat for uretfærdighed. Han er den, som værner om de mindste små, og vi er aldrig i tvivl om, hvis side, han vælger. Han står ved siden af dem, som forfølges, og hos dem, som er truet på deres liv.
Derfor er han også med alle, som i dag er ofre for terror, uanset hvilken religion de tilhører. Vi må, som et kristent baseret samfund, være med til at værne om ofrene, og til at sikre, at volden ikke breder sig. Men midt i dette må vi også værne om kærligheden, om respekten for alle mennesker som ligeværdige. Derfor må vi ikke skabe et samfund, hvor det udelukkende er magt og kontrol, som er det fremherskende. Der skal sættes grænser overfor vold, men vi skal stadig kunne leve i tillid.
Det helt store spørgsmål lige nu er derfor, hvordan vi som kirker – og som kristne – kan være med til at sikre dette?
Elizabeth Knox-Seith
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
